An injured person lies on the ground after an incident on Westminster Bridge in London, Britain Britain March 22, 2017. REUTERS/Toby Melville
Modsvaret er stolt – og håbefuldt: #WeAreNotAfraid. Sådan lyder det solidariske motto efter gårsdagens terrorangreb i London. Vi er ikke bange! Men ordene har desværre et anstrøg af desperation over sig. For terrorisme virker. Og gør folk bange. Virkeligt bange.
Det djævelske er, at terrorangrebene fremprovokerer reaktioner, som gør ondt værre. Men vi kan ikke gøre andet. Som åbne demokratier. Efter hvert bestialsk angreb på vores åbne samfund skærpes sikkerheden således uundgåeligt omkring de steder, som efterretningstjenesterne har defineret som ‘hårde mål’, og det paradoksale resultat er, at alle vi bløde mål, os civile mennesker i gadebilledet, dermed bliver mere sårbare.
Terrorismen virker – ved at skabe frygt, uanset hvor irrationel og statisk usandsynlig den reelt er. Og frygten æder os op. Torpederingen af tilfældige mennesker på Westminster Bridge og knivangrebet foran parlamentet i London i går, hvor foreløbigt fem er døde i alt, udstiller paradokset – det frie samfunds demokratiske paradoks: Jo mere vores åbne samfund gør for at beskytte de bærende institutioner effektivt mod angreb, desto større bliver usikkerheden for menigmand udenfor.
Når det nu med uhyggelig god grund vil blive gjort endnu vanskeligere at ramme f.eks. parlamenter og officielle bygninger – i form af skærpet sikkerhed, indhegning og kontrol – ja, så retter de fascistiske voldsmænd, islamistiske terrorister og psykopatiske galninge blot deres feje ondskab mod blødere mål. Som det skete i Nice og Berlin er det sagesløse fodgængere, der er er blevet terroristernes nye hovedmål.
Dette syge fænomen svarer – i overført betydning – til røverbandernes reaktion på den øgede sikkerhed i bankerne. Efter at det i dag stort set er blevet umuligt at lave klassiske bankrøverier, er de kriminelle typer i stedet søgt mod tankstationer, kiosker og sågar private hjem, såkaldte hjemmerøverier. Overgrebene er desværre ikke stoppet, men er blot blevet forskudt til blødere mål. Terroristerne tænker på samme måde. Målet har flyttet sig. Det, der skulle have gjort os stærkere, har gjort os svagere. Det, der skulle have gjort os tryggere, har gjort os mere bange.