Hvem gider at lytte til sandheden?

I vandrehallen hos Novaya Gazeta i Moskva hænger et skilt dedikeret til de dræbte journalister. Én blev slået ihjel med en hammer i hovedet, en anden blev forgiftet og flere er blevet skudt på grund af deres arbejde med at afsløre korruption, efterretningsvæsenets metoder og forholdene i Tjetjenien. De afdøde kolleger kigger med fra billeder på væggen, når redaktionen holder møder ved langbordet i hjørnet af lokalet.

”Vi render ikke rundt med et dødsønske, men nogen skal jo fortælle, hvad der foregår i vores land,” siger avisens pressesekretær Nadezhda Prusenkova, mens hun viser rundt i de beigefarvede og halvslidte lokaler.

Anna Politkovskaya blev dræbt på Vladimir Putins fødselsdag. Efter drabet udtalte præsidentens bl.a, at Politkovskayas død ville gøre mere skade for Rusland end hendes artikler nogensinde havde gjort. Foto: Scanpix / Reuters

Særligt Anna Politkovskayas død i 2006 betragtes som et symbol på de farlige vilkår for journalister i Rusland, der formaster sig til at skrive kritiske historier om myndigheder og magthavere. Politkovskaya blev kendt for sit nidkære fokus på præsidentens afmontering af demokratiet og for at berette om grusomheder begået af Ramzan Kadyrov, Putins håndplukkede leder af Tjetjenien, og hans styrker i den seneste krig i det nordlige Kaukasus.

Politkovskayas skrivebord står som et minde på redaktionen, mens hendes computer er i hænderne på Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. De tjetjenske drabsmænd sidder i dag i fængsel, men avisen kæmper med sine advokater på ellevte år for at få afsløret bagmændene.

”Jeg vil ikke spekulere i, hvem der stod bag, men vi er stadig ivrige efter at få det opklaret,” siger Dmitry Muratov, avisens 55-årige chefredaktør, da jeg interviewer ham på hans kontor.

Dmitry Muratov var med til at grundlægge Novaya Gazeta i 1993. Avisen begyndte med et par computere og en printer, men fik et boost, da Mikhail Gorbachev donerede dele af af beløbet for sin Nobelpris i 1990 til at betale for avisens lønninger. Foto: Scanpix / Reuters

Muratov er en tung og bamset herre med venlige øjne. Han trækker luft ind og lader nogle sekunders stilhed få plads, før han svarer på mine spørgsmål.
”Gudskelov har vi ikke haft nogen døde på avisen siden 2009,” siger han og banker under bordet.

De udsendte journalister i krigen i Ukraine har oplevet at få tæsk og blive kidnappet. Der hænger billeder af avisens journalister som advarsel på separatitsstyrkernes kontorer, og Novaya Gazeta er blevet forbudt at opholde sig i flere af de oprørskontrollerede områder, hvor de i dag arbejder illegalt. Vold er ikke den eneste metode til at presse avisen til undgå at skrive historier. Novaya Gazeta bliver ifølge Dmitry Muratov sagsøgt 40 gange om året, men har med chefredaktørens ord de bedste advokater i landet, som arbejder gratis, da de ser det som en ære at forsvare avisen.

”Men presset kommer ikke fra Kreml, men fra advokater og folk fra interne styrker, der tilbyder bestikkelse. Det sker hele tiden,” siger han og viser et stykke karton frem, hvor der blot står ”500.000 $” skrevet med sprittusch, som en fyr lagde på hans skrivebord forleden.

Muratov trækker på skuldrene og signalerer, at her er intet nyt under Moskvas spirende forårssol.

Jeg spørger ham, hvilke historier de har i avisen for tiden, og han fortæller om hvidvaskningen af de nu berømte 20 milliarder dollars, som er ført ud af landet. En anden sag drejer sig om premierminister Dmitry Medvedevs formodede ejerskab af en række luksuspalæer, yachts og vingårde.

”Den russiske elite hungrer efter uendelig luksus og mener, at magt skal være lig med rigdom,” siger Dmitry Muratov.
 

Skide være med Nobelpriser

Chefredaktøreren er ishockeyfan, og langs væggen på hans kontor er der linet hockeystave op, som har tilhørt en række af isens største stjerner: Datsjuk, Tretiak og Gretsky.

”Der findes ikke arrangerede kampe i ishockey. Alle kan se, hvad der foregår på isen,” siger han og går hen og tager fat i en stav og svinger træet i luften.

”Ishockey er et ærligt spil. Ikke ligesom fodbold. Se blot på kampen i Champions League mellem Barcelona og PSG for nylig. Hele verden griner jo af den forestilling.”

Dmitry Muratov fik i 2016 tildelt The Golden Pen of Freedom for sit arbejde, og avisen er flere gange blevet nomineret til Nobels Fredspris. Den slags hæder går de dog ikke særligt meget op i på redaktionen, fortæller han.

”De har forstyrret os med den Nobelpris i tre år. Folk bliver ved med at spørge, hvornår vi får prisen. Hvor skulle vi vide det fra? Spørg i regnskabsafdelingen,” siger han og griner.

Novaya Gazetas myrdede journalister. Foto: Kristian Lauritzen

På spørgsmålet om, hvordan Novaya Gazeta formår at overleve som en af få uafhængige aviser i Rusland, er en ofte fremført forklaring, at Putin kan vifte med avisen til omverdenen som et eksempel på, at frie medier stadig eksisterer i landet. En anden forklaring er det ironiske paradoks, at topfolk i Kreml er ivrige læsere af avisen, så de kan blive klogere på, hvad deres undersåtter foretager sig af lyssky aktiviteter og få et indblik i, hvad der foregår i landet, som de kontrollerede medier ikke fortæller. De forklaringer kan jeg dog ikke få Dmitry Muratov til at forholde sig til.

”Jeg går ikke op i, hvad regeringen synes om os. En stor del af problemet med censur i dette land er, at ejerne af aviserne er bange for at lægge sig ud med magten. Novaya Gazeta er primært ejet af os selv, og hvert andet år stemmer medarbejderne om, hvem der skal være chefredaktør. Så jeg er ikke placeret i min stol ude fra,” siger han og tegner på et stykke på papir for at vise fordelingen af ejerskabet.

De ansatte ejer 80 procent, den tidligere politiker og oligark Alexander Lebedev ejer 10 procent. Det samme gør Mikhail Gorbachev – julemanden, som de kalder Ruslands tidligere præsident på avisen, da han plejer at aflægge besøg i december.

I 2014 vedtog parlamentet en lov, der gør det forbudt for udlændinge at eje mere end 20 procent af en medievirksomhed. Kritikere ser loven som endnu et indgreb fra Kreml til at kontrollere medierne, da det er nemmere at lægge pres på russere i hjemlandet end udenlandske forretningsmænd.
 

”Ytringsfrihed er ikke så vigtig for en russer”

Novaya Gazeta har cirka 220.000 læsere af avisen og omkring en million på internettet. Det er typisk folk i de store byer og veluddannede russere, der læser avisen. Internettet er vejen til opmærksomhed, siger chefredaktøren, men tv er stadig den store sejrherre i landet med cirka 140 millioner indbyggere.

Ifølge en undersøgelse fra meningsmålingsinstituttet Levada Center føler halvdelen af de russiske tv-seere sig ikke i stand til at skelne løgn fra fakta i de store medier. Men det er alligevel et fåtal, der søger et alternativ.

”Statsmedierne giver indtryk af, at vi befinder os i en krigstilstand med resten af verden. Hvis du går ud på gaden og spørger folk, om de vil høre sandheden, vil de fleste svare nej, sandheden kan du gå et andet sted hen med. Hvis sandheden skader fædrelandet, vælger man fædrelandet først,” siger Dmitry Muratov.

Russere har generelt ikke lyst til at tale med journalister, mener han. Folk er bange for medierne og skal ikke have noget i klemme.

”Der er en scene i filmen Alle præsidentens mænd om Watergate, hvor Dustin Hoffman banker på en dør hos en kvinde og siger, at han er journalist, og beder hende om at lukke ham ind. Hun lukker ham ind, fordi de deler tanken om, at ytringsfriheden har den højeste værdi. Sådan er det ikke i Rusland.”

Kristian Lauritzen er freelancejournalist.