Dokumentar

Oprøret ulmer under livremmen

Selv hvis du ikke ligger inde med en ung kvindelig seksualitet, bør du se (eller gense) Lea Glob og Mette Carla Albrechtsens bjergtagende dokumentar Venus – Let’s Talk About Sex, som netop er blevet lagt ud til fri afbenyttelse på DR’s hjemmeside. Kvinderne her er liderlige og indignerede, sårede og sultne. Føljetons Sille Kirketerp Berthelsens anmeldte dokumentaren, da den gik i biografen. Du får i dag anmeldelsen i reprise.

Seksualitetens potentiale er både destruktivt og forløsende. På Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts i år havde dokumentaren Venus – Let’s Talk About Sex premiere, og frem til 19. oktober kan den nu ses på dr.dk. Dokumentarens to instruktører, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, har over en periode på fem år talt med op imod 100 kvinder hvoraf 20 er endt i filmen. Faktisk troede instruktørerne, at de bare var i gang med researchen til en erotisk fortælling, fortalt fra kvinders perspektiv. Men optagelserne af de kvinder, der var mødt op til casting, viste sig at være lige præcis den film, de gerne ville lave. Resultatet er en respektfuld og rørende skildring af ung kvindelig seksualitet.

Fuldstændig i tråd med anden bølge-feministernes slogan ’Det private er politisk’, trækker dokumentaren den kvindelige seksualitet og den sværm af følelser, der omgiver den, frem i lyset. Både til inspiration og frigørelse, men også som en afsløring af den skam, som er forbundet til seksualiteten på den ene eller anden måde. Seksualitet bliver et fælles anliggende.

Overjordiske orgasmer og beskidte fantasier

Dokumentarens kvinder har et vist skæbnefællesskab med den romerske kærlighedsgudinde Venus. Ligesom Venus har de en række blandede seksuelle oplevelser med sig, de er både seksuelt sårede og sultne. Ifølge den romerske mytologi blev Venus først forsøgt forført af sin egen far Jupiter, og da hun modsatte sig, gift bort til ildguden Vulkan. Under forholdet til Vulkan, som eftersigende skulle have været både grim og halt (ikke at det nogensinde har været en forhindring for dejlig sex), tog hun sig en række både dødelige og udødelige elskere, herunder den attraktive jordiske Adonis og krigsguden Mars.

Med røde kinder og glinsende pander beretter kvinderne i Venus – Let’s Talk About Sex om overjordiske orgasmer, beskidte fantasier, forelskelse og sex med både mænd og kvinder, men også om alt det, der gør ondt, om grænser, der er blevet ignoreret og overskredet enten af dem selv eller af andre.

Flere kvinder tænker for eksempel tilbage på, hvordan det er at dyrke sex uden at have lyst bare for at prøve noget. En enkelt yngre kvinde står midt i det. Hendes seksuelle aktiviteter har stadig primært et mål: at opbygge erfaring. En anden kvinde, som nærmer sig de 30, slæber rundt på en blufærdighed, der er så altoverskyggende, at det har ødelagt flere forhold. Sådan har det været, siden hun engang som helt ung kom til at læse et eller andet i biblen om, hvad der var syndigt. Nu forsøger hun at slippe det, men det er svært.

”Sidst jeg var skrøbelig, blev jeg forladt”

En kvinde med mørke krøller fortæller om en kæreste, som hun for nylig har brudt med, og engang, de havde sex, langsom sex. Den type sex, hvor ingen bliver vilde, hvor man bare er og er sammen, mens man har sex. Stemmen bliver tyk og øjnene våde, da hun beskriver, hvordan hun i total hengivenhed siger til ham: ”Jeg er så skrøbelig lige nu.”

Men sætningen trigger noget i kæresten, som vist har sit at slås med. Han bliver psykotisk og går.

”Sidst jeg var skrøbelig, blev jeg forladt,” siger kvinden, og ansigtet, som hun indtil videre har formået at holde nogenlunde sammen på, opløses i gråd:

”Man må ikke forlade en, der er så skrøbelig. Det må man bare ikke.”

Så er der også hende, der fremstår nervøs og hæmmet, indtil hun med barnlig stolthed fremdrager to ark med blå sommerfuglelignende figurer. Kussetryk. Hendes egen. Og så afløses de fortællende kvinder af én i sang. Stemmen er altomsluttende og får en orgastisk vellyst til at stige op fra neden og peake et sted omme i baghovedet. Hun stirrer intenst ind i kameraet, mens hun synger:

Dejlig er jorden
Prægtig er Guds himmel
Skøn er sjælenes pilgrimsgang
Gennem de favre
riger på jorden
går vi til Paradis med sang

2 ud af 21

Udover at dokumentaren giver et tiltrængt og fordomsfrit indblik i forskellige unge kvinders seksualitet, rummer den også et kritisk potentiale. Når Lea Glob og Mette Carla Albrectsen for eksempel spørger et par af kvinderne, hvor mange af de mænd, de har været sammen med, der har givet dem en orgasme, og svarene lyder på henholdsvis 2 ud af 21 og 5 ud af 36, er kritikken ikke til at tage fejl af.

Det samme, når en kvinde fortæller om en fremmed mand, hun tager hjem med efter en fest, som alt for hurtigt begynder at plage om et blowjob og forsøger at skubbe hendes hoved ned mod sin pik. I begyndelsen afviser kvinden ham ikke, men beder ham strategisk om at slikke hende først. Da han ser hendes fisse, bliver han bleg. Det kan han simpelthen ikke, siger han, der er for meget hår. Kvinden afslutter akten.

En kvinde på 16-17 år er frustreret over urimeligheden i, at hun oplever, at det er mere normalt at give et blowjob end ”at gå ned på en pige”. Og selvom hun måske gerne vil, kan hun ikke overvinde sin modvilje mod at sutte en mands pik. For hele sit liv har hun kæmpet for sin plads mellem brødre og fætre, og så virker det bare helt forkert at ”sætte sig på knæ foran en mand”.

Spring med på bølgen

Hvis du ikke selv render rundt med en ung kvindelig seksualitet, så kender du sikkert en, der gør. Måske har du ovenikøbet udsigt til at dyrke sex med en ung kvinde, måske er du forælder til én. Det er ikke, fordi vi her på Føljeton vil opfordre til, at du stormer hjem fra biografen og afkræver din datter, kæreste eller veninde nogen som helst svar i den retning, men det er da fint at være klædt ordentligt på, hvis I skulle komme ind på emnet.

For noget tyder på, at en seksuel revolution ulmer – okay, revolution er et stort ord, man har vel lov at håbe, men så i hvert fald et oprør. Et oprør, som er i alles interesse. Det kommer alle til gode, at vi får skabt en seksuel kultur, som i sit udgangspunkt er baseret på ligeværd og samtykke, hvor ingen kroppe udskammes, hvor grænser respekteres, og nydelse og hengivenhed har bedst mulige betingelser. Man fortjener dårlig – nej, ingen! – sex, hvis man ikke kan se det.

Og op med humøret, hvis det seksuelle oprør, revolutionen, eller hvad vi nu skal kalde det, ikke er nået frem til de kredse, du færdes i, endnu. Du kan jo bare starte ved dig selv. Spring med på bølgen! Gennem de fagre riger på jorden går vi til Paradis med sang, ikke?

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12