Kapitalisten 

Macron er gået hen og blevet lidt af en helt for store dele af den franske centrum-venstrefløj. Endelig ser der ud til at være en venstredrejet visionær mand med talegaverne i orden, der ikke alene kan udfordre Marine Le Pens mørke verdensbillede, men også det højreorienterede parti Les Republicains og deres kandidat François Fillon, der har slået sig op på nærmest at være en ny fransk inkarnation af Margaret Thatcher.

Læg dertil, at det er svært ikke at holde af Macron. Han fremstår sympatisk, og han siger sympatiske ting. Selv hans politiske modstandere har svært ved at angribe hans person. Macron sætter ikke mange ben forkert for tiden.

Derfor kom det som en overraskelse for alle, ikke mindst ham selv, da Macron pludselig i slutningen af marts befandt sig i komplet ukendt territorium – nemlig midt i en shitstorm på Twitter.

Årsagen var, at Macron kom med en uheldig udtalelse i en live Facebook-seance. En besøgende i live-studiet spurgte Macron, om han nogensinde havde prøvet at leve for kun 1.000 euro om måneden (ca. 7.500 kroner). Macron svarede, at han ”på et tidspunkt som teenager” havde omkring 1.000 euro om måneden, og at ”det kunne godt være hårdt sidst på måneden”.

Hans venstrefløjsbase var ved at få kaffen galt i halsen. 1.000 euro om måneden er forholdsvis mange penge, når man er studerende i Frankrig. Som en bruger skrev på Twitter, så er en studerende med den slags penge ”en oliekonge”. Desuden blev Macrons udsagn tolket på den måde, at han ikke selv havde arbejdet for de 1.000 euro, men havde fået dem af sine lægeforældre. Macron fremstod pludselig rig, forkælet og ude at trit med den almindelige borgers virkelighed.

Enkeltstående var twitterstormen måske ikke den store katastrofe for Macron. Hans tilhængere har sagt, at citatet er taget ud af kontekst. Desuden var beløbet ikke vulgært højt i forhold til andre franske studerende, der ifølge de studerendes union har i gennemsnit ca. 700 euro om måneden.

Problemet for Macron er, at sagen skriver sig ind i en større fortælling om Macron som en rig, kapitalistisk aristokrat. Le candidat de l’argent, kalder hans modstandere ham – pengekandidaten.

Macron har ellers umiddelbart alle forudsætninger for ikke at blive sat i forbindelse med kapitalismen. Han har været minister i en socialdemokratisk regering, han har sagt, at han deler værdier med venstrefløjen, og som ung filosofistuderende var han meget optaget af marxistisk og antikapitalistisk filosofi.

Nye bøger på reolen

Det hedder sig, at man skal bedømme mænd og kvinder på deres handlinger og ikke på deres ord. Da Macron i et par år efter sine studier havde arbejdet i det franske økonomiministerium, købte han sig fri af sin offentlige kontrakt for 50.000 euro og startede som investeringsbankmand i bankgiganten Rothschild & Cie Banque. Hvis han ikke allerede havde smidt sine marxistiske bøger ud, gjorde han det nok nu.

Nu skulle andre politiske og økonomiske tænkere indkøbes til bogreolen. Tænkere som Friedrich Hayek, der mente, at et selvregulerende marked er bedre til at styre samfundet end mennesket, som pr. definition har indskrænket viden; tænkere som John Stuart Mill, der mente, at den menneskelige frihed er så vigtig, at statens magt skal minimeres. De er liberale tænkere. Kapitalistiske tænkere. Tænkere, som passede til en tid i Macrons liv, hvor han i den grad flirtede med storkapitalen.

Årene i Rothschild & Cie Banque blev svært indbringende for en Macron, der i forvejen aldrig havde prøvet at mangle penge. Han var efter sigende vellidt i virksomheden og blev hurtigt tildelt mere og mere lukrative opgaver. Især en handel, han fik lukket mellem de multinationale selskaber Nestlé og Pfizer, gjorde ham til mangemillionær. Det er han stadig i dag.

Men Macron har ikke bare været pengenes mand, han har også været pengenes politiker. Macrons største sejr som økonomiminister er den lov, som går under betegnelsen ‘loi Macron’ – altså Macron-loven. Med løftet om at skabe vækst i Frankrig liberaliserede loven en række erhverv, der før var blevet streng reguleret – f.eks. blev lukkeloven udvidet. Loven mødte stærk modstand i hans eget socialdemokratiske bagland, mens dele af højrefløjen tog godt imod den.

Le candidat de l’argent har et rygte, han skal have rystet af sig. Hvis han skal gøre sig forhåbninger om at blive valgt, skal han overbevise sine venstreorienterede vælgere om, at han har fisket et par sider af Marx-litteraturen op af skraldespanden. At han godt kan forstå de fattige franskmænds problemer, selv om han aldrig har manglet en franc eller euro selv. Og at han ikke bare vil sidde i præsidentstolen for at hjælpe sine venner på den franske børs.