Sortsyn er en hollandsk syge

På grillbaren Febo Frites i den østhollandske provinsby Nijmegen spiser førtidspensionisten Peter Peters friturestegt ost, mens han venter på, at det bliver hans tid hos tatovøren. Hans far døde for 16 år siden, og for nylig udåndede hans mor. Nu skal forældrene genforenes med blæk på Peter Peters’ brystkasse. Han er født og opvokset i Nijmegen.

”Jeg flytter aldrig. Det her er min by. Jeg har levet her i næsten 50 år, og folk er rare,” fortæller den tætbyggede mand og gnider sig i sine mørke skægstubbe. Han kan ikke arbejde på grund af epilepsi, men bruger dagene med sine venner og foran computeren.

Selv er jeg i byen for at forstå følgende paradoks: Selv om det går bedre for den hollandske økonomi end i årevis, og selv om ledigheden falder, og hollandske fængsler lukker på stribe på grund af lav kriminalitet, så har meningsmålinger i perioder placeret højreprotestpopulisten Geert Wilders på sejrsskamlen ved det kommende parlamentsvalg. I de nyeste målinger er hans Frihedspartiet rykket til andenpladsen. Men selv hvis Wilders vinder valget, bliver det mere end svært for ham at danne en koalitionsregering, der vil hjælpe ham med at realisere sine planer om at forbyde koranen, lukke grænserne og moskéerne og sparke stolen væk under det hollandske EU-medlemskab.

Men at en mand med et sådant partiprogram i det hele taget er i stand til at toppe en meningsmåling i det velordnede, tolerante og historisk stabile land, er lidt af en gåde. Eller også er jeg for elitær til at forstå det. Den økonomisk krise er ovre indtil den næste, og ingen sultens slavehær marcherer i gaderne. Og når man taler med høj og lav, siger de fleste, at de har det ret fint. Samfundet, derimod, er på vej i afløbet, lyder den triste diagnose igen og igen. Hvad skyldes den bekymring?

Det prøver jeg nu at dreje mit interview ind på, mens jeg skyller mine fritter ned med sort kaffe, og spiser mit livs mindste og mindst mindeværdige burger. Det viser sig, at Peter Peters har en del mere tilovers for sine medborgere i Nijmegen, end for de politikere, der i disse dage valgkæmper om hans stemme.
”De snakker meget, men så snart de har magten, glemmer de hollænderne. Alting er vigtigt, undtagen befolkningen. Politikerne prioriterer ikke skoler, sundhed og de gamle. De bruger pengene på de forkerte ting. Som immigration.”

Så du føler ikke, at politikerne repræsenterer dig?

”Jo, én mand,” siger Peter Peters og griner hemmelighedsfuldt.

Og hvem er så det? 

”Hans navn? Wilders.”

Og hvad er der med ham? 

”Nok er nok. Først vores folk. Så resten.”

Hvorfor tror du, han er så populær? 

”Wilders har en stor mund, men han er ærlig. Han tænker ikke, ‘jeg synes, du er et røvhul’ – han siger det højt. Ingen andre tør sige, hvad de mener, Rutte tør i hvert fald ikke,” siger Peter Peters om Hollands liberale statsminister, Mark Rutte.

Personligt lever Peter Peters en tryg tilværelse, men han er bekymret for samfundet, siger han: ”Jeg får min pension, og jeg har mit hus og mine venner. Men mange er bange for muslimer og terrorisme. Og for at der bliver flere indvandrere end hollændere.”

Der er tænkt over hvert et træ

Holland knyttes sammen af et velsmurt jernbanenet, men denne dag er mange tog aflyst på grund af en hård, modbydelig vind. Heldigvis ikke mit. Sporet til Nijmegen gennemskærer et pandekagefladt landskab af gulbrunt græs og nøgne, sorte træer, der holdes nede med hård hånd af et tungt låg af grå skyer. Mellem låg og landskab banker en usynlig vild vind igennem, som man først lægger mærke til fra sin lune kupé, når den pisker hvide skumtoppe i de store fede floder, vi passerer. De tomme marker er et patchwork, der sirligt og symmetrisk opdeles af veje, vandingskanaler og diger, når de da ikke afbrydes af landsbyer, industri eller de uendelige drivhusområder. Jeg husker, hvad min sidemand sagde i flyet fra Billund: ”I Holland ser du ikke et eneste træ, hvor der ikke er taget en beslutning om, at det skal stå netop der.”

Holland, der næst efter Malta er det tættest befolkede land i EU, er da også utroligt velorganiseret. Mens jeg fra mit blå togsæde stirrer dybt ud i det flade, grå intet, tænker jeg på, hvordan jeg på en begavet og uprætentiøs facon kan indflette en fin reference til den hollandske journalist og forfatter Geert Mak, der op til årtusindskiftet kørte kontinentet tyndt i tog, hvorefter han skrev en skamrost 850-sidersmursten med den selvbevidste titel Europa. Som jeg burde få læst.

Men hvor forfatteren Geert forsøger at skabe en samlet fortælling om Europa, forsøger politikeren Geert det modsatte. Han vil genopsplitte selvsamme kontinent i fortidens nationalstater. Og på en eller anden måde formår han at tappe ind i en utilfredshed så grundlæggende, at hans Frihedspartiet muligvis vil blive det største i et af EU’s mest stabile, velstående og velregulerede lande.

Men hvad fodrer den utilfredshed?

Ved Peter Peters’ nabobord fylder Anja Breeman og hendes femtenårige Simone energidepoterne med pommes frites, inden de skal på mor-datter shoppingtur. Kunne datteren stemme, satte hun krydset ved et parti, der vil gøre noget ved klimaændringer og klodens overforbrug. Hendes mors bekymringer er anderledes.

”Jeg er mest bekymret for islam og vold. Det er et voksende problem. Mange folk er bekymrede for fremtiden. Bekymrede for deres børn og deres fremtid. Jeg er ikke imod islam, og jeg har arbejdet med gode muslimer, men den fanatiske del er et problem over hele verden,” siger Anna Breeman.

Hun oplever mere utryghed og flere indbrud i sit nabolag, men hun ved endnu ikke, hvem hun skal stemme på, siger hun, inden hun spiser den sidste pomfrit og stævner ud på Nijmegens vindblæste butiksstrøg med sin datter.

På Radboud University i byens udkant finder jeg via et labyrintisk gangsystem frem til Dr. Andrej Zasloves kontor. Han er populismeekspert og derfor en travl herre i disse år.

”Populismen er ikke ligefrem på vej ud,” griner han. ”Hvis folk sagde til mig for 10 år siden, at jeg stadig ville beskæftige mig med populisme i dag, ville jeg have troet, de var skøre. Men der har været en eksplosion i feltet og interessen. Wilders er ikke kun en besættelse hos internationale medier, men også for hollandske medier,” siger Andrej Zasloves.

Er Wilders en populist?  

”Wilders er en højrefløjspopulist, men han er ikke ekstremist, og han er ikke nazist. Og jeg tror ikke, at han vil afskaffe demokratiet, hvis han bliver valgt. Men han er ret radikal, og han prøver klart at rykke nogle grænser.”

Hvorfor er han så populær for tiden?

”Det skyldes kulminationen på en lang række forskellige fænomener, men jeg tror især, at Wilders har så stor succes på grund af koalitionsregeringen, vi har haft i de sidste år.  Før sidste valg kæmpede socialdemokraterne hårdt mod de liberale. Det var virkelig venstre mod højre. Men efter valget dannede de to modstandere en koalitionsregering,” siger Andrej Zaslove.

De efterfølgende år med de to partiers regeringssymbiose har udvandet forskellen mellem centrum-venstre og centrum-højre og fremmedgjort mange tidligere socialdemokratiske vælgere, lyder diagnosen. I stedet flokkes mange nu om den iltre Wilders.

”Socialdemokraterne har historisk været mere interesserede i at lave alliancer med midten en med venstrefløjen. Nu har de været i regering med de liberale i de sidste år, og det har virkelig skadet dem. Og de står til at gå stort tilbage, samtidig med at Wilders går frem,” siger Andrej Zaslove. ”Venstrefløjen er ved at få øjnene op for, at der virkelig er noget på spil. De er virkelig nød til at spørge sig selv, hvorfor folk er så kritiske over for globaliseringen.”

Andrej Zaslove fortæller, hvordan Wilders formår at få alting til at handle om sig selv, og hvordan hans succes især skyldes, at han har formået at udfylde det kæmpe politiske tomrum, som den karismatiske homoseksuelle, islamkritiske politiker Pim Fortuyn efterlod, da han blev myrdet af en miljøaktivist i 2002.

Jeg fortæller om den fremtidsbekymring, som jeg mødte på få timer tidligere hos kunderne på Febo Frites.

”Du finder nok ikke et sikrere sted i Holland end Nijmegen. Mine 13-årige børn går rundt alene. Og hvis du ser på tallene, så falder kriminaliteten, der er gang i hussalget, arbejdsløsheden falder, og væksten er tilbage. Og sammenlignet med andre lande klarede vi krisen ret godt. Men nu skal jeg også være forsigtig, for jeg er jo akademiker, og for mig går det fint. Nogle folk har det hårdt og har svært ved at klare den. Og folk bekymrer sig om kriminalitet. Men det er meget svært objektivt at sige, at det går dårligere i Holland,” siger Andrej Zaslove.

Utryghed eller ej, så var Nijmegen et noget farligere sted førhen. Eksempelvis under Anden Verdenskrig, hvor byen var den første hollandske by, der faldt til den tyske invasionshær. I september 1944 var Nijmegen centrum for hårde kampe, da de allierede iværksatte Operation Market Garden, som man troede kunne ende krigen inden jul. Det lykkedes som bekendt ikke, og de allierede styrker mistede 15.000 soldater.

En lang bro

Toget væk fra byen er aflyst, og jeg må tage bussen til Arnhem. En by, jeg har haft et forhold til, siden jeg som knægt første gang og igen og igen så krigsfilmen Broen ved Arnhem. Filmen, der originalt hedder A Bridge Too Far, er fra 1977 og handler om den mislykkede Operation Market Garden. Den er skidegod, og da vi kører ind i byen, er jeg pludselig 11 år igen. Men det mentale militærhistoriske vingesus udebliver. Byen ligner i sin velordnethed langt fra den slagmark, jeg husker fra VHS. Jeg ser ingen faldskærmssoldater og hører ingen eksplosioner. Kun buschaufføren, da han i højtaleren beder alle passagerer om at tage deres sikkerhedsseler på for en sikkerheds skyld. Hvilket vi gør.

Mens vi kører over nogle af de broer, hvor tyskere, hollændere, amerikanere, englændere og polakker i en nær fortid myrdede løs på hinanden, tænker jeg på, hvordan EU’s tilhængere altid har forsøgt at vikle medlemsstaterne så meget sammen, at de aldrig vil komme i krig igen.

Ja, unionen er oftest blevet solgt på lave flæskepriser, men altid foran et blodigt bagtæppe kaldet Anden Verdenskrig. Men klichéen om EU som fredsprojekt sælger ikke mange billetter i disse tider. Får Wilders magt, som han har agt, vil Holland lave et Nexit. Noget hans tilhængere tilsyneladende er klar til. Har de mon glemt historien, eller udelukker de simpelhen blot muligheden for, at der igen kan blive krig mellem de forpjuskede nationalstater, der vil stå alene tilbage, hvis unionen kollapser? Eller er svaret nærmere, at EU altid har været så selvtilfredst sikker på at stå på den rigtige side af historien, at den aldrig gad rette op på det dundrende demokratiske underskud og en neoliberal katastrofekurs, der spiller medlemslandedes arbejderklasser ud mod hinanden? Nu er det måske for sent for unionen. Den diffuse trussel om et Europa atter i flammer blegner i lyset fra mindre, men mere håndgribelige problemer.

De færreste af de hollændere, der vil forlade EU, har vel i dag fantasi til at forestille sig den hollandske grænse blive krydset af tanks fra Tyskland. I stedet ser de truslen komme længere fra øst. Ikke fra Putins russiske hær, men fra den billige østeuropæiske arbejdskraft, der tager jobs fra hollænderne og presser lønnen. Fra syd ser de en anden trussel presse sig på, som i mindre grad er militær og økonomisk, end den er kulturel og religiøs. Og de oplever, at både den østlige og den sydlige trussel er forårsaget og forstærket af et EU, der ikke længere ses som en uundværlig stopklods for en gentagelse af fortidens blodige barbari. EU ses i stedet som en konfliktkatalysator, der bør slukkes.
Også havnebyen Rotterdam fik kærligheden fra den tyske nabo at føle under Anden Verdenskrig, da Luftwaffe brandbombede den til underkastelse. Modsat det mere billedskønne Amsterdam er Rotterdam i dag præget af en mere industriel og rustik efterkrigsarkitektur. Den skæbnesvangre bombning fandt sted for at knække ryggen på den hollandske forsvar, der havde vist sig overraskende modstandsdygtig mod den tyske blitzkrig. Næsten 1.000 mennesker omkom, 80.000 blev hjemløse, og hele Rotterdams gamle bycentrum nedbrændte. Da tyskerne truede med at gentage successen i storbyen Utrecht, besluttede hollænderne at kapitulere. Efter krigen forsatte byen som industriel motor for Holland, og i dag rummer byen Europas næststørste containerhavn. I dag morer folk sig, når tyske kamerabevæbnede turister spørger om vej til det historiske centrum. Det findes ikke, I bombede det.

I am okay, we are not

I et køligt hjørne på caféen Dudok i det centrale Rotterdam mødes jeg med sociologen Eefje Steenvoorden, der sidste år udgav sin ph.d om samfundspessimisme og er adjunkt på Erasmus University Rotterdam. Jeg kontaktede hende i håbet om at få hjælp til at forstå hollændernes tilsyneladende paradoksale pessimisme. Og hvordan den hænger sammen med højrepopulismens fremmarch. Hun fik idéen til sin ph.d, da hun arbejdede for Netherlands Insitute for Social Research. Her var hun hver tredje måned med til at lave en rapport om befolkningens syn på samfundet.

”Jeg bemærkede, at der løbende var et stabilt flertal på 65 procent, der mener, at landet udvikler sig i den forkerte retning. Det var ret weird. Det interessante er, at selvom vi selvfølgelig ikke er lige så lykkelige som danskerne, så scorer hollænderne højt på lykkeskalaen. Og når man spørger ind til, hvordan folk har det på det personlige plan, så er de fleste ganske tilfredse. Men når man så spørger dem om deres syn på samfundsudviklingen, så er en stor del meget pessimistiske. Det er mærkeligt. Samfundet udgøres jo netop af borgerne,” siger Eefje Steenvoorden og nipper til sin varme kakao. Internationalt kaldes paradokset ‘I am okay, we are not’-fænomenet.

Men jeres økonomi går godt, kriminaliteten falder, og det har sikkert aldrig været mere sikkert at bo i Holland. Alligevel er folk pessimistiske? Kan det være, fordi folk har mere tid til at bekymre sig, når det går godt?

”Det kunne være en del af forklaringen. Men jeg tror også, at de hurtige ændringer, der forårsages af økonomisk globalisering og immigration, skaber en stor usikkerhed i folk over, hvad fremtiden vil bringe. I 1970’erne var der et løfte om, at vi kunne kontrollere udviklingen, og at fremskridtet kom alle til gode. Den teknologiske udvikling gik stærkt, og folk, der ikke selv havde afsluttet folkeskolen, oplevede deres børn komme på universitetet. Der skete en masse gode ting, og lige nu er det ikke særlig klart, at dine børn vil få et bedre liv end dit eget, og du bekymrer dig måske om, hvorvidt de kan få et sted at bo og et job med ordentlige ansættelsesforhold og ikke bare en midlertidig kontrakt. Der er stor usikkerhed og ikke en følelse af sammenhæng og fremskridt. Samtidig er den national identitet under pres,” forklarer hun.

”Fænomenet er mere udbredt hos folk med kortere uddannelser, men det rammer også mange med længere uddannelser. Det sjove er, at min forskning viser, at de folk, der stemmer mest på det liberale parti, også er de mest optimistiske. De er endda begyndt at bruge det i deres valgkampagne, ’er du optimistisk, så stem VVD.’”

Er det ikke bare, fordi de mennesker i forvejen er på den grønne gren?

”Nej, selv når du tager forhold for uddannelsesniveau og indkomst, så viser det sig, at liberale vælgere er mere optimistiske.”

Er der en sammenhæng mellem populisme og pessimisme?

”Ja. Forskere har forskellige ideer om, hvorfor folk stemmer på højrepopulistiske partier. Eksempelvis at de er taberne i globaliseringen, og at de er skeptiske over for EU og immigration osv. Men selv hvis du tager højde for alle disse ting, så er samfundspessimisme en uafhængig faktor, der betyder noget i sig selv. Min forskning viser, at folk der er mere pessimistiske i højre grad stemmer på højrefløjspartierne,” siger Eefje Steenvoorden.

”Og jeg argumenterer for, at det er, fordi højrepopulisterne er meget nostalgiske og snakker om at komme ud af EU og tilbage til vores egen møntfod og et mere homogent samfund. Det passer perfekt til pessimisterne, som jo mener, at fremtiden er dårligere end nutiden.”

Men hvorfor er det egentlig, at pessimister stemmer på højrepopulismen? Kunne de ikke stemme på venstrepopulismen? 

”Jo, jeg kan faktisk se, at folk, der stemmer på socialisterne, også er ret pessimistiske.”

Hvad gør man for at ændre på pessimismen? 

”Man tror ofte, at EU-skepsis bare handler om, at man skal give folk nogle flere informationer. Men på den måde tager man i virkeligheden ikke folk seriøst. Det er det samme med folk, der er pessimistiske omkring samfundet.

”Det nytter i hvert fald ikke at fortælle pessimisterne, at vi er så succesfulde og rige og har det bedste sundhedssystem, og at der ikke er nogen grund til at være pessimistisk på samfundets vegne, fordi det går godt. Det er jo ikke at tage folk seriøst. Man kan godt argumentere for, at man synes, samfundet bliver bedre, men man skal gøre det på en måde, hvor man tager folk alvorligt,” siger Eefje Steenvoorden. Hun tilføjer, at pessimismen nok er kommet for at blive.

”Om 30 år er vi sikkert stadig pessimistiske, men vores pessimisme vil formentlig handle om noget andet.”

Således opmuntret bevæger jeg mig ud i kulden i Rotterdams multietniske gågadebillede. En hollandsk talemåde siger, at pengene bliver produceret i Rotterdam, delt i regeringsbyen Haag og spenderet i Amsterdam.

Økonomisk venstre og kulturelt højre

Rivaliseringen mellem det rå og tilbagelænede Rotterdam og yndige og trendy Amsterdam er hård. Ikke kun, når Feyenoord møder Ajax, men også i den daglige lavpraktiske trummerum. Eksempelvis tweetede en politibetjent fra Amsterdam for nylig, at han havde stoppet en bilist i at køre for stærkt, men at bilisten slap for en bøde, da betjenten opdagede, at bilisten kom fra Rotterdam, for det måtte være straf nok i sig selv. Byen er en af mest multietniske i Holland, den socialdemokratiske borgmester er en muslim fra Marokko, og gadebilledet er tydeligt præget af landets kolonihistorie og den indvandring, der har præget landet de seneste år. En indvandring, der i den grad har pustet vind i sejlene på Frihedspartiet, hvis eneste medlem og leder Geert Wilders sjovt nok selv delvist har indonesiske rødder. Men det er ikke i selve Rotterdam, at Wilders henter sine stemmer. Når udenlandske journalister i disse uger val(g)farter til Holland, ynder mange at skrive en reportage fra Wilders fødeby Venlo i det sydlige Holland, hvor Frihedspartiet ifølge meningsmålingerne møder allerstørst procentuel opbakning. Andre tager til forarmede flækker i landdistrikterne for at tale med frustrerede Wilders-vælgere. Men det er ikke her, valget afgøres, forklarer den hollandske valgforsker Josse de Voogd, der er ekspert i den geografiske fordeling af vælgerne og derfor enormt efterspurgt og travl i disse dag.

”Alle de steder, der ikke er en storby eller lille landsby, eksempelvis forstæder og større provinsbyer… Samlet set tæller disse områder for flertallet af befolkningen. Men de er underrepræsenterede i medier, politiske debatter og politiske kampagner,” skriver han i en mail.

”De højtudannede med kulturjobs kan godt lide multikulturalisme. Det gælder i mindre grad for hvide fra de lavere klasser. Frihedspartiet får flere stemmer i underklasseforstæder, hvor der for tiden kommer flere immigranter, mens byernes centre bliver gentrificerede, dyrere og ofte mere hvide,” skriver Josse de Voogd.

Han tilføjer den interessante pointe, at PVV ikke nødvendigivs skal ses som et ryk mod højre. I hvert fald ikke, hvis man både ser på den socioøkonomiske og den sociokulturelle skala. Mens eliten groft sagt er økonomisk til højre og kulturelt til venstre, er der en stor gruppe af vælgere, som har det omvendt. Og de føler sig ignorerede af de traditionelle partier.

”Frihedspartiet rykker mod venstre i deres retorik, fordi de ved, at det er der, de fleste vælgere er. Fremkomsten af populisme skyldes generelt et ønske om at rykke til venstre økonomisk og til højre kulturelt. Man ønsker mindre globalisering, både økonomisk og kulturelt,” skriver Josse de Vogd. Jeg har bedt ham nævne et af de oversete steder, som han synes ville være det rigtige at besøge for at forstå det nuværende valg. I sin mail anbefaler han at besøge Rotterdam-forstaden Beverwaard, ”et lavere middelklasse kvarter i udkanten af byen, bygget i firserne. Der var nogle protester imod et center for asylansøgere.” Mon folk også er pessimistiske her?

En blæsende solskinseftermiddag cykler jeg gennem Rotterdams centrum og passerer Erasmusbroen til Rotterdam Syd, hvor jeg passerer en stor moské, Kentucky Fried Chicken og det store Feyenoord Stadion, før jeg cykler af stisystemerne under motorvej A16 og ender i Beverwaard, 10 kilometer fra centrum.

Med sine uendelige rækker af firkantede toetagers rækkehuse i gule mursten, ligner stedet klichéen på en forstad. Her sker ikke så vildt meget. Jeg stopper Annet Fiegel, der er på vej hjem til sin mand og søn fra det kasino, hvor hun arbejder om dagen – ikke om natten, som hun understreger. Er hun bekymret? Ja og nej.

”Selv er jeg optimistisk af natur. Men mange folk er bekymrede, og det forstår jeg godt. Min mand har et kontorjob, men han bliver hele tiden kun tilbudt korttidskontrakter. I dag bliver man ikke så ofte fastansat. Man får en kontrakt for et år, og så får man en ny kontrakt, og til sidst stopper det. Firmaer vil ikke give dig en permanent ansættelse, og det bekymrer folk, og så kan de ikke tænke særligt langt. De kan heller ikke låne penge til at købe et hus. Samtidig kommer der mange østeuropæere, der arbejder for en lavere løn, og det bekymrer også folk. Det skal stoppes, synes jeg.” Samtidig oplever hun, at folk lever mere og mere opdelt.

”Folk blander sig ikke længere så meget med hinanden, og det bliver værre og værre,” siger Annet Fiegel, der har levet i Beverwaard siden 1991.

”For nogle år siden var det en anden tid. Det her er en del af Rotterdam, hvor mange kulturer lever sammen, fra Surinam, Antillerne, Tyrkiet, Spanien, Marokko. Men de mange forskellige kulturer blander sig kun med deres egen gruppe. På min arbejdsplads er de fleste rengøringsfolk fra Kap Verde, og de taler kun deres eget sprog. Det er forkert. Det er vigtigt, at de lærer at snakke hollandsk. Men måske er de hvide hollændere også for mistroiske over for fremmede. Vi skal lære at stole på folk og at tale med dem. Og ikke sætte en etikette på dem,” siger Annet Fiegel. Hun har det godt med sine marokkanske naboer og håber, at en mere midtersøgende kandidat end Wilders vinder valget. Rundt om hjørnet møder jeg en flok af de immigranter og deres efterkommere, som så meget af valgkampen handler om. En del spiller fodbold, mens et par af deres ældre venner hænger ud ved siden af boldburet. Hvad synes de om valgkampen?

”Jeg vil egentlig gerne stemme. Men jeg stoler ikke på politikerne. Vi lever her i et multikulturelt nabolag,” siger Juny Martina, en tætbygget 27-årig ung mand med lysebrun hud.

Han og peger på flokken af fodboldspillere.

”Vi er arabere, somaliere, tyrkere, dominikanere, kinesere, marokkanere, og folk har det godt sammen…”

”Men der er mange fattige her i området, det er ikke godt. Vi overlever, men i det sydlige Rotterdam har vi brug for sportsfaciliteter, uddannelser, jobs og rollemodeller for de unge,” afbryder hans 24-årige ven Peter Janssen.
Han er sort, karseklippet og modestreet klædt. Hans hvide smil brydes af en hjørne-guldtand. Til daglig kører han gaffeltruck i den gigantiske Schiphool Lufthavn.

”Når de unge bliver 17-18 år, går mange den forkerte vej og bliver kriminelle eller bevæbnede,” tilføjer Juny Martina. Han arbejder i Rotterdams enorme containerhavn. Men kun på deltid. Det er svært at få et fuldtidsjob til en ordentlig løn, siger han.

Ligesom Annet Fiegel er han ikke glad for konkurrencen fra den østeuropæiske arbejdskraft.

”Vi har uddannelse, men vi får ikke jobs. Hvis jeg kan lave en opgave til 10 euro, kommer der en polak og kan lave den samme opgave for 4 euro. Så hvem tror du, arbejdsgiveren vil ansætte?” spørger Juny Martina retorisk. Selv om de begge er født i Rotterdam, handler en stor del af valgkampen om folk med immigrantbaggrund som dem selv. Det kommer ikke som et voldsom chok, at de ikke vil stemme på Wilders.

”Manden er smart, men han er fucked up og racist,” siger Juny Martina.
Han har nu heller ikke det store tilovers for resten af det politiske establishment.

”Politikerne taler for meget,” siger han med det samme ordvalg som Wilders-supporteren Peter Petersen fra Nijmegen.

”Nu er der valgkamp, og så kommer politikerne her og uddeler gratis to cents-kuglepenne og beder os om at stemme på dem. De har brug for vores hjælp, men bagefter sker der ikke noget. Så jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil stemme,” siger Juny Martina.

”Jeg stemmer heller ikke. Jeg får ikke noget ud af det. Det er bullshit. Ingen her tror på den slags,” tilføjer Peter Janssen.

Efter at været blevet inviteret til at vende tilbage til sommer, så vi kan feste sammen, siger jeg farvel. På vej væk fra Beverwaard tænker jeg, at de unge måske netop har præsenteret sig for deres egen måde at tackle den pessimisme, der plager det lille flade land som en moderne hollandsk syge. For når man ikke har nogen forventninger til samfundet, er det vel svært at blive skuffet.