Nyhedsanalysen
”Den der bro over til Jylland”
Asylcentret Kongelunden på Amager uden for København skal lukke efter næsten 33 års drift. Man har fundet skimmelsvamp i nogle af centrets barakker, og Udlændingestyrelsen er nået frem til, at det vil koste 60-100 millioner kroner at rive dem ned og bygge dem op igen. Før påske blev centrets cirka 60 medarbejder afskediget, og de fleste af beboerne skal rykkes op med rode og flyttes til Center Thyregod i Midtjylland. Føljeton undersøger i denne uge, hvad lukningen betyder for de berørte.
Amager, mandag aften. Jeg er kørt til Center Kongelunden for at se, hvordan her ser ud. Centret ligger ud til en stille, lige vej, som ender ved en strand en kilometer længere ude. Der er enkelte nabohuse på den anden side ad vejen, og der står biler med gule plader i indkørslerne. Ved siden af asylcentret er der et stort indhegnet græsareal med fodboldmål i forskellige størrelser og bagved den et lille stykke skov. Der er fugle i luften, og nogle af dem er skræppende måger, der er kommet lidt vel langt ind over land. Længere oppe brager en flyvemaskine gennem luften cirka hvert tredje minut. Lufthavnen ligger kun få kilometer væk.
Centret består af hvidmalede barakker, som ser ganske velholdte ud. Barakkerne har store vinduer, og i de fleste af dem er gardinerne trukket for. Flere steder er der bamser bag ruderne. En lille ulåst børnecykel står op ad en bænk lige ved indgangen. Mellem barakkerne er der et stisystem og uden for stisystemet områder med fint grønt græs, som en gennemsnitlig dansk parcelhusejer ville slå inden for ti dage, hvis han så det. Midt i det hele står der en flagstang. Røde Kors-flaget ligger i græsset. Parcelhusejeren ville kalde det skødesløst. Der blæser en stille vind, og der er køligt i skyggen. I receptionen sidder aften- og nattevagten – en mand fra Bosnien, som selv er kommet til Danmark som flygtning i begyndelsen af 00’erne. To helt unge fyre, begge med dynejakker og den ene med kasket, kommer gående og hilser venligt. De er fra henholdsvis Tchad og Sudan. Skimmelvampen kan man ikke se, men sådan er det jo med skimmelsvamp. Her virker meget ordentligt og fredeligt og velholdt.
Jeg sætter mig ud i min bil på parkeringspladsen og ringer efter aftale til Gitte Nielsen, der er administrativ leder af Center Kongelunden. Meldingen fra Udlændingestyrelsen er, at Kongelunden skal lukkes i løbet af sommeren til juni, og at de fleste af stedets beboere med udgangen af juni måned skal flyttes til Center Thyregod tæt på Jelling i Midtjylland. Det er ét problem. Et andet er, at alle ansatte er blevet fyret. Et tredje er, at Kongelundens cirka 200 frivilliges engagement og erfaring ikke længere kan bruges til noget.
Det synes jeg er ret vildt, siger jeg til Gitte Nielsen som det første.
”Det er det også. Det er saftsuseme ærgerligt, når man først har fået oparbejdet så stor en frivillig gruppe, fordi man…”
Det er tidligt i interviewet, og Gitte Nielsen afbryder sig selv. Hun starter et andet sted med et andet og mere officielt tonefald, hvilket er helt i orden.
”Det, der er rigtig positivt,” siger hun, ”er, at jeg har indtryk af, efter at vores frivilligkoordinator og jeg havde møde med de frivillige forleden dag, at de rigtig gerne vil være med til at bygge den der bro over til Jylland, og det er så i gang med at blive organiseret. Planen er ikke så konkret endnu, men jeg hørte tydeligt, at de tilkendegav, at de gerne ville være med til tage derover (til Center Thyregod) og være med til at tale med potentielt frivillige lokale om, hvad det vil sige at være frivillig på et omsorgscenter, og hvordan de har arbejdet med det.”
”Men vel er det da rigtig, rigtig ærgerligt at måtte lukke ned for så mange frivillige.”
Regnestykket
Jeg spørger, om Udlændingestyrelsen har taget med i deres regnestykke, hvad 200 menneskers velorganiserede frivillige arbejde er værd.
”Jeg har forstået det sådan, at man har lavet et regnestykke på, hvad det ville koste, hvis man skulle rive bygningerne med skimmelsvamp ned og bygge dem op igen – så det blev bæredygtigt, om man så må sige. Jeg har ikke set det regnestykke konkret, det kender jeg ikke.”
Hvad skal der ske med dig?
”Jeg er så heldig, at jeg fylder 65 år her til sommer, så jeg har meddelt, at jeg går på pension.”
Hvor lang tid har du været på Kongelunden?
”Jeg har vel været på Kongelunden i fire-fem år, men jeg har været i asylafdelingen i 18 år.”
Hele tiden ude i berøring med asylansøgere eller andre steder i systemet?
”Nej, jeg startede med en lederstilling på vores hovedkontor – vores udviklingskontor, som det hed dengang. Jeg blev tilbudt at blive udsendt til driften, og det var jeg meget glad, for det er det, der giver mig energi – at være tæt på asylansøgerne. Derudover har jeg i mange år været på vores børnecenter for uledsagede mindreårige, indtil der kom endnu en omorganisering, og så blev jeg tilbudt det her i Kongelunden, hvor jeg har været siden.”
Når du siger energi, hvad er det så for en energi, du får af at være i kontakt med asylansøgerne?
”Der er jo energi på flere niveauer, men nu spørger du til at være tæt på asylansøgerne. Du kommer jo i kontakt med dem, du ser dem. Selv om jeg er i en meget administrativ stilling og ikke har meget kontakt med dem til dagligt, så møder du dem, du hilser på dem, og nogle gange involverer du dig også i deres situation, men selvfølgelig i et meget mere begrænset omfang end de medarbejdere, der er i front. Men du får en fornemmelse af deres livsvilkår. Det giver… en empati, der gør, at du gerne vil være med til at forbedre deres vilkår, du vil gerne være med til at sikre, at der kommer en ordentlig kvalitet i det arbejde, vi laver sammen med dem. Og så får du også noget tilbage fra dem. Jeg har altid kun oplevet respekt og taknemmelighed fra deres side. Det giver nok også en energi på den måde, at det sætter ens eget liv i et meget stærkt perspektiv, fordi man jo bliver mindet om, hvor priviligeret man selv er. Det giver én en ydmyg over for dem. Nogle gange kommer du også så tæt på, at du træder ud af magtrelationen i forhold til beboerne. For eksempel når der er fester. Nu her på søndag arrangerer de frivillige en farvelfest, og den glæder jeg mig rigtig meget til, for jeg har en del gange festet sammen med asylansøgerne. Når vi danser sammen i en kæde, ikke, så bliver vi bare mennesker sammen, og det er en stærk følelse. Så går man glad og fuld af energi på arbejde dagen efter.”
Hvordan har du det så med, at de folk skal videre, og at det hele lukker ned?
”Først fik medarbejderne det at vide, og ganske kort efter sagde vi det til beboerne. Vi skal nok gøre vores til, at det bliver bedst muligt inden for de rammer, vi får til det i den her brobygning over til Jylland. Men da jeg gik fra det møde og så beboernes reaktioner, så tænkte jeg, at de er de mest – hvad kan man kalde det? Det er mennesker helt uden indflydelse. Der var en beboer, som kom hen og sagde til mig: tror du, det hjælper noget, hvis jeg sender en klage til Udlændingestyrelsen? Så sagde jeg til ham: Det tror jeg ikke, det gør, men det er jo din demokratiske ret. Asylansøgerne er nok nogle af de mest rettighedsløse mennesker i Danmark. De har en ret, og det er at få behandlet deres asylsag. Og så har de nogle rettigheder i kraft af de tilbud, de får fra asylcenteret. Men ellers har de jo ingen.”
Men nu skal beboerne så flyttes til Midtjylland. Mange af dem er flygtet fra alt muligt og har prøvet lidt af hvert. Men omvendt – hvis man har været her i noget tid, og man har etableret et forhold til de frivillige og de ansatte, så er det vel ret surt?
”Ja, det må det jo være i udgangspunktet. Når de er kommet over den her flytning og har fået bearbejdet det tab, som jeg tror det er at skulle flytte væk fra Kongelunden, så skal de nok få skudt et nyt liv i gang derovre. Men man kan ikke tage fra dem, at lige nu er det et tab af mange ting. Langt de fleste beboere i Kongelunden er meget glade for stedet. De har godt vidst, at det her var under opsejling. Jeg har hørt det refereret, at de har sagt, at ‘det gør ikke noget med den flytning, hvis bare I…’ – og der mener de os ansatte og frivillige – ‘…hvis bare I flytter med’. For mange af dem opleves det som et tab. Det var også tydeligt at se på det møde, hvor vi fortalte dem det. De blev meget kede af det, mange af dem.”
Mens vi snakker, sidder jeg faktisk i min bil på parkeringspladsen foran Kongelunden. Jeg har været herude at kigge lidt. Jeg har aldrig været her før, og jeg må sige, at jeg synes, at stedet ser rigtig flot ud…
”Det er jeg glad for at høre, at du siger. Efter den første indeklima-omgang, vi havde i 2014 (hvor der blev fundet skimmelsvamp for første gang, red.), renoverede man og fik lavet nogle bygningsmæssige ændringer og nogle nyindretninger, og Udlændingestyrelsen bevilgede totalt nyt inventar. Og så har vi haft et meget spændende projekt derude med en gruppe kunstnere, der forskønnede centret indvendigt som en donation. Så da vi fik den her måling for anden gang – som var en kontrolmåling på, om indeklimaet nu var, som det skulle være – havde vi faktisk næsten bygget det hele op igen og var på vej til at synes, at centret var blevet ret fint. Discovery Channel har også været forbi en dag med alle deres 135 medarbejdere i Danmark for at forskønne centret på en ‘social arbejdsdag’, som de har en gang om året over hele verden. Det har også rykket. Dem har vi haft forbi to år i træk. Det ene med det andet med det tredje. Vi syntes netop lige, at det hele var blevet så fint igen, og så fik vi den der melding.”
Det hele fungerer ret godt?
”Det vil jeg også selv sige, men nu er jeg jo leder, så det må nogle andre bedømme.”