Asrin Mesbah har ”en holdbar, lækker løsning”

Som ung, næsten færdiguddannet arkitektstuderende havde Nye Borgerliges leder Pernille Vermund en vision. Efter med egne øjne at have set, hvordan landets asylansøgere sad og kukkelurede på centre langt uden for lands lov og ret, mens de ventede på at få deres sager afgjort i systemet, tænkte hun, at det ville være bedre for dem, for samfundet og for integrationen, hvis man kunne flytte dem ind til storbyen. Derfor lavede hun i 2001 afgangsprojektet ‘ungdomsboliger for asylansøgere’.

Det var kun en skoleopgave, og Vermund kalder den selv for ”en af mine dårligste”. Men selve ideen fejler ingenting, og i en tid, der skriger på gode løsninger, er der al mulig grund til at prøve alle muligheder.

En, som med interesse har læst om Føljetons bestræbelser for at få opført Vermunds opgave, er stifteren af JuraRådgivningen, Asrin Mesbah. Hun er ret vild med projektet. Da vi møder hende på hendes kontor, har hun en god og en dårlig nyhed. Den gode er, at Vermund-komplekset kan opføres. Den dårlige nyhed (hvis man kan kalde det en dårlig nyhed) er, at præmissen for projektet skal ændres en lille smule. Ud med ”ungdomsboliger for asylansøgere” – det kan ikke lade sig gøre – og ind med ”midlertidige boliger for flygtninge”.

Om lidt kommer vi til hele vores samtale med Asrin Mesbah. Men for lige at opsummere så siger hun, at Vermunds idé faktisk kan blive en god forretning. Medmenneskeligheden kan vi derfor parkere hos den unge, idealistiske version af Nye Borgerliges leder. Det er ikke pladderhumanisme, der skal bære projektet. Vi sidder på Asrin Mesbahs kontor på Vesterbro, og hun har serveret en kop te. Hun befinder sig bag sit skrivebord, og gæsten sidder lidt lavere end hende på en sofastol betrukket med sort stof.

Oliver Stilling (OS): ”Er du egentlig færdiguddannet jurist?”

Asrin Mesbah (AM): ”Nej, jeg mangler lige at aflevere specialet. Men du kan kalde mig juridisk rådgiver.”

OS: ”Du læste i Føljeton om det, vi kaldte Vermund-komplekset, og du syntes, at det lød meget godt.”

AM: ”Ja, det var interessant.”

OS: ”Vores problem som bygherre er, at vi ikke har nogen penge overhovedet. Så vi var meget afhængig af frivillig hjælp. Jeg havde håbet, at nogen var dukket op og havde sagt: vi donerer 20 tons beton. Eller en kommune, der havde stillet sig op og tilbudt en ledig grund, fordi vi kan se, at det handlede om at få dem ind til byen. Der kom i hvert fald en ingeniør og meldte sig. Men det, jeg så fornemmer på dig, er, at det faktisk ikke kan lade sig gøre.”

AS: ”Pernilles idé er i og for sig meget fin og meget sympatisk, og det er en god tanke at lade de her asylansøgere komme ind til byen, så de ikke skal sidde ude på landet. Men realistisk set og juridisk set så bliver det svært.”

OS: ”Hvorfor?”

AS: ”For det første er det Udlændingestyrelsen, som har enekompetence til at vurdere, hvor asylansøgere skal bo. Og for det andet skal de jo placeres på et asylcenter. Så at lave sådan et projekt til asylansøgere er meget omstændeligt. Jeg vil næsten sige, at det umuligt.”

OS: ”Hvad hvis Føljeton gik sammen med Udlændingestyrelsen. Det er mit indtryk, at der sidder gode mennesker derinde, som trods alt vil flygtningene det godt.”

AM: ”Jamen, så bliver det vel staten, som opfører et nyt asylcenter. Og dermed bliver tanken om, at der skal være ungdomsboliger midt inde i byen, nok svær. Som sagt er det Udlændingestyrelsen, der har ansvaret for at drive de her centre. De kan så uddelegere opgaven til enten Røde Kors eller en kommune. Men at uddelegere opgaven til private – som Føljeton – det er simpelthen ikke en mulighed.”

OS: ”Okay. Et andet problem kunne måske også blive, at vi på Føljeton først og fremmest ønsker at være bygherre. Vi ønskede at opføre Pernille Vermunds afgangsprojekt fuldstændig efter hendes forskrifter. Men når den så står der, kommer der jo drift oveni. Det er ligesom med Mærsks Opera. Drift er ikke lige os.”

AM: ”Det bliver et problem. Føljeton vil ikke kunne blive indstillet som driftsleder af et asylcenter, haha.”

OS: ”Okay, okay.”

AM: ”Så det kan måske være derfor, at der ikke er så mange, der har tilbudt at hjælpe med at få det bygget.”

OS: ”Ja, det kan godt være. For jeg havde lidt følelsen af, at der ville være masser af folk i byggesektoren, som ville være interesserede, når først de havde hørt om projektet. Nu er det også et spørgsmål om at komme bredt nok ud. Vi har jo ikke været i Aftenshowet, for eksempel. Det ville hjælpe på opmærksomheden.”

AM: ”…”

Noget af Pernilles idé

OS: ”Men det, jeg så forstår på dig, er, at vi ikke nødvendigvis skal lægge projektet ned?”

AM: ”Nej, slet ikke! I skal bare finde en anden god ide. En mulighed – tænker jeg som kommende jurist – kunne være at holde fast i noget af Pernilles idé: den gode tanke, at de her mennesker skal ind til byen. Det, I kan gøre, er at opføre midlertidige boliger til flygtninge, der har fået asyl i Danmark.”

OS: ”Midlertidige boliger?”

AM: ”Ja, fordi lige nu er det et faktum, at rigtig mange mennesker venter på at få en asylafgørelse, og der er rigtig, rigtig mange kommuner, som har store udfordringer med at finde boliger til flygtninge.”

OS: ”Kommer flygtninge ikke bare forrest i boligkøen? Det er der mange danskere, som tror.”

AM: ”Det er simpelthen ikke korrekt, at de gør det. Det, der sker, når Udlændingestyrelsen giver flygtninge asyl, er, at de så bliver visiteret ud til den kommune, de skal bo i. Så er det op til kommunen at finde en bolig. Fordi de ikke kommer forrest i køen, bor de som regel i en midlertidig bolig, indtil de får en permanent bolig. Men de midlertidige boliger er som regel gamle skoler, gamle plejehjem og gamle hospitaler.”

OS: ”Så det er noget, der minder om asylcentret?”

AM: ”Det kan man godt sige. Og nogle af skolerne og plejehjemmene er i virkelig dårlig stand. Jeg har tit tænkt, at ‘man kan da ikke bo her’, når jeg ser nogle af de midlertidige løsninger. Men kommunerne HAR også et problem, fordi der ER ikke boliger nok, så de er nødt til at placere de her mennesker et eller andet sted.”

AM: ”Så det, Føljeton muligvis kunne gøre, er at opføre boliger, som man kalder midlertidige ungdomsboliger til flygtninge og studerende. Så ville I løse problemet for kommunerne, og det ville være en stor hjælp både for flygtningene og for andre danskere på akutlisten. Der ville komme flere boliger, og samtidig ville man få de her mennesker ind til byen. Desuden ville I også løse det problem, at mange studerende mangler bolig.”

OS: ”Og hvis der er unge mennesker, ville det være et godt miljø for flygtninge at være i.”

AM: ”Præcis. Det ville være et godt match. Der ville måske også være noget integration i det. Der er også mange kommuner, der indkvarterer flygtninge på hoteller, indtil der kommer en permanent løsning. Det her ville være en kæmpe hjælp til kommunerne.”

OS: ”Når vi taler om midlertidige boliger, skal det så være nogle, der kan rives ned igen?”

AM: ”Nej, ikke nødvendigvis. Det skal også være noget, der er lækkert at bo i, og noget, der er holdbart. Lad os sige, at I kombinerer studieboliger og boliger til flygtninge: De studerende kommer ind, og når de så er færdige med deres uddannelse, skal de ud, og så kommer der et nyt hold studerende. Det samme vil gøre sig gældende med flygtninge. Når de kommer ud til kommunen, kan kommunen leje ‘jeres’ boliger til dem, og når de så finder en permanent bolig til dem, flytter der nye flygtninge ind i den midlertidige bolig. Så det skal være en holdbar, lækker løsning.”

OS: ”Det, du snakker om, er en rigtig win-win-situation…”

AM: ”Ja, det vil jeg mene. Jeg tror, der vil være rift om at leje sig ind fra kommunernes side.”

OS: ”Kunne kommunerne ikke være med til at opføre boligerne sammen med Føljeton?”

AM: ”Det vil jeg ikke anbefale. Men de fleste kommuner er desperate. De har et boligproblem.”

OS: ”Så det, der skal ske nu, er, at vi finder nogen, der kan tage hjælpe os med at tage projektet videre. For eksempel nogle arkitekter.”

AM: ”Nogle arkitekter – og nogle investorer. Investorer, der kan se mulighederne i projektet, og som vil skyde nogle penge i det. I kan købe en grund for private investorers penge og søge byggetilladelse, så I fuldstændig holder staten udenfor. Når de midlertidige boliger er opført, kan kommunerne leje sig ind efter først-til-mølle-princippet.”

OS: ”Hvad tror du, det kan være for nogle typer investorer? Skal de gøre det af deres hjertes godhed, eller er der penge i det her?”

AM: ”Nu er jeg jo løsningsorienteret i mit job. Folk har et problem, så kommer de til mig, og jeg finder en løsning. Jeg ser det her som en rigtig god mulighed med masser af penge i, faktisk, for jeg er ret sikker på, at kommunerne vil stå i kø. Kommunerne er på røven for at sige det ligeud.”

OS: ”Så hvis et arkitektfirma kunne udvikle nogle boliger, som man kunne masseproducere, ville det være ret fantastisk.”

AM: ”Det tror jeg. Havde jeg haft pengene, så havde jeg investeret i det her projekt. Jeg ser mange muligheder i det. Jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne gå galt; hvordan du skulle kunne stå med en bygning, der ikke ville blive brugt. Jeg læste en artikel i Berlingske i august, hvor de skrev, at der var 11.000 boligsøgende på venteliste hos Kollegiernes Kontor.”

OS: ”Og studerende ville heller ikke være så berøringsangste over for flygtninge.”

AM: ”Nej slet ikke. Nu bor jeg selv på kollegium med 200 unge studerende, og de har jo ikke berøringsangst over for noget som helst. De er sociale, hjælpsomme og elsker mangfoldighed.”

OS: ”Genialt.”