Skabelsen af en illusion af et demokrati

Da det i 2005 kom frem, at Vladislav Surkovs far var tjetjener, var det et slag for den succesfulde spindoktor. Det var tydeligt. Før det havde ingen officielt vidst, hvem hans far var, og i hans egen selvbiografi var det uklart, men i et interview med tyske Spiegel og nogenlunde samtidig i et interview med en russisk avis brød han selv tavsheden omkring sit ophav. Til alles forbløffelse, for det fjernede hans chance for nogensinde at gøre karriere i politik, så de første analyser af udmeldingen var, at nogen måtte have presset ham til det. Indrømmelsen var Surkovs første store nederlag. Eller var det?

I 2014 kom det via kilder i Kreml frem, at det var Surkov selv, der på eget initiativ havde lækket oplysningerne om sin baggrund. At han tilsyneladende, uden nogen anede det eller havde fulgt efter ham, var gået til pressen og ladet det falde en passant. De samme kilder i Kreml kunne så – nogle år efter – tilføje, at han havde gjort det for at gøre sig selv endnu mere magtfuld.

Der havde nemlig i årevis været en rumlen i partiet om, at Surkov gik med drømme om selv at gå efter præsidentposten oven på sin kometkarriere som spindoktor og policymaker. Nu skulle han pludselig selv have fået ambitioner, og den slags rygter kan være særdeles farlige i et politisk klima som det russiske, så det, der lignede et nederlag, var i virkeligheden et taktisk kort spillet af Surkov selv for at uskadeliggøre sig selv som politisk konkurrent og øge sin magt bag tæppet som rådgiver. Den slags små rænkespil er Vladislav Surkov en mester til, og det var præcis den list, der gjorde ham til så vigtig en brik for Putins nye Rusland, og det, der i 1999 bragte ham fra reklamen og ind i politik.

Et postmoderne teater

I begyndelsen koncentrerede han sig om at varetage kommunikationen for Kreml, og i Rusland indebærer det et meget nært samarbejde med landets tv-stationer. I bogen Nothing is True and Everything is Possible beskriver den tidligere russiske tv-producer og journalist Peter Pomerantsev Surkovs temmeligt manipulerende arbejdsmetoder, hvor han på daglig basis mødes med redaktører, tv-værter og journalister. Uden at diktere eller virke dominerende ville han på sådan et møde nævne, hvilke emner russerne gik mest op i for tiden. ”Hinte, nikke, prikke og insinuere uden nogensinde at sige noget direkte,” skriver Pomerantsev.

”Han ville gentage ord som ‘dem’ og ‘fjenden’ i det uendelige, til det sad fast i hjernen på dem.”

Mediernes øverste chefer ville han mere direkte instruere i, hvem de skulle angribe, og hvem de skulle lade ligge. Hvem der var bandlyst fra sendefladen, mens han understregede ordet ‘stabilitet’ igen og igen og igen.

På hans kontor hang der billeder af Obama, Che Guevara og Tupac Shakur, og bag ham havde han opstillet en lang række gammeldags fastnettelefoner med efternavnene på de mest indflydelsesrige russere. Som Pomerantsev citerer den russiske forfatter Eduard Limonov for at sige, så havde han gjort ”Rusland til et fantastisk postmoderne teater, hvor han kunne eksperimentere med gamle og nye politiske modeller”.

Eller som The Economist skrev om ham i 2014:

”Som den politiske mastermind bag Vladimir Putin siden 2000 har Surkov skabt et kunstigt og falsk system, der virker djævelsk godt i den virkelige verden. Rusland er et land af imiterede politiske partier, orkestrede medier og falske sociale bevægelser gennemsyret af den post-moderne fornemmelse af, at intet er oprigtigt.”

De bevægelser og partier, som The Economist nævner, tager Surkov uden blusel gerne æren for at have skabt. Som han roligt siger til en forelæsning på London School of Economics i 2013.

”Hvis vi har brug for et nyt politisk parti, hvorfor så vente på det? Vi kan skabe det selv. Støtte de rigtige mennesker, hjælpe dem med en ordentlig kommunikation. Give tilladelse til demonstrationer tænde nogle modbevægelser og opfordre dem til at tage affære.”

Ae med den ene hånd

Det effektive ved Surkovs metode og denne type autoritarisme er, at man slet ikke behøver at undertrykke eller bekæmpe en opposition. I stedet for kan man lade andre gøre arbejdet og fastholde befolkningen i en tro om, at de er frie. Infiltrere alle typer ideologier og lade dem leve i sit eget lukkede system.

”Det ene øjeblik har Surkov støttet små ubetydelige civile borgerretsforkæmpere og menneskerettigheds-NGO’er for kunstigt at få dem til at se større ud – det næste øjeblik støtter han småvoldelige nationalist-grupper, der anklager NGO’erne for at være Vestens opfindelse,” skriver Peter Pomerantsev. Ligesom han har sponseret progressive kunstfestivaler med millioner, samtidig med han har støttet ortodokse fundamentalister, der angriber moderne kunstfestivaler. Som Peter Pomerantsev skriver:

”Kremls idé er at eje alle former for politisk diskurs. Ikke at lade nogen uafhængig bevægelse udvikle sig uden for Kremls mure. Det er så moskovitterne kan føle, at de bor i et oligarki om morgenen, et demokrati om eftermiddagen, et monarki til aftensmaden og et totalitært styre ved sengetid.”

Sammen med en visuel iscenesættelse af Putin og senere Dmitrij Medvedev skabte han en helt ny styreform. Det var den magt, der til sidst i 2014 knækkede, detroniserede og ydmygede ham. Eller gjorde den? Læs videre i morgen, hvor vi ser på årene efter, der ser alt andet end ydmygende ud.