Væn dig til at dø

Folk dør. Alvorligt talt. Jeg har lige opdaget det. Måske er det en opdagelse, man til alle tider har gjort sig på omtrent det tidspunkt i livet, hvor jeg selv befinder mig nu; halvvejs i mit tredje levende årti. Og hvis du er ældre eller mere moden end mig, kan det være, at du griner overbærende nu, for du har da opdaget det for længst, og måske kan du endda huske dengang, du selv havde det lidt stramt med døden som koncept, men nu er du altså blevet ældre og har ligesom fundet ro i din skæbne, måske ovenikøbet forstået den. På den anden side kan det også være, at erkendelsen vælger sine ofre tilfældigt og uden nåde, og at der render folk rundt i alle generationer, for hvem konceptets ultimative konsekvens har åbenbaret sig. Måske indgår de i et særligt fællesskab, som er ukendt for os, der endnu ikke rigtig har erkendt, og sender hinanden indforståede blikke, når de mødes på beværtninger, til familiefester, eller hvor man ellers kommer, når man forstår, at man skal dø.

Det kan også være – og korriger mig, hvis jeg projicerer – en kollektiv erkendelse, et resultat af tidsånden. Hvem husker ikke 2016, hvor alle vi elskede på afstand, kradsede af i protest over tingenes tilstand: Bowie, Prince, Cohen, Trille, Alan Rickman, George Michael, Carrie Fischer, Claus Ryskjær og Mopper. Folk dør meget insisterende for tiden.

Jeg har aldrig selv fået min tilværelse så brutalt undergravet af sorg, som det vist er tilfældet, når man mister de vigtigste mennesker i sit liv. Men jeg ser med fra sidelinjen, mens det sker for folk, jeg kender. På sociale medier kommunikerer mine venner med de døde, på vegne af en død, eller de tagger den døde i opslag. Og jeg bliver i tvivl, om det gør den døde mere levende eller tværtimod udstiller SoMe som relativt død til daglig. Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at jeg ikke er den eneste, for hvem emnet fylder for tiden. I februar skrev Amalie Langballe en rørende kronik, som vi tidligere har henvist til her i Føljeton, om sin egen sorg over at have mistet sin mor. ”Jeg har tit dårlige drømme, der trækker spor ind i dagen. Jeg drømmer, at mor kommer og ikke forstår, at hun er død. Hun kan komme nat efter nat, og det er så hårdt at forklare hende om og om igen, at hun er død.”

I forrige uge skrev Esben Kjær, der selv har mistet sin søn, et debatindlæg om en dødsfornægtelse i trivsel, som gør os ude af stand til at håndtere døden, når vi møder den. Han fortæller om en bekendt, der holder foredrag for sygeplejersker om død og sorg, hvor han ofte spørger dem, hvordan de tror, deres egen død bliver:

”Halvdelen er ved at hoppe ud af vinduet – den anden halvdel svarer noget i retning af: ’Jeg håber, jeg dør gammel og mæt af dage.’ Hvortil han svarer: ’Ja, det er, hvad du håber– men hvordan tror du, den bliver?’ Det ved de udmærket godt: Først blive de syge, og efter et opslidende forløb dør de. Det er sådan, de fleste af os skal herfra. Men selv disse dødens hospitalsengle vil ikke se det i øjnene.”

Den passage slår hårdt, og man kommer hurtigt til at bruge flere dage på at forestille sig mulige dødsscenarier for sig selv. Men ærlig talt, det virker uproduktivt, og man risikerer at puste til noget sygdomsangst. Så er det måske bedre at droppe spekulationerne og i stedet arbejde på at affinde sig med sin dødsårsag som ubekendt faktor og døden i sig selv som ubestridt faktum.

I en sådan proces giver det mening at ty til litteratur. Også her er der den seneste tid sket en del på dødsfronten. Her er fem nyere, nordiske værker, du kan læse, mens du vænner dig til tanken om at dø:

Rystet Spejl

Søren Ulrik Thomsens digtsamling fra 2012 er en nænsom indføring i døden, som giver dig rum til uforpligtende hyggesorg, hvor du kan lade tårerne trille tilfredsstillende ned ad kinderne, mens du langsomt vænner dig til intethed som skæbne og fænomen. Ja, også du vil ende ud som intet.

Her skulle egentlig have stået et digt
som jeg nu har kasseret
selvom det indeholdt
en rammende bemærkning om mine fjender
plus et par rigtig flotte linjer
som er typiske for min poesi
men hvad skal det til for
nu hvor syrenerne blomstrer
og jeg underligt nok er ældre
end min morfar nåede at blive
så iført hans koksgrå jakkesæt
går jeg en tur i den moderne verden
hvis uforståelighed er banal
sammenlignet med at krydse grænsen
fra det selvfølgelige ved at være til
til det mærkelige i ikke at være død.

Kvinden ved 1000 grader

I Hallgrímur Helgasons roman fra 2011 bestiller den 80-årige Herbjørg Maria Bjørnsson tid på det lokale krematorium. Hun har levet et begivenhedsrigt liv i Island, Danmark, Tyskland, Argentina, Brasilien og New York, som hun med inspirerende humor og kynisme beretter om fra sin seng i en garage i Reykjavik, mens hun venter på, at ovnen bliver godt varm. Hun har ikke lyst til ”bare at blive småbranket”. I Kvinden ved 1000 grader er der en række dødserfaringer at hente. For eksempel dette fine digt, som en lokal har skrevet til en begravelse på Snefnøerne, hvor Herbjørg voksede op:

På Island er livet koldt og skidt
til huse man ej kan ty.
Når man til slut er helt udslidt
i jorden man finder ly.

Og det er der da trøst i. Hvis du selv har langt til de 80, ligger der i øvrigt et klart fortrængningspotentiale i, at Herbjørg har rundet netop det skarpe hjørne, hvorfor du som yngre stadig kan bilde dig selv ind, at døden ikke er aktuel for dig. Og det er ok at gå langsomt frem…

Den hvide rose

Så er der Olga Ravns mesterværk fra 2016, hvor hun i 160 minimalistiske digte udfolder fortællingen om at elske en døende.

Alt
hvad jeg
har gjort for at
beholde dig
blomstrer

Her er det ikke så meget erfaringen af ens egen dødelighed, der er på spil – selv om det selvfølgelig hænger sammen – men i højere grad erfaringen af at leve og miste.

Du ønsker
at udslette
dig selv i mig
roserne blomstrer
i natten

Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Forleden udkom så Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Og her bliver det rigtig brutalt. Aidt skriver om tabet af sin 25-årige søn, som for to år siden fik en psykose under et eksperiment med hallucinerende svampe og sprang ud af vinduet i sin lejlighed. Digtet, som har leveret titlen til bogen, skrev Aidt, da sønnen var 16 år gammel:

Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke

Transfervindue

I marts i år var det Maria Gerhardt, der rystede alle med den autofiktive roman Transfervindue om tilværelsen som terminal kræftpatient og satte trumf på, da hun en uge efter udgivelsen døde af netop kræft. Nu begynder det at komme tæt på. At læse Transfervindue er som at lytte til Maria Gerhardt, der sidder varm og oprejst og fortæller os om døden fra sin grav:

”Jeg husker at være på internettet. Jeg husker at læse det hele, men aldrig deltage. Bekendte og algoritmer, der begyndte at spørge, hvornår jeg mon sagde noget, og jeg husker min egen fnysen over, at de ikke vidste, at det var for deres egen skyld, at jeg lod være. De døende trumfer altid identitetspolitikken.”

Maria Gerhardt nåede akkurat at opleve den blændende modtagelse, hendes bog fik. Her er det Suzanne Brøgger – og som Maria Gerhardt selv bemærkede fra sit dødsleje på Instagram, så bliver det ikke større:

Og når du har læst disse fem værker og grædt, kan du ånde lettet op, fordi du nu har vænnet dig til tanken om at dø. Så kan du rigtig begynde at leve, tænker du måske. Men når du når den erkendelse, skal du være opmærksom på, at du formentlig lyver for dig selv. Så må du starte forfra.