Så går det da meget godt for dansk kunstliv: i går blev det offentliggjort, at den danske kunstnertrio Superflex har fået til opgave at fylde turbinehallen på kunstmuseet Tate Modern i London. Der findes næsten ikke mere prestigefyldte entrepriser ude i den internationale kunstverden, så det er en god anledning til at kippe med Dannebrog, hvis nogen skulle have lyst til det. Lige den form for fejring ville imidlertid nok byde Superflex imod, for de nærer en afsmag for nationalisme alle de dårligdomme, som opfindelsen nationalstaten fører med sig. Superflex’ kunst er politisk, og det har den været siden de tre kunstnere Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Nielsen slog sig sammen under fællesbetegnelsen i 1993. Stærkest og måske mest udbredt står deres plakat med sloganet ‘Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes’, som de satte op i gaderne i 2002 som en kommentar til den tiltagende skingre tone i den hjemlige udlændingedebat.
Og måske er det også en af grundene til, at Tate Modern har valgt Superflex. I en tid med Brexit, Trump, Wilders og Le Pen er der behov for gode svar og løsninger. Måske kan man ligefrem sige, at tiden skriger på politisk kunst, som jo nok er den sværeste genre overhovedet, fordi det nemt bare bliver politisk korrekthed pakket ind i æstetik.
Turbinehallen er 3.500 kvadratmeter stor. Det er et krævende rum at fylde ud med noget, som er meningsfyldt. Det lykkedes for dansk-islandske Olafur Eliasson i 2003, da han fik sat et spejl op i loftet og en kunstig sol på væggen. Det lykkedes for Louise Bourgeois, da hun placerede flere af sine kæmpeedderkoppeskulpturer i hallen i 2000. Det lykkedes for belgieren Carsten Höller, da han installerede flere kæmpelange og høje rutsjebaner i rummet i 2006. Og det lykkedes for den kinesiske kunstner, systemkritiker og aktivist Ai Weiwei, da han i 2010 strøede 100 millioner håndlavede solsikkefrø ud over gulvet. Af den nævnte håndfuld kunstnere er Superflex nok mest i kategori med Ai Weiwei takket være deres politiske afsæt. Höllers rutsjebane og Eliassons sol var først og fremmest spektakulær oplevelseskunst, og Bourgeois’ edderkop var en introspektiv psykologisk rejse i kunstnerens eget sind.
Netop i dag er der i øvrigt på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX premiere på Superflex’ operafilm The Mærsk Opera om skabelsen af Operaen i København. Ifølge programmet skildrer filmen ”magtrelationer mellem individ og samfund”, som må siges at være et evigt aktuelt emne. Og Opera-bygningen er et godt emne. Den store grimme klods står i dag ved Københavns havn som en påmindelse om, at det ikke er formålstjenstligt at bypasse den demokratiske proces og lade en rigmand gennemtrumfe placeringen af, hvad der reelt er et stort mausolæum. Mærsk Mc-Kinney Møller betalte for opførelsen – nu hænger kommunen som bekendt på driften. Vi ønsker Superflex til lykke med det hele.