Maleren George W. Bush

På sidste side i sin bog Plan of Attack (2004) spørger journalisten Bob Woodward USA’s daværende præsident, George W. Bush, hvordan han mener, at historien vil dømme krigen i Irak. ”Historien,” svarer Bush. ”Vi ved det ikke. Vi vil alle være døde.”

Nu er der gået nogle år, og Bush er stadig i live, ja, vi er i det hele taget mange, som stadig er i live (og nye er kommet til). Men historien er ligeglad; den kværner derudad. Den venter ikke med sin bedømmelse af det skete, men føjer hele tiden flere nuancer til. Til gengæld har den ikke nogen bagkant. Og på den måde har Bush ret: vi vil alle være døde. Spørgsmålet er så, om historien også holder op med at eksistere, når der ikke er nogen til at være bevidste om den.

Nå, det er tankespind. Det korte af det lange er, at Georg W. Bush er blevet 71 år, og på sine ældre dage har han kastet sig over maleriet. Siden han forlod Det Hvide Hus i 2009, har han levet et stille liv på sin ranch i Texas. I 2012 kom det frem, at han var begyndt at male portrætter og landskaber på amatørniveau, og han havde formentlig tænkt sig at holde sin fritidsaktivitet for sig selv. Men i 2013 blev flere af hans motiver pludselig hvirvlet ud i offentligheden, da en hacker ved navn Guccifer hackede sig ind i flere af Bush-familiens e-mailadresser og bagefter offentliggjorde billeder af malerierne – blandt andet et som forestillede ekspræsidenten under bruseren. Det var ret amatøragtigt udført, men med lidt god vilje kunne man sige, at i hvert fald det lettere homoerotiske motiv har noget David Hockney over sig. Det er dog stærkt tvivlsomt, om George W. Bush har orienteret sig i den retning.

I 2014 havde George W. Bush så en udstilling på sit præsidentielle bibliotek i Dallas. Her var motiverne hovedsageligt folk, han havde mødt, dengang han var præsident. Vladimir Putin, Tony Blair, Afghanistans tidligere præsident Hamid Karzai osv. Ret syret. Men lidt højere teknisk niveau.

Der er gået nogle år, og George W. Bush har øvet sig. Efter eget udsagn maler han næsten hver dag, og der er atelierplads i flere af hans boliger. Han har kaldt maleriet for ”en helt ny verden”, og han har også omtalt sig selv som ”kunst-agnostiker”, lige indtil han gik i gang med at svinge penslen som 66-årig. Og nu er der kommet en bog fyldt med Bush-malerier, og endelig begynder hele øvelsen at give mening – både kvalitetsmæssigt og psykologisk, hvis man tænker, at der foregår mere end som så inde i Bush’ hoved. Bogen er på 192 sider og hedder Portraits of Courage. Alle billederne forestiller soldater fra alle dele af den amerikanske hær, som er blevet sårede i de krige, som blev startet, mens Bush var præsident. Ved hvert portræt er der en historie om den pågældende person (som Bush angiveligt også selv har skrevet), om, hvordan vedkommende har grebet tilværelsen an bagefter.

Men hvorfor? I et interview med Time Magazine fortæller George W. Bush, at det var hans malelærer, der sporede ham ind på motiverne: ”Jeg havde malet verdens ledere, som jeg havde truffet, og min instruktør, Sedrik Huckaby, sagde: ‘Ved du hvad, du skulle tage og male portrætter af folk, som du kender godt, men som andre ikke kender.’ Det slog mig med det samme, at jeg burde male disse sårede krigere, som jeg havde lært at kende. De fleste af dem havde jeg spillet golf eller kørt på mountainbike med i forbindelse med de arrangementer, vi holder i Bush Centret. Der var selvfølgelig nogle, jeg kendte bedre end andre, men alle historierne havde rørt mig lige meget.”

Så er vi fremme ved Peter Scheldahls anmeldelse i The New Yorker. Han skriver indledningsvis, at Bush fremstår som en lille – underforstået ligegyldig – person, når man tænker tilbage på hans tid som præsident. ”Præsidentskabet passede ham som voksentøj på en baby. Han traf, eller var på en eller anden måde medvirkende til, nogle uhyrlige beslutninger, men hvis man ønskede at lægge ham for had, krævede det en bevidst indsats.” Det er en ret præcis beskrivelse, for han virkede ikke som en ondskabsfuld person – blot en tørlagt alkoholiker og dårlig forretningsmand med et gevaldigt faderkompleks.

Og så er der malerierne. Kvaliteten er overraskende høj, skriver Scheldahl, for en person, der begyndte at male for bare fire år siden. Bush øje og penselarbejde ”er blevet drastisk forbedret”, siden de første malerier dukkede frem i 2013. ”Bush’ har nu kontrol over nogle generiske, men effektive, tykke penselstrøg, der har til formål at indfange udtryk og fysiognomi. Hans malen efter fotografier giver en følelse af afstand. De portrætterede er ikke til stede for kunstneren. De er et andet sted. Men han har observeret dem med ærlighed, og de virker overbevisende livlige.”

Der er klart noget terapeutisk over billederne. George W. Bush har aldrig sagt, at han fortryder sine mest idiotiske og hovedløse beslutninger som præsident, blandt andet dem om at starte krige på et falsk og forløjet grundlag. Der ligger han helt på linje med ‘vores egen’ Anders Fogh Rasmussen. Men som Scheldahl skriver til sidst: ”Bush har ubevidst begået morderiske fejl, og nu soner han ubevidst for dem. Hvad gør man med sådan en mand?”

Når man spørger Bush, hvad der er hans næste kunstneriske projekt, blotlægger han heller ikke nogen store tanker. I Time-interviewet besvarer han  spørgsmålet således: ”Indtil videre har udviklingen (hans egen kunstneriske udvikling, red.) været naturlig. Jeg vil ikke forcere noget. For det andet vil jeg blive ved med at male med oliefarve. Jeg har prøvet akryl, men jeg kan bedre lide olie. Jeg har ikke besluttet mig for, hvad det næste skal være. Jeg har haft en tendens til at vælge et emne og så male en hel serie – det er det her et godt eksempel på.”