Nyhedsanalysen
Det hollandske establishments svar på populismen: Vær normal eller skrid
Nu har vi set på Geert Wilders i mere end 13 år. Enspænderen fra Frihedspartiet er Hollands mest kendte politiker. Men hvad gør de andre partier for at stække ham? I dagens afsnit af vores føljeton om næste uges hollandske valg ser Journalist Sven Johannesen på de etablerede partiers tre strategier: frontalangrebet, accepten og affejningen. Intet af det synes at virke.
Den store folkelige opbakning til hollandske Geert Wilders højrepopulistiske Frihedsparti har fået hans politiske modstandere til at klø sig i nakken. Uanset hvordan de responderer på den fyrige politiker med øgenavnet Mozart, formår han nemlig at vende det til egen fordel. Når Wilders slår tonen an, fanges hans modstandere i en damned if you do, damned if you don’t-dans, og selv når de vælger rollen som bænkevarmere, bliver det også noget rod.
Vælger de etablerede partier at frontalangribe Frihedspartiet, understøtter de Wilders outsidermartyrium som offer for både radikale islamister og den politisk korrekte elite. Hvis de omvendt vælger at spille med på hans symfoni, bekræfter de ham blot i, at han har ret, hvorefter han skruer volumen endnu et nøk op. Og hvis de forsøger at ignorere og affeje ham som en paranoid Don Quixote-agtig karakter, der feberkæmper mod hollandske vindmøller, vil han til gengæld beskylde eliten for som sædvanlig at lukke øjnene for folkets problemer.
Alle tre politiske copingstrategier risikerer med andre ord at give bagslag og vælgertab for de etablerede partier, der har zigzagget mellem at angribe og ignorere Wilders. Denne lidt ubeslutsomme tilgang viste sig tydeligt, da Geert Wilders i efteråret blev dømt for diskrimination mod den hollandsk-marokkanske minoritet, efter at han ved et af sine sjældne politiske møder havde opildnet tilhørerne til at råbe, at de ville have færre marokkanere i Holland.
”Det interessante var, at efter retssagen lod de fleste partier ligesom bare dommen passere uden kommentarer. Der skete ikke rigtig noget, fordi partierne vidste, at Wilders ville kunne bruge en diskussion til at understrege, at dommen er et symbol på, at han er forfulgt,” siger dr. Andrej Zaslove fra Department for Political Science på Radboud University i Nijmegen. ”Partierne ved ikke rigtig, om de skal angribe ham hårdt, så han på den måde får endnu mere opmærksomhed, eller om de skal ignorere ham.”
Dilemmaet rammer partierne forskelligt. Venstrefløjspartierne er ikke udsat for samme risiko for at miste stemmer på Wilders-bashing, hvorimod midterpartierne i større grad konkurrerer om de samme vælgere som Frihedspartiet og derfor er sårbare over for at fremstå for bløde på integrationsspørgsmålet. Omvendt risikerer en lidt for hed højreflirt at skræmme midterpartiernes mere moderate vælgere mod venstre.
I slutningen af januar valgte den liberale statsminister Mark Rutte dog at kridte træskoene for at gennemføre den svære linedans, det uvægerligt må blive, når man på én og samme tid skal tage afstand fra og omfavne en modstander.
I en dobbeltmanøvre lancerede Rutte en kontroversiel annoncekampagne, hvis hovedbudskab var, at man skal være normal, ellers kan man smutte.
”Hvis du fundamentalt afviser vores land, så vil jeg hellere have, at du går. Opfør dig normalt eller rejs væk,” skrev Rutte i annoncen, som han efter en del kritik efterfølgende understregede var møntet på alle hollændere uanset baggrund. Samtidig understregede han, at han under ingen omstændigheder vil danne regering med Wilders efter valget. På den måde håber Rutte at få lagt afstand til Wilders og samtidig virke som en hård negl på integrationsområdet, vurderer Andrej Zaslove.
”Rutte er ikke en ekstremist som Wilders. Men annoncerne var udtryk for en aggressiv liberalisme, der grundlæggende sagde: Vær liberal og demokratisk eller fuck af. Rutte ville vise, at han var hård, men samtidig åben. Og annoncerne skabte stor diskussion,” siger Andrej Zaslove.
Men Rutte er ikke den eneste, der pudser den identitetspolitiske rustning.
For få dage siden fulgte et af Hollands tre kristne partier trop, da det på forsiden af en hollandsk avis fremlagde forslaget om, at alle hollændere skal være tvunget til at rejse sig op under afspilningen af nationalsangen. Så selv om de fleste partier forsat fastholder, at de ikke vil danne regering med Wilders efter valget, betyder det ikke, at de ikke lytter til ham eller lærer af ham. Spørgsmålet er så, om vælgerne foretrækker det udvandede kopiprodukt fremfor den ægte vare.