Plagiering og andre former for karakterafvigelse

Plagiat er et mærkeligt ord og en mærkelig størrelse. Det er Esben Lunde Larsen (V) også. Den stærkt troende 37-årige vestjyde, der i januar blev kendt for at insistere på at kalde alle sorte for »negre«, har skøjtet rundt i besynderlige sager, siden statsminister Lars Løkke Rasmussen efter folketingsvalget i juni udnævnte ham til uddannelses- og forskningsminister. Først tog han atomfysikeren og nobelpristageren Niels Bohr til indtægt for at være troende (ligesom sig selv), til trods for at Bohr var ateist det meste af sit liv.

Så afslørede Ekstra Bladet, at Esben Lunde Larsen som menigt folketingsmedlem i 2013 gik ind og pressede Trafikstyrelsen i en sag om opførelse af vindmøller, som han og hans familie selv havde økonomiske interesser i. Det er også blevet afsløret, at han i sit cv havde undladt den detalje, at han havde taget noget af sin bachelorgrad i teologi på en ortodoks norsk missionshøjskole og på Dansk Bibel-Institut, som opfatter det, der står i Bibelen, som Guds ord.

Information til undsætning

I sidste uge bragte Danmarks Radio så en historie til torvs om, at Lunde Larsen havde plagieret centrale passager i  sin ph.d.-afhandling om Grundtvigs frihedssyn. En elektronisk skanning viste, at han i sin konklusion har citeret et afsnit fra professor Ove Kaj Pedersens bog ’Konkurrencestaten’ uden at kreditere ham. Det fik en lang række medier til at koge over med uredelighedsanklager mod ministeren.

Men i weekenden kom dagbladet Information ham til undsætning i en artikel, der gør rede for, at en tredjedel af hans afhandling blandt andet er en analyse af Ove Kaj Pedersen og andres teorier; »og netop den passage, som Esben Lunde Larsen anklages for at have plagieret fra Ove K. Pedersen, bliver professoren her citeret korrekt for – hvilket ikke ligefrem understøtter mistanken om, at han med overlæg skulle have plagieret selvsamme passage«.

Alle forskere plagierer lidt

Nå, men Informations frifindelse af Esben Lunde Larsen (i hvert fald som plagiator af Guds nåde) skal ikke afholde Føljeton fra at underkaste begrebet plagiat et nærmere studium. Vi begynder fra en psykologisk vinkel. Dr.phil. Judy Gammelgård er lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, som hun har været tilknyttet siden 1971.
Hvad er det i den menneskelige psyke, som gør, at vi godt kan lide at springe over, hvor gærdet er lavest, smykke sig med lånte fjer og plagiere løs uden at bekymre os om det, før det bliver opdaget?

»Jeg kunne godt tænke mig at starte et andet sted,« siger Judy Gammelgård.

Det må du meget gerne.

»Jeg vil påstå, at alle forskere i et vist omfang plagierer. Det er jo en gammel videnskabelig dyd, at man bygger sin forskning på andres resultater. Vi ved godt, at vi ikke opfinder den dybe tallerken hver gang, men vi bygger videre på andre kilder, som vi sætter os grundigt ind i. Søren Kierkegaard har skrevet fint om det: Han citerer meget nødigt, men om aftenen, når han skal læse en forfatter, som han beundrer vældig meget, så skriver han af for at tilegne sig vedkommendes synspunkter og leve sig helt ind i dem. Det publicerer han naturligvis ikke. Men det er en form for plagiat. Det, du så kalder at smykker sig med lånte fjer, er, når vi går hen og bliver uhæderlige i vores omgang med kilderne. En af forskningsverdenens store dyder er, at man omgås sine kilder på en redelig og hæderlige måde. Det gør vi jo ikke når vi plagierer.«

En indre uredelighed

Hvad er det så, der sker?

»Jeg tror, det er to ting, og jeg tror, det er vigtigt at nævne begge aspekter. Når der er så meget snyd i forskningsverdenen, som der notorisk er – både herhjemme og med for eksempel Penkowa-sagen og i Tyskland, hvor ministre har fået frataget deres doktorgrader – så har det at gøre med den kultur, vi lever i. Den fremmer en form for tænkning og præstation og målbare resultater, som vi på en eller anden måde alle bliver underlagt, og som gør, at vi er tilbøjelige til at springe over hvor gærdet er lavest.«

Okay.

»Men for at svare på det, du gerne vil have svar på: Hvad det er, der bliver aktiveret i den enkelte person, så er der jo sikkert mange motiver. Et af dem er, at vi lukker øjnene for vores egen måde at snyde på. Vi udvikler en tilbøjelighed til at se bort fra, hvis vi har skrevet lidt for meget af. Det er en form for indre uredelighed, en moralsk brist, hvor vi finder et forsvar for at gøre det. Det findes også i den politiske verden, hvis jeg må have lov at henvise til den?«

Meget gerne.

Løgnen i politik

Judy Gammelgård fortsætter:

»Løgnen er nærmest blevet en retorisk figur i politik. Den enkelte har jeg et ansvar over for sig selv, men måske har vi en tilbøjelige til ikke at være ærlige over for os selv, ikke at ransage os selv. Det synes jeg er den værste ting man kan pege på i forbindelse med uredelighed og plagiat  i bred forstand: At vi lykkes med at lyve for os selv uden rigtig at vedkende os, at vi gør det.«

Kan der være andre grunde?

Det kan være, at man er usikker på sig selv. Man tør måske ikke rigtig komme frem med sine egne synspunkter – er bange for, at de ikke er gode nok eller for banale. Det kan også være en underlegenhedsfølelses, og det kan give sig udslag i lidt alvorligere grader af bedrag. Et andet menneskeligt motiv kan være narcissisme, som har et stærkt kulturelt islæt. Det er for eksempel så vigtigt for mange af mine studerende at præstere på et højt plan og få et 12-tal. Det er meget vigtigere for dem end at fordybe sig i en proces og finde ud af noget og nyde det og tage den tid, der skal bruges.«

Selvransagelsen der aldrig indfinder sig

Og så er der sådan nogle, som giver sig ud for alt muligt, de slet ikke er. Kan du huske den tidligere rumænske præsident Ceausescus kone? Det var ikke nok for hende bare at være det, så hun havde en masse latterlige titler og en falsk ph.d. og en falsk doktorgrad i kemi…
»Det er jo en sygelig form for megalomani, storhedsforestilling, hvor man måske er helt derude, hvor man tror, man er det også i videnskabelig forstand. Det er en rigtig syg tankegang. Man puster sig op. Men vi lever i en narcissistisk kultur, vi er måske mere orienterede imod bekræftelse end imod at være et ordentligt menneske.«
Er det sådan, at plagiat og manglende vederhæftighed begynder i det små, og når man har fornemmelsen af, at der ikke er nogen, som opdagede noget, så gør man det igen og skruer måske endda lidt op for det, så der sker nogle små forrykkelser, og pludselig er man ude på et overdrev, uden at man helt har tænkt det igennem.
»Ja, og man holder op med at tænke. Det bider sig selv i halen, og det bliver en ond spiral og en vedvarende flugt fra selvransagelsen, som aldrig indfinder sig.«

Karakterafvigere

Er det noget man kan rette op på igen? Nu er du jo psykolog. Vil man kunne være kommet så langt ud, at ens moral er så flosset, at selv ikke en psykolog ville kunne hjælpe en? 

»Hvis man går til en psykolog, ved man jo, at der er et eller andet galt. De værste er dem, der aldrig henvender sig, fordi de overhovedet ikke kan se, at der er noget galt. Det er dem, vi i gamle dage kaldte psykopater – i dag kalder vi dem karakterafvigere, men det er jo det samme. Det er folk, som er blottet for selvindsigt, og dem er det meget vanskeligt at hjælpe. Men ellers kan det godt lade sig gøre, det ligger jo i den menneskelige natur, at vi er selvransagende.«
Tror du egentlig, at der er mange karakterafvigere i dansk politik?

»Nej, det er en meget alvorlig diagnose.«
Nå, ja.

Den notoriske løgn

»Men,«, siger Judy Gammelgård, »jeg tror, at politik er kommet ind på et galt spor, hvis man kan sige det sådan. Jeg vil ikke anklage de enkelte individer, det synes jeg ikke, at jeg har mandat til. Jeg ved ikke, hvordan Lars Løkke Rasmussen er personligt. Jeg ved ikke, hvordan Carl Holst (Venstres afgåede forsvarsminister, red.) er personligt. Men jeg skrev faktisk for nogle år siden en artikel om løgn som retorisk figur i politik. Det var først og fremmest i forbindelse med Irak-krigen, som Anders Fogh Rasmussen jo notorisk løj om. Og journalisten Jesper Tynell beskrev jo i bogen ’Mørkelygten’, hvordan uredeligheden bliver enorm og nærmest spreder sig som en sygdom i den politiske verden. Og selv om det, der foregår, er moralsk forargeligt, får det ingen konsekvenser. Jo, nogen får en næse, men ellers fører det ikke til noget. Og Irak-kommissionen bliver nedlagt. »Der er ikke noget at komme efter,« som Fogh jo er blevet berømt for at sige. Men der er altid noget at komme efter.«

Verificering

Nu var det mig selv, der spurgte til karakterafvigere i politik, så vi kom væk fra plagiat, men vi er lidt i samme boldgade, ikke? En manglende moral og etik og et omgivende samfund eller struktur, der ikke slår ned på det og straffer det…
»Ja, man forsøger jo at gøre det på universitetet, hvor har man længe har Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Nu er der også en person, man kan henvende sig til, hvis man har en fornemmelse af, at der bliver begået noget, som er på kanten af det lovlige.«

Det var godt. Jeg tror, at den er hjemme. Så skal jeg bare have dig til at verificere, at jeg har lavet det her interview med dig. At jeg har ringet til dig, og at det ikke er noget, jeg har fundet på nettet.

»Hvordan skal jeg gøre det?«
Du skal bare sige, at du har modtaget et opkald fra mig.

»Jamen, det siger jeg så: Jeg har modtaget et opkald fra dig. Har du taget det her på bånd eller hvad?«

Ja, det har jeg. Det vil jeg så skrive ud og lave et lille interview ud af, som jeg strammer lidt til. Det sender jeg lige forbi dig, så vi sikrer os, at det lander rigtigt.
»Jamen, det er godt, Oliver,« siger Judy Gammelgård, og vi ringer af.