Nyhedsanalysen

Alle regeringer lyver

Uafhængige journalister skal redde os fra vores egen informationsboble. Det er budskabet i dokumentaren All Governments Lie, og hvordan det skal gøres, debatterer Føljeton i dag på CPH:DOX.

Vietnamkrigen, Watergate og invasionen af Irak. Og Tamilsagen i Danmark. ”Alle regeringer lyver,” så enkelt kan det siges, og sådan sagde alle uafhængige journalisters bedstefar I.F. Stone igen og igen. Og sådan lyder titlen på Fred Peabodys dokumentar All Governments Lie, som anråber vor tids sande journalister om frelse fra fake news, ekkokamre og Kardashian-clickbait.

Filmen bliver vist i dag kl. 16.45 i Cinemateket. Og bagefter diskuterer Poul Madsen fra Ekstra Bladet, forfatter og debattør Carsten Jensen og politiker Mogens Lykketoft mediernes rolle i demokratiet med Føljetons Anja Bo som ordstyrer.

Objektiviteten er et slør, som skærmer journalister fra at rapportere det livsnødvendige, selve sandheden, argumenterer filmen. Og nogle gange er sandheden, at regeringen lyver. Trump lyver. Det tog lang tid for de amerikanske mainstreammedier at få den overskrift på forsiden. Det er hverken, fordi journalister på guldrandede institutioner som Washington Post og CNN er dumme, berøringsangste eller i lommen på magthaverne. Det er, fordi de er underhunde i en fødekæde styret af markedskræfterne. De store medieinstitutioners kunder er ikke læserne, men sponsorerne. Og kunden har altid ret. Og de journalister, som forstår og accepterer præmissen, bliver forfremmet.

”Det rejser spørgsmålet, om ejerne af mediekonglomeraterne har en stærkere moral end ejerne i olie-, medicinal- og tobaksindustrien,” siger Jeff Cohen, professor på Park Center for Independent Media på Ithaca College i filmen.

En af de journalister, som har mærket fødekæden på egen krop, er Cenk Uygur. Den liberale hidsigprop startede som radio- og tv-vært i sin egen stue med videoer, som han lagde på YouTube.

I 2011 blev hans flair som fyrig politisk kommentator opdaget af tv-kanalen MSNBC, som gav ham et talkshow. Men efter seks måneder blev han kaldt ind til chefen, fortæller han i filmen:

”Cenk, jeg har lige været i Washington, og de er ikke glade for din tone,” sagde chefen ifølge Cenk Uyger. ”Skru lige lidt ned.”

Så pakkede Cenk sine ting og smækkede med døren.

Den alvorligste udfordring for uafhængige journalister fylder ikke ret meget i All Governments Lie. Hvor skal pengene komme fra?

Men Cenk Uyger har fundet en revolutionerende forretningsmodel på YouTube. Her er kunderne abonnenter, og lige nu har hans kanal The Young Turks over 3 millioner. Og seerne er de unge, dem som aviserne og tv-stationerne ikke kan komme i nærheden af. Kanalens budskaber er tilsvarende kækt og tabloidt skåret, men de slår altid opad mod magthaverne i kampen for klimaet, Black Lives Matter, LGBT-rettigheder, ateisme og for at rense Washington for lobbyisme.

Når en revolutionær vinder magten, risikerer han at miste sig selv. Cenk Uyger er blevet en magtfaktor blandt en stor gruppe unge, uanset om han vil eller ej.

Under præsidentvalgkampen prædikede han religiøst for Bernie Sanders’ kandidatur. Og trak Hillary Clinton gennem mudderet igen og igen. Resultatet var så effektivt, at det ikke kunne omgøres, da tiden kom til at besejre Trump:

I juni lavede The Young Turks en spørgeundersøgelse blandt seerne. De skulle svare på, om de ville stemme på Hillary eller ej. Resultatet chokerede Cenk Uygur. 86 procent stemte ”Never Hillary”.

Sandheden skal frem, men nogle gange er den kompleks. Måske for kompleks til YouTube.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12