Undskyldning for mig selv

”Vågn op, Lars! Der er negerpiger på kajen.” Sådan blev jeg ofte vækket som lille dreng: ”Negerpiger på kajen.” Sjovt nok spidsede jeg altid ører og vågnede faktisk halvt, selv om jeg jo udmærket vidste, at det var min far, Frans, der drillende gentog et gammelt sømandstrick, som han selv havde måttet høre fra sin egen far, min farfar, Knud.

Tilbage i dagene omkring udbruddet af 1. verdenskrig blev Knud – med de eventyrlige mellemnavne Strange og Cosmus – tvunget til at stævne ud som blot 14-årig skibsdreng på et norsk træsejlskib, hvor afstraffelsen var kontant og kompasset sat mod bl.a. Caribien og Sydamerika. Gennem historien er titusindvis af drenge blevet sendt ud på farlige eventyr af dansk-norske købmænd, der lavede urimeligt gode forretninger under de varme himmelstrøg.

De halvvoksne drenge troede måske i et uroligt øjeblik, at de var anløbet en eksotisk havn, endelig, men i virkeligheden skulle de bare op og arbejde på dækket midt om natten: ”Vågn op! Der er negerpiger på kajen.” Tricket har desværre aldrig virket på mine egne døtre. Eneste reaktion har været en forarget hovedrysten over min upassende brug af n-ordet.

Sømandsslægten er fjern fortid, og kun de færreste tænker i dag på Danmarks lange maritime historie som kolonimagt på de syv verdenshave. Men forbindelseslinjerne spøger. I hvert fald for mig selv. Jeg blev derfor opvakt og ganske glad, da statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale for 85 dage siden sagde:

”I år er det 100 år siden, Danmark solgte de Vestindiske Øer til USA. Og satte et punktum for et grusomt kapitel i vores historie. Mange af Københavns smukke gamle huse og palæer blev opført for penge tjent på slavers slid og udbytning på den anden side af jorden. Det er ikke en stolt del af Danmarkshistorien. Det er skamfuldt. Og det er heldigvis fortid.”

Heldigvis fortid. Ja, men også fortrængt fortid. For vores fælles fortid som en nation af slavehandlere, sukker-sømænd og imperiekrigere synes i dag at være renset effektivt ud af historiebøgerne, for i stedet at være erstattet af en mere jordbunden offerrolle som slagne sønderjyder. Den mørke virkelighed er imidlertid, at Danmark var verdens 7. største slavehandler. Og som statsministeren så rigtigt påpeger, så hænger de blodige spor stadig i gadebilledet i København. Det grusomme og det skamfulde er ikke forsvundet.

En perlerække af palæerne i Kongens by blev bygget på indtægterne fra trekantshandlen – mellem København, fortet Christiansborg i det nuværende Ghana og de tre vestindiske jomfruøer, Skt. Thomas, Skt. Croix og Skt. Jan. Og intet sted er sporene tydeligere end i mit eget nabolag, Christianshavn. Jeg vandrer til daglig rundt mellem guldarven fra de slavegjorte mennesker, der blev indfanget i Afrika, tvunget over Atlanterhavet og solgt til plantageejere i Caribien.

Når jeg følger mine piger til skole, midt på Christianshavn, kan man vælge at ignorere de mange spor fra handlen med det hvide guld, sukkeret. Ret beset tænker de fleste nok kun på Christianshavns fortid som handelshavn, når de møder grønlændere foran SuperBrugsen på torvet. Ja, fra Grønland, vores gamle koloni, hvor jeg i øvrigt selv er født – og hvor også min egen historiske interesse for Kongeriget Danmarks spraglede, vidtstrakte og bestialske fortid som skrumpende imperium er blevet vakt.

Hvis vi stiller kikkerten skarpt og vågner af den nationalromantiske slumresøvn, der begyndte i 1864, står bygningerne faktisk som skamstøtter. Én efter én rundt på Christianshavn, hvor de store handelskompagnier dengang lå, såsom Det vestindisk-guineiske Kompagni. Koncentrationen er mest voldsom i Strandgade, fra Christians kirke og hele vejen ned til netop Grønlands Handels Plads. Men også fra Prinsessegade via Torvegade og op gennem Overgaden neden og oven Vandet og ind i Wildersgade ligger de gamle pakhuse og mondæne bygninger, som datidens nye borgerskab fik opført for bl.a. pengene hjemført fra Skt. Thomas, Skt. Croix og Skt. Jan.

Når først man får øje på blodsporene, er de umulige at ryste væk. Rædslerne træder også tydeligt frem, når jeg cykler over den nye Inderhavnsbro til Nyhavn. Over porten ved Nyhavn 11 sidder den lille figur, ‘Sukkermanden’, og minder enhver om råstoffet bag den livlige handel. Bygningen, hvor der var sukkerraffinaderi, var ejet af Ludvig Ferdinand Rømer, som en overgang var guvernør i Guldkysten. Slaveøkonomien er i høj grad fundamentet for bydelen Frederiksstaden, ikke mindst i gaderne omkring Amalienborg.

Kongehuset var alle dage blandt dem, der tjente mest på menneskehandlen.

I morgen drager jeg mod øerne, som i dag hedder The United States Virgin Islands. Jeg skal over for at udforske og forstå vores fortid. Jeg tager afsted med et bizart ekko i hovedet: ”Vågn op, Lars! Der er negerpiger på kajen.” For mig er det nemlig i dag blevet kajen ved Christianshavns Kanal, der ekkoer af de slavegjorte kvinder og mænd. Udnyttelsen og fornedrelsen blev jo orkestreret fra København, og derfor tager jeg nu afsted og tilslutter mig om få dage delegationen omkring statsminister Lars Løkke Rasmussen – som måske, måske ikke, vil sige officielt undskyld nu på fredag – som en undskyldning for mig selv.

Men giver det overhovedet mening at sige undskyld i dag? For hvad? Og til hvem? Dét vil jeg udforske i de kommende dage…