I rublernes spor

 

”Korruption begynder med de små ting. Fortovet lige uden for vinduet blev bygget for fire år siden og er i fin stand. Dengang sagde bystyret, at fortovet vil holde i mange år. Men nu planlægger de at bygge et nyt fortov til milliarder. Hvorfor? Måske fordi byggefirmaerne har forbindelse til viceborgmesteren i Moskvas familie,” siger Ivan Golunov.

Hvem ejer så cafeen, vi sidder på, spørger jeg.

”Shokoladnitsa er ejet af Alexander Kolobov. Han har fået lån fra statsbankerne, der normalt ikke låner penge ud til cafékæder. Han ejer også Burger King i Rusland og har forsøgt at overtage burgerkæden i Tyskland, men fik ikke lov, da de tyske myndigheder ikke kunne gennemskue, hvor hans penge kom fra.”

 

Ivan. Foto: Polina Nasedkina

 

34-årige Ivan Golunov er undersøgende journalist og en mand, der ved, hvordan de store penge skifter hænder i Rusland. Derfor har jeg sat ham stævne for at blive klogere på, hvem der kører rundt i den russiske korruptions-karrusel, og hvilken virkelighed Ivan Golunov bliver mødt med, når han prøver at afsløre svindelnumrene.

Rusland indtager en plads som nummer 134 på Transparency Internationals liste over mindst korrupte lande i verden, og Putins regime opfattes af iagttagere som et kleptokratisk system, hvor politisk loyalitet er lig med korruption. Men de medier, der forbinder stregerne til de tunge drenge i toppen, risikerer at brænde fingrene.

Ivan Golunov arbejdede indtil for et par måneder siden hos RBC Mediagroup, som er en tv-kanal, onlineportal og avis. RBC har de seneste par år fået ry for at være et af de skarpeste undersøgende og uafhængige medier i Rusland. Men efter en række historier om formuerne i den russisk ortodokse kirke, Vladimir Putins døtres forretningsaffærer og præsidentens inderkreds´ forbindelse til Panama Papers, blev mediets hovedkvarter ransaget af de russiske sikkerhedsstyrker FSB, og ejeren Mikhail Prokhorov så sig pludseligt nødsaget til at fyre en række redaktører. I Kreml benægter man at have presset RBC på grund af historierne, men hos den russiske journalist-union anser man forløbet for at være 100 procent politisk motiveret.

”Jeg havde egentlig planlagt at blive, efter redaktørerne blev fyret, men da jeg begyndte at få at vide af folk fra oven, at det var en god ide, hvis jeg blev venner med bestemte magtfulde personer, besluttede jeg mig for at smutte,” fortæller Ivan Golunov.

I dag arbejder han hos online-mediet Meduza, der har adresse i Letland for at undgå at blive ramt af Kremls lovgivning. Meduzas chefredaktør blev i sin tid fyret fra sin gamle avis Lenta, efter hun havde trykt et interview med en ukrainsk nationalistleder. Historien var et brud på loven om “opfordring til ekstremisme”.

”Det handler alt sammen om Ruslands bizarre forhold til ytringsfriheden,” siger Ivan Golunov.

 

Foto: Polina Nasedkina

 

Han skrev for et par måneder siden en historie, han troede var harmløs, som handlede om en skole for ‘atletisk rockmusik’, der var ved at blive bygget i Moskva. Men skolen tilhørte Vladimir Putins angiveligt hemmelige datter, Katerina Tikhonova.

”Det er ikke officielt, men alle ved, at hun er hans datter,” fortæller Ivan Golunov.

For at bygge skolen er de nødt til at rive de bygninger ned, der ligger på grunden i forvejen. Skolen hører under Sport & Kultur-regi i Moskva, hvor en af de øverste folk er Putins tidligere sikkerhedschef.

”På RBC skrev vi en kedelig historie om, at en ny sportsskole var ved at blive bygget i Moskva. Vi nævnte ikke engang navnet Katerina Tikhonova. Den historie er et eksempel på Kremls usynlige linje, som folk er bange for at krydse.”
 

En østersfarm ved Sortehavet

Historien om et køb af en østersfarm ved Sortehavet var også på linjens forkerte side. Som research til artiklen om købet tog Ivan Golunov og hans kolleger kontakt til fagfolk, der fortalte, at området ikke var optimalt til østersopdræt. Men østersfarmen viste sig at være det eneste område med adgang til et palads, der formodes at tilhøre Vladimir Putin.

Manden, der købte grunden er en oligark med tætte forbindelser til præsidenten.

Officielt benægter man i Kreml, at paladset tilhører Vladimir Putin, men undervejs i bygningen af den abnorme ejendom blev en af bygningsarbejderne uvenner med sin chef og flygtede til London. Her fortalte han til journalister, at en række entreprenører var gået sammen om at forære et palads til præsidenten i gave.

Ifølge papirerne er paladset et hotel, men ingen har ifølge Ivan Golunov mulighed for at bestille et værelse. Hotellet er ejet af Alexander Ponimarov, som også ejer nogle havneporte i nærheden. Han blev for nylig forretningspartner med Arkady Rotenberg, som er en oligark med forbindelse til Putin. Ponimarovs forretningsimperium er på det seneste blevet drastisk forøget, og han har bygget en række storcentre i Moskva.

”Som journalist og borger i Moskva vil jeg gerne vide, hvordan en person, der ejer en havneport, pludselig bliver hotelejer og bedste venner med en af Putins forbindelser. Når man ser nærmere på de ting, bliver man klogere på, hvordan beslutninger træffes her i landet,” siger Ivan Golunov.

I Kreml benægter man forbindelsernes relevans, eller også slår man tilbage med anklager om trusler mod nationens sikkerhed, når medier graver den type historier frem, fortæller den 34-årige journalist.

”Men ofte kan myndighederne ikke begribe, at andre kan have interesse i, hvem der ejer hvad, og hvordan handler bliver indgået i Rusland. I deres optik må den type historier være bestilt arbejde fra folk med modsatrettede interesser.”
 

En sibirisk ged og en kuffert fuld af pengesedler

Den manglende forestillingsevne hos magtens mænd kan også have sine fordele for en journalist. For et års tid siden gik Ivan Golunov og et par kolleger på sporet af den russisk ortodokse kirkes pekuniære hemmeligheder. Kirken er ifølge loven ikke forpligtet til at oplyse om sine indtægter, men havde i 2014 et overskud på 150 millioner skattefrie dollars.

 

Præsident Putin kysser Kirill, siden 2009 patriark af Moskva og hele Rusland og dermed overhoved for den russiske ortodokse kirke. Heller ikke her er der rent mel i posen. Foto: Scanpix / Reuters / Maxim Shemetov

 

Kirken havde offentliggjort et program med planer for opførsel af en masse nye kirker i Moskva. Men det var ikke muligt at se, hvor pengene til projektet kom fra.

”Vi fik held til at komme med til et af møderne med kuratoren for projektet. Efter at han havde holdt sit oplæg, smed han en rapport med finansieringen i skraldespanden. Han havde fået pengene, så han var ligeglad med papirarbejdet. Så gik jeg hen og fiskede rapporten op fra skraldespanden,” fortæller Ivan Golunov.

Rapporten var en af brikkerne til puslespillet med kirkens indkomst, som blandt andet består af milliardtilskud fra staten og fra en møbelfabrik, der producerer møbler, som bliver købt i dyre domme af de lokale kirkesogn.

Ivan Golunov har selv oplevet at få store penge i hænderne. I 2006 var han i Krasnoyarsk i Sibirien for at skrive en fredelig historie om en succesfuld lokal supermarkedskæde. Efter at han havde interviewet ejerne, blev han kørt i taxi tilbage til sit hotel. Da han steg ud af taxien, kom en fyr gående hen imod ham med en kuffert i hånden.

”Han sagde værsgo, den er til dig. Jeg åbnede kufferten, som var fyldt med bundter af pengesedler. De mennesker, der ejede supermarkedskæden var tidligere kriminelle, så for dem var det naturligt at takke en journalist, der var kommet langvejs fra for at skrive om deres forretning. De var på ingen måde truende, men blev måske lidt kede af, at jeg ikke tog imod pengene,” fortæller Ivan Golunov.

Ejerne havde hentet inspiration fra europæiske supermarkedskæder med butikker i to etager og automatiske rullebånd til indkøbsvognene. En usædvanlig moderne indretning for supermarkeder i ellers fattige landsbyer i Sibirien.

En dag var der en ged, der havde forvildet sig ind i et af supermarkederne og var gået op ad rullebåndet til overetagen. Her fik en af dens fødder sat sig fast i maskineriet, så systemet gik i stå.

”Geden sad fast i rullebåndet det meste af eftermiddagen, da den eneste person, der havde autorisation til at tænde og slukke for rullebåndet, befandt sig i en by langt derfra og måtte køre i flere timer for at nå derhen,” fortæller Ivan Golunov og griner.

I dag er supermarkedskæden gået konkurs.
 

Ro på bagsmækken

Ivan Golunov har ikke modtaget direkte trusler på grund af sit arbejde, kun fjollede hentydninger, fortæller han og finder sin smartphone frem for at vise en række mærkværdige beskeder i sin mailbox.

Google Alert informerede ham for et par dage siden om, at nogen havde forsøgt at logge ind på hans konto, og han har modtaget mails fra den elektroniske statsservice med fiktive færdselsbøder, selv om hans bil ikke har været på de angivne steder på tidspunkterne.

”Hvis det blot havde været bøderne, kunne det måske have været spam. Jeg modtog dog også en anden mail forleden, hvor jeg kunne se, at den var henvendt specifikt til mig. Jeg havde undersøgt nogle rapporter i forbindelse med research, og så modtager jeg en mail, hvor rapporterne er vedhæftet som filer. Men trykker man på filerne, ryger man tilbage til mailkontoens startside. Mailen var sendt til mig fra en, jeg kender personligt, men han fortalte mig, at han aldrig havde sendt den mail.”

Ivan Golunov frygter ikke for sin sikkerhed, når han undersøger korruptionssager, siger han.

”Jeg sørger altid for at være forsigtig og se mig omkring. Men journalister, der er blevet slået ihjel, som eksempelvis Anna Politkovskaya, beskæftiger sig typisk med banditter. Banditter reagerer ikke rationelt. Politikere og forretningsfolk vil ofte bruge mere stilfærdige metoder,” siger han.

Her kommer Ivan Golunov i tanke om en undtagelse.

I 2010 blev guvernøren fra Pskov-regionen Andrey Turchak rasende på journalisten Oleg Kashin, der havde svinet ham til i en artikel. Turchak gik i kommentarsporet til artiklen og skrev, at Kashin havde 24 timer til at sige undskyld, ellers ville han få en røvfuld. Oleg Kashin blev efterfølgende overfaldet.

”Det lød så latterligt og ubegribeligt, da man kunne læse en guvernør true med tæsk i et kommentarspor. Men Kashin havde brugt gloser som ‘fucking Turchak’ i sin artikel, så jeg sørger i det mindste for ikke at anvende den slags sprogbrug,” siger Ivan Golunov og smiler.

Ivan Golunov tager forholdsregler, når han laver aftaler med folk i sit arbejde. Da han for et stykke tid siden skulle mødes med en pr-agent, sørgede han for at vælge en café, hvor han kendte ejeren personligt.

”Jeg valgte et bord lige under overvågningskameraet, så ingen kunne beskylde mig for at have modtaget penge under bordet,” fortæller han.

Det viste sig, at den berømte russiske forfatter Vladimir Sorokin sad ved bordet ved siden af. Sorokins bøger var forbudt i Sovjetunionen, og hans seneste roman er en dystopi over et Rusland, hvor tsaren har vundet magten tilbage efter kamp mod de demokratiske kræfter. Et øjebliks tilfældig symbolik.

Ivan Golunov har ingen planer om at stoppe med at gå i skraldespande efter spor. Og hans arbejde er accepteret på hjemmefronten, siger han.

”Men min kone og jeg joker indimellem med, at der er en dag kommer en mand fra efterretningsvæsenet hjem til os for at tælle prikkerne på vores dalmatiner.”