Retfærdighedskæmperen 

Du kender typen. ‘Den diplomatiske ven’. I en heftig rødvinsbrandert er du i gang med at diskutere gud ved hvilket politisk spørgsmål i et muntert lag. Din argumentation er tvivlsom, og det er den andens også. I et desperat forsøg på at vinde, vender du dig mod din ven, som har overværet det hele, og fremsnøvler: ”Er det ikke rigtigt, hvad jeg siger!?” Men den diplomatiske ven svarer altid det samme: ”Jamen, jeg synes, I begge har fat i noget. Man kan se det fra begge sider.”

Hvis du synes, det er træls, så skulle du prøve at stille op mod Macron til det franske præsidentvalg. Macron er de andre kandidaters diplomatiske ven, og de er ærligt talt ved at være pænt trætte af det.

Når Macron angribes i medierne, er det ofte med stikpiller om, at det er nemt at være folkets helt. Som generalsekretæren for modstanderpartiet Republikanerne sagde på tv efter den første store præsidentdebat i Frankrig: ”Han siger jo ikke noget! Han er enig med hele verden og vil ikke være uvenner med nogen.”

Kritikken er ikke just ny. De politiske modstandere har, lige siden Macron annoncerede sin kandidatur, brokket sig over, at han hverken er rigtig højreorienteret eller rigtig venstreorienteret.

Men det hele preller af på Macron. Han nægter at lade sig definere ud fra den klassiske politiske skala. I sin bog Révolution maner han netop til et opgør mod den slags politisk kassetænkning. Den er skadelig for visionerne og dermed for Frankrig, siger han: ”Den forældede højre-/venstreskala efterlader ingen plads til initiativ, ansvar eller personlig opfindsomhed. Hvis liberalisme er at tro på mennesket, så er jeg liberal. Men hvis det at være venstreorienteret betyder, at man mener, at penge i sig selv ingen rettigheder giver, at akkumulering af kapital ikke er et mål i sig selv, at borgeres frihed ikke må opgives for et princip om ultimativ sikkerhed, og at de fattigste og dårligst stillede skal være beskyttet uden at blive diskrimineret, jamen, så er jeg venstreorienteret.”

‘Et voilà’, som franskmændene siger, forvirringen er total. På den ene side bekender Macron sig til en klassisk liberal ideologi, hvor individuelle friheder er altings udgangspunkt. På den anden side snakker han om socialt sikkerhedsnet og kapitalismekritik.

Det er ikke kun hans bog, der vidner om en mand spaltet mellem de to fløje. De seneste par måneder, hvor der drypvist er kommet mere konkrete forslag fra Macron, taler han varmt om det frie marked og om en afskaffelse af den franske millionærskat, som han, med sit vanlige glimt i øjet, har sagt gør Frankrig til et kommunistisk Cuba – altså bare uden solen.

Men Macron har også talt for en ny fransk velfærdsmodel, der skal være bæredygtig for samfund såvel som miljøet og sikre en øget social mobilitet. Så hvad skal man tro? Har Macron opfundet en helt ny politisk position? Nej, han har snarere genfundet end opfundet. Inspirationen kommer fra en af de bøger, som Macron med garanti har siddet og svedt over som ung filosofistuderende.

I 1971 udkom den amerikanske filosof John Rawls’ bog En teori om retfærdighed, og den har siden sin udgivelse været noget af det nærmeste, man kommer en moderne klassiker inden for politisk filosofi. Bogens konklusion er, at det retfærdige samfund trækker på både liberalismens individuelle rettigheder og på venstrefløjens beskyttelse af samfundets svageste. Minder det dig om nogen?

Rawls har to grundlæggende principper for retfærdighed: Det første og vigtigste er, at enhver person skal have basale frihedsrettigheder, og at disse frihedsrettigheder skal være forenelige med andres frihed. Det er friheder, vi kender fra de fleste liberale samfund: Retten til at stemme ved valg, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed… den slags. Det kalder Rawls for frihedsprincippet.

Men det er det næste princip, der har gjort Rawls verdensberømt. Differensprincippet, kalder han det. Det siger, at sociale og økonomiske uligheder kun er retfærdige, hvis de kommer den dårligst stillede til gode. Lige præcis de principper synes at være rettesnor for Macrons politik. Macron er ikke socialist. Han har ikke noget grundlæggende imod økonomisk ulighed –ikke noget imod at virksomhederne bliver rigere, eller at det bedre borgerskabs løncheck bliver større. Men de rige må kun blive rigere, hvis det kommer den svageste til gode. Millionærskatten skal ikke fjernes for at give bøf til borgerskabet og kage til pøblen. Den skal fjernes, så de rige kan lave arbejdspladser, give højere lønninger og skabe et bedre sikkerhedsnet under de fattigste franskmænd. Faktisk siger Rawls, at de her principper er den eneste retfærdige måde at indrette samfundet på. Alle rationelle mennesker, også de stenrige, ville vælge at indrette sig efter denne samfundsmodel under de rette betingelser. De betingelser kalder Rawls ‘den originale position’.

Rawls ser samfundet som et stort lotteri. Når du bliver født, vinder eller taber du det sociale lotteri. Er du født med gode gener og rige forældre, så tillykke, du har vundet i lotteriet. Men forstil dig nu, at hele samfundet skal genstartes. Du er sammen med resten af verden blevet placeret på en stor mark, og i midten af menneskemængden er placeret en tombola. Lotteriet skal gå om.
Du får din lotteriseddel. Den viser dig, hvor i samfundet du ender – top eller bund. Du kan bare ikke se, hvad der står på sedlen, for mens du ventede på lodtrækningen, er der en, der har dækket dine øjne med et magisk slør – ‘uvidenhedens slør’. Pludselig aner du ikke, hvad du er god til mere. Er du klog? Er du rig? Ser du virkelig godt ud? Du aner det ikke.

Alle på marken skal nu blive enige om, hvordan de vil indrette samfundet. Et samfund, hvor ingen endnu kender deres egen position. Rawls’ påstand er, at alle i en sådan situation ville vælge hans model. Uanset hvilken ende af samfundet du ender i, tilgodeses du af Rawls’ princip.

Nu kan Macron ikke proppe hele Frankrig ud på en mark og give dem et magisk bind for øjnene. Sådan er det desværre ofte med filosofi – det kan være særdeles vanskeligt at bruge i praksis. Derfor bliver Macron nødt til at overtale sine landsmænd i stedet. Han må få dem til at tro på, at når han taler for et stærkt EU, en mere åben asylpolitik, et frit marked, en forlængelse af dagpengene men også en nedskæring i offentlige udgifter og arbejdspladser, så hænger det hele sammen. Pengene passer, og vi ville alle vælge det, hvis vi stod derude på marken.