Undskyld

Som ung jurastuderende var amerikanske Nick Smith ansat i et forsikringsselskab i New York, og her begyndte han at interessere sig voldsomt for undskyldninger. I dag er han filosofiprofessor på University of New Hampshire og har skrevet flere bøger om emnet, men da han var yngre, sad han i en særlig afdeling for biluheld og var af selskabets ledelse instrueret i at fortælle folk, der ringede ind fra et ulykkessted, at de ikke måtte sige undskyld til nogen. Det var det første, han skulle skynde sig at fortælle dem. Han har beskrevet det ret indgående i bogen I Was Wrong: The Meanings of Apologies, og selv om Smiths klienter kunne føle et stort instinktivt behov for at beklage, beordrede han dem strengt til at lade være, for i undskyldningen lå alt for mange indrømmelser, og det kunne koste selskabet dyrt.

Undskyldninger er en dyb og kompliceret størrelse. Det er selve diskussionen af vores kerneværdier, som Nick Smith skriver – hvad er vores samfund bygget på, hvad vil vi forsvare, hvad vil vi undskylde, og hvad lever vi for? Hvad er vores verdensopfattelse? Det er en diskussion af moral. Det er politik og strategi. En sammenblanding af elementer som skyldfølelse, overgivelse, anger, hævn, tilståelse og fortrydelse tilsat religion, kultur, verdensopfattelse og køn. Det er det for den 18-årige, der har lavet en bule i sin fars bil – det er det for nationer, der har ført krige, koloniseret, hærget og slavegjort. Dog er der den forskel mellem nationer og personer, at nationer meget sjældent siger undskyld, fordi man sådan kollektivt pludselig har fået dårlig samvittighed eller fået lyst til det. Her er det en anelse mere strategisk.

Det er en symbolsk meget stærk handling at sige undskyld, og så giver det den forurettede en billet til at stille økonomiske krav. De får noget på én. Men ofte søger den forurettede part dog bare en eller anden form for anerkendelse for, at noget forkert fandt sted. Det var det, vi så på Balkan og i Sydafrika med Sandhedskommissionen. Det handler om at få at vide, at det betyder noget, og at i de fleste tilfælde betyder det mere end hævn, har det vist sig.

I Danmark har vi som bekendt også noget at undskylde, og i år fejrer vi 100-året for det. Alligevel har vi aldrig sagt undskyld for vores kolonisering og vores rolle som slavehandlere. Vi har ellers afdækket og udpenslet det intenst, så det er ikke fordi, vi ikke erkender, hvad vi har lavet. Vi har i Thorkild Hansens klassiker Slavernes øer kunnet læse, hvordan slaver, der forbrød sig, blev knebet med gloende jern, fik brækket både underarme og underben, hvorefter de blev lagt op på hjul og stejle til fugleføde og først døde et par dage efter. Vi sejlede mere end 100.000 slaver fra Ghana til Vestindien og levede fedt på deres lidelsesfulde rejser og vanvittige forhold på øerne.

Som stat har vi aldrig undskyldt, men som Bertel Haarder for nylig gjorde opmærksom på i en kommentar på netmagasinet Altinget, så var Lars Løkke gevaldigt tæt på i sin nytårstale i år. Han kaldte det et ”grusomt” og ”skamfuldt” kapitel i vores historie.

Hvorfor sagde han så ikke bare undskyld, når der nu er så mange, der gerne vil have ham til at gøre det, også på øerne, spørger Bertel Haarder retorisk i kommentaren og svarer selv:

”Det vil ingen regering gøre. Det kan udløse erstatningskrav ligesom i Grønland (uden nogen sammenligning i øvrigt), og det kan mødes af den indvending, at der jo ikke er nogen skyldige, der kan sige undskyld, ligesom der ikke er nogen at sige undskyld til. De er jo alle døde for langt over hundrede år siden.”

Bertel Haarder selv fortsætter i øvrigt med at bakke Lars Løkkes tilgang op som regering, men som personen Bertel siger han faktisk undskyld i sin klumme. Det gjorde Politiken-journalisten Gudrun Marie Schmidt også, da hun i gårsdagens avis interviewede den vestindiske kunstner La Vaughn Belle. Her forklarer Vaughn Belle, hvorfor hun stadig har brug for en undskyldning, og hvorfor hun tror, at danskerne ikke forstår, at det er vigtigt for hende. Det kom der denne lille fine udveksling ud af:

”Det er, fordi de (danskerne red.) ikke kan se, at kolonitiden stadig påvirker den verden, vi lever i. Med dens uretfærdigheder og ulige strukturer. Verden er centreret omkring hvidhed og vestlig kultur. Stadigvæk. Og I har også brug for heling. For det er den samme brutale tankegang, der kan muliggøre slavetidens brutalitet, som, tror jeg, påvirker jeres forhold til indvandrere i dag. Det er sådan, jeg ser det,” siger hun.

”Danmark udførte nogle handlinger i fortiden, der virkelig har været skadelige. Og som stadig skader. Det naturlige er en undskyldning.”

(Og det er så her, følelserne tager over hos Gudrun Marie Schmidt, og hun gør det, forsikringsselskaberne nok ville fraråde hende:)

– Okay. Så vil jeg gerne sige undskyld over for dig, mens vi sidder her. Jeg vil gerne undskylde for Danmarks deltagelse i slaveriet og slavehandlen.

La Vaughn Belle ser ned i bordet, der er imellem dem. Så siger hun roligt:

”Jeg accepterer din undskyldning.”

Bagefter er stemningen forandret.

– Tror du, det er med til at hele vores fælles historiske fortid, at jeg har sagt undskyld?

”Ved du hvad, jeg har faktisk aldrig oplevet før, at nogen gjorde det direkte til mig.”

– Det var heller ikke noget, jeg havde forberedt.

”Ja, jeg tror, det er med til at hele. Altså, det føltes som en oprigtig anerkendelse. Det blev jo som en scene med mig og dig her. Jeg følte, at du havde lyttet til det, jeg havde at sige – og at du kunne se den smerte, jeg har talt om. For jeg kunne se den samme smerte i dine øjne. Og jeg tror, det er de møder, vi har brug for for at ændre tingene,” siger La Vaughn Belle.