Nyhedsanalysen
Afviklingen af en amerikansk regering
Deepread. Hvis du skulle få lyst til at bruge lidt af weekenden på at dykke ned i den vilde forfatning, som det politiske USA befinder sig i, er der rig mulighed for at nørde igennem. Først en kort og konkret beskrivelse af, hvordan en vaskeægte populist regerer, ved Eric Posner, der er professor på University of Chicago Law School. Herefter kan du læse Washington Posts gennemgang af Trumps dekonstruktion af den amerikanske regering. Avisen fik i øvrigt for et par uger siden et nyt slogan, der passer til Trump-æraen: ‘Democracy dies in the dark’. Og til sidst, hvis du har kræfter til det, så dyk ned i de 400 nye embedsmænd, som Trump har sat ind. Det er den grundige journalistiske organisation Propublica.org, der har foretaget en kørsel på nogle af dem. Nå, vi kunne jo lave et dagligt nyhedsbrev kun med Trump-tekster, så vi stopper her. Nej, vent, du får også lige denne analyse af, hvad der sker, når generaler får for meget magt i Det Hvide Hus. Og gå så i biffen og slap af med noget eskapisme – La La Land, måske?