Clintons kontanter

Man behøver ikke at være hverken atomfysiker eller rigsstatistiker for at kunne gennemskue, hvorfor Hillary Clinton ikke blev valgt som præsident i USA: Hun er ganske enkelt den allermest upopulære politiker, måske nogensinde, og ikke engang den forhadte Donald Trump kunne trumfe hende i folkelig modvilje. Ingen hidser store befolkningsgrupper så meget op som netop Hillary, og ingen har gennem så lang tid været udsat for hetz og heksejagt.

Skønt hun faktisk fik flest stemmer, floppede Hillary Clinton i november i en række altafgørende delstater, hvor vreden og frustrationen er boblet over. En lang periode med økonomisk nedtur for den lavere middelklasse og landbefolkningen midt mellem metropolerne på kysterne har skabt en tilstand af stilstand, hvor millioner føler sig klemt, glemt og forstemt.

Denne fortvivlede vrede retter sig i dag mod den såkaldte ‘politiske klasse’ i Washington D.C., og som Hillary Clinton gennem årtier er kommet til at inkarnere. Hun stod – og står – som symbolet på den nepotisme og korruption, som har trukket Amerika skævt, fra bund til top og fra land mod by.

Opfattelsen af Hillary Clinton som den ultimative opportunist, der er villig til at mene, hvad sponsorerne ønsker, og som er mere optaget af egen vinding end nationens ve og vel, er alt andet end tilfældig. Opfattelsen er blevet dygtigt iscenesat og markedsført af hendes argeste fjender – og allermest indædt af præsident Donald Trumps nærmeste rådgiver, Stephen Bannon, som inden han blev udnævnt som ‘White House Chief Strategist’, lavede en række dokumentarfilm, heraf én om netop Hillary Clinton.

Filmen Clinton Cash bygger på bestseller-bogen af samme navn, skrevet af Peter Schweizer. Både bogen og dokumentarfilmen forsøger at optrævle den velgørende og humanitære fond, The Clinton Foundation, som Bill og Hillary Clinton har oprettet og drevet sideløbende med deres politiske aktiviteter. Stephen Bannon var oprindeligt med til at finansiere researchen til bogen, og filmatiseringen er derfor en naturlig forlængelse af en større, årelang og ganske gennemarbejdet smædekampagne mod ægteparret.

Påstanden er, at Bill og Hillary Clinton stikker godtroende menneskers donationer i egen lomme og således misbruger et på papiret ædelt formål til at berige sig selv og samtidig – men bestemt ikke mindre alvorligt – har udnyttet deres offentlige tillidshverv til at kræve eksorbitant høje talehonorarer, som altså igen er blevet ført over på deres privatkonti. Kort sagt en form for kleptokrati, der normalt bedst kendes fra bananstater og afrikanske diktaturer.

Stephen Bannons vedholdende og aggressive pointe er, at Bill og Hillary Clinton udelukkende er stillet op til politiske poster gennem tiden for selv at score kassen, altså uden nogen form integritet. Og i øvrigt er blevet stinkende rige på dette hykleriske fupnummer, altså alene drevet af grådighed.

Stephen Bannon har endnu ikke haft stor kommerciel succes med sine dokumentarfilm, heller ikke Clinton Cash. Men han er ikke desto mindre en effektiv sælger af Guds nåde. For han ved, hvem han vil have i tale, og har således drejet filmen med én stor og betydelig målgruppe præcist for øje, og det er hverken højre- eller venstreorienterede: Bannon går målrettet efter desillusionerede liberale og skuffede idealister. Han lægger ikke engang skjul på bagtanken: Ved at angribe Hillary Clinton med filmen, som havde premiere i optakten til præsidentvalget, håbede han at forvandle demokratiske kernevælgere til sofavælgere. Missionen lykkedes.

Og Stephen Bannon er en filmskaber med en mission. Han har gennemskuet, at én stemme mindre til modparten matematisk set er lige så godt som én stemme på egen kandidat – og derfor har han gennem flere år arbejdet på en åbenlyst destruktiv kampagneform, der kan kaldes for ‘demobilisering’.

Filmen Clinton Cash har vist sig som et effektivt værktøj, for ved at hamre nådesløst på de to bærende pointer om manglende integritet og skruppelløs grådighed har makkerparret Stephen Bannon og Peter Schweizer fået skabt den rammefortælling, som Hillary Clinton senere blev tvunget til at føre valgkamp indenfor. Og interessant nok den præcis samme rammefortælling, som den demokratiske modkandidat, Bernie Sanders, fik skåret tydeligt ud i den offentlige debat under den demokratiske primærvalgkamp.

Mange af de konkrete påstande i Clinton Cash er faktuelt forkerte og surrealistisk fordrejede. Men detaljerne interesserer ikke Bannon. Ved at klippe gamle tv-klip og velkendte episoder sammen med løjerlige anklager og forvrængede opfattelser får han skabt en visuel kakofoni, hvor seeren hurtigt mister evnen til at skelne skidt og kanel og til sidst kun sidder frastødte tilbage med et flimrende billede af Hillary Clinton som utroværdig, forloren og grisk. Som propaganda virker Stephen Bannons dokumentar-genre: Det er næsten umuligt at se Clinton Cash til ende uden at få afsmag, ja, næsten væmmelse for Hillary Clinton. Uanset at man ved, at påstandene er falske og fabrikerede.

Bliv derfor ikke forundret, hvis undergrundsfilm om ledende politikere vil vælte ud fra kældrene i de kommende år. For smudset klæber, tilsyneladende, hvis sanserne blot bringes stærkt nok i spil. Bannon har vist vejen til en ny anti-politik.

Læs videre i de næste dage om Stephen Bannons dokumentarfilm, og hvad de i dag kan lære os om præsident Trumps politiske projekt. I morgen fredag om dokumentarfilmen Occupy uden maske.