Peter Bastian og meningen med livet

De sociale medier strømmer over med kondolencer, nekrologer og små anekdoter om Peter Bastian. Han var en stor inspirationskilde for mange mennesker og altid et lille balstyrisk one man-powerhouse at opleve live eller se på tv, hvad enten han holdt foredrag eller spillede på fagot eller sugerør.

Han blev født i 1943 som barn nummer to ud af fire. Begge forældre var operasangere. Han læste teoretisk fysik på Københavns Universitet i ni år, lærte sig at spille fagot og var i en årrække elev hos den rumænske dirigent Sergiu Celibidache i musikfænomenologi. Han var gift fire gange og var medstifter af ensemblerne Den Danske Blæserkvintet i 1968, Balkantrioen i 1972 og Bazaar i 1977. I 1987 skrev han bogen Ind i Musikken, som dengang solgte 100.000 eksemplarer og katapulterede ud i den brede offentlighed.

I Kristeligt Dagblads nekrolog kan man læse, at Peter Bastian voksede op i et hjem, ”hvor religion nærmest blev latterliggjort”, idet hans far Gert Bastian var ateist og socialist, og det samme var hans tyskfødte mor Birgit (i hvert fald socialist). De gav ham dog en R. Broby-Johansens billedbibel, som inspirerede ham til at cykle til Nordjylland for at tegne kirkernes kalkmalerier af – 13 år gammel. Vi nævner bare det her, fordi han i 2015 valgte at lade sig døbe. At en eller anden form for tro fyldte hans liv kom også til udtryk ved hans optagethed af et særligt citat fra den amerikansk-britiske digter T.S. Eliots skuespil The Rock fra 1934:

All our knowledge brings us nearer to death,
But nearness to death no nearer to God.
Where is the Life we have lost in living?
Where is the wisdom we have lost in knowledge?
Where is the knowledge we have lost in information?

Selv vidste Peter Bastian, hvad der var meningen med livet. For nogle år siden udgav han bogen Mesterlære, og i den forbindelse svarede han på nogle spørgsmål fra Informations læsere:

”Meningen med livet er livet. Livet er ude på noget, som vi kalder emergens. Emergens er, når helheden er noget fuldstændig andet og mere end summen af delene. To mennesker, som elsker hinanden. To toner, som finder sammen i et interval. Tonen C og tonen G skaber et interval – en kvint – som forudsætter netop de to toner, men intervallet findes ikke i delene. Der er ikke skyggen af en kvint i C’et. Kvinten er emergens. Tusind meningsløse penselstrøg bliver til en van Gogh, 64 meningsløse toner bliver til Carl Nielsens vidunderlige melodi til ‘Den milde dag er lys og lang’. Det skabendes anliggende er emergens, både i naturen og i menneskelivet. Foren jer, find sammen, livet længes efter sig selv.”

Sådan.

Da han sagde det, var Peter Bastian formentlig mere i balance, end da Peter Bastian-bølgen var på sit højeste. I et stort interview af Politiken-journalisten Nils Thorsen i 2000 fortalte han om en tid, hvor han vel snarere havde overbalance. Han var blevet beruset af sin egen berømmelse:

”Det er et narkotikum at blive kendt. Du får aldrig nok,” siger han.
”Det minder om smøger. De giver dig intet, men du har det pludselig dårligt, når de ikke er der. På samme måde skulle jeg pludselig bekræftes nogle steder, hvor jeg havde været mere nøjsom tidligere. Når jeg rejste på ferie i udlandet, var der ikke nogen, der genkendte mig. Og så blev jeg utryg. Indtil jeg rendte på et par danskere, der gad udtale det forløsende: Gud, er det ikke Peter Bastian? ”Så kunne jeg bare mærke sådan: Pyyyyh,” sukker han og smiler forsigtigt. ”Usselt, ikke?”.

Som Nils Thorsen opsummerer det i interviewet, har Peter Bastian haft to modsatrettede kræfter i sig: et særligt talent for at lade sig opsluge – ”forsvinde”, sim Bastian kalder det – og så en ufattelig trang til at blive synlig.

Siden han var ganske lille, har han haft et særligt talent for at lade sig opsluge. Forsvinde, som han kalder det. Og samtidig en umådelig trang til at gøre sig synlig. Han taler ligefrem om, at behovet for synlighed og den medfølgende berømmelse gjorde ham til et monster. Og da Thorsen beder ham komme med eksempler, indrømmer, at ”det er simpelt hen så flovt”. Han tøver længe, før han fortsætter og fortæller om en situation, hvor han blev rasende over at blive sprunget over på en restaurant og tog sit gode tøj og gik – ”for det kunne man ikke byde mig.”. Eller dengang han kaldte en læge på skadestuen for en undermåler og spurgte, om han var klar over, hvem det var, han skulle operere.

Da Thorsen spørger, hvordan det blev til bitterhed, svarer Peter Bastian:

”Jeg kunne ikke rigtig holde ud, at andre havde succes eller blev omtalt pænt. Det var ligesom mit privilegium. Når der var andre, der fik en pris, som jeg følte, at jeg burde have haft, kunne jeg mærke en let, men umiskendelig ærgrelse. Det var, som om der gik noget fra mig.”

Men det var dengang. Nu er Peter Bastian død.