De rettighedsløse

”Det er mennesker helt uden indflydelse,” sagde Kongelundens administrative chef, Gitte Nielsen, forleden i et interview med Føljeton. ”Asylansøgerne er nok nogle af de mest rettighedsløse mennesker i Danmark. De har én ret, og det er at få behandlet deres asylsag. Og så har de nogle rettigheder i kraft af de tilbud, de får fra asylcenteret. Men ellers har de jo ingen.”

En eftermiddag i løbet af ugen møder Føljeton nogle af Danmarks mest rettighedsløse mennesker. Mouaze Mahamat er 24 år og fra Tchad. Han kommer gående med kasket og dynejakke og inviterer uden videre på grøn te inde på sit værelse, hvor han har boet i en årrække. Planen – ikke hans plan, men systemets plan – er, at han skal sendes Center Thyregod i Midtjylland sammen med et flertal af beboerne, når de lukker hele Kongelunden på grund af den skimmelsvamp, som har gjort to af stedets afsnit ubeboelige. Hans fløj fejler ingenting, og det gør hans værelse heller ikke. Han har en stor seng, en bærbar computer, en iPhone, et spejl, et skrivebord og et par stole. Han beder sin gæst tage plads i en sort lænestol af imiteret læder.

Mouaze Mahamat virker positiv og har et lille smil i mundvigen. Han vil helst ikke udtale sig om flytninge, men han fortæller, at han kom til Danmark for fem år siden på grund af den politiske situation i sit fødeland. Han er ikke bare glad for at spille fodbold, han er god til det og spiller på et relativt højt plan med et almindeligt hold i Dragør og for et særligt asylhold. Han taler glimrende dansk og undskylder, at han stammer lidt. Det gør han, når han er nervøs. Han stammer mest på dansk, lidt mindre på engelsk og mindst på arabisk.

På en eller anden måde kommer det frem, at Mouaze Mahamat har haft kræft. På sin telefon, der kan gå på internettet via centrets trådløse netværk, viser han mig en artikel, der har været skrevet om ham på DR’s hjemmeside i 2015. Han fik konstateret testikelkræft, da han var 20 år, og blev opereret to gange og behandlet med kemoterapi på Herlev Hospital. Sygdomsforløbet varede to et halvt år, inden han blev erklæret rask. Nu går han til tjek på hospitalet en gang hver anden måned.

Artiklen, han viser mig, handler om, at han i 2013 søgte om humanitær opholdstilladelse på grund af sin sygdom. I Tchad, som er et af verdens dårligst stillede udviklingslande, er der hverken læger eller ressourcer til at stille noget op over for den type kræft. Men han er ikke syg nok, mener Udlændingestyrelsen. I slutningen af 2014 gav den ham afslag, selv om en overlæge og onkolog på Herlev Hospital, Anders Krarup-Hansen, har påpeget over for Justitsministeriet, at der er 50 procent risiko for, at kræften vender tilbage. Lederen af Onkologisk Klinik på Rigshospitalet Hans von der Maase har ifølge artiklen gennemgået Mouaze Mahamats sag og mener, at ministeriets definition af, hvornår man er syg er for snæver. ”Med sådan en stor risiko for at kunne få en potentiel genvækst af kræftsygdommen, så har patienten i mit verdensbillede fortsat en alvorlig sygdom,” udtalte von der Maase.

Selv om Mouaze Mahamat er beboer på Center Kongelunden, arbejder han også som frivillig. Han er aktivitetsleder på en voksencafé på centret. Mouaze Mahamat er ked af, at Kongelunden lukker og håber, at han komme over på et andet asylcenter på Sjælland, for det er på Amager, han spiller fodbold og har sit netværk. Og det tilbagevendende hospitalstjek foregår på Herlev Hospital. Det er en ret lang tur fra Midtjylland. Bortset fra det venter han bare. Venter og venter.

En rodet forklaring

Udenfor skinner solen, selv om det ikke er så længe siden, at det har haglet. Der er ro i lejren. Hele Kongelunden består af barakker. Det er barakker, der er ramt af skimmelsvamp; receptionen, som er et lillebitte kontor med lavt til loftet, ligger i en barak. Til venstre for receptionen allerlængst inde på centrets område ligger der et par barakker, som på et tidspunkt udgjorde det, der hed Kvindecentret – et sted for særligt udsatte kvindelige asylansøgere (som nu er flyttet til Dianalund i Nordjylland). Barakkerne, der husede Kvindecentret, var ikke en del af Kongelunden, men det er de nu. Da man første gang konstaterede skimmelsvamp for nogle år siden, løste Røde Kors og Udlændingestyrelsen indkvarteringsproblemerne ved at flytte Kvindecentrets beboere til Center Roskilde, et asylcenter, som var åbnet i en del af det gamle psykiatriske Skt. Hans Hospital. Det gjorde man for at flytte beboere fra det skimmelsvampplagede område over i de barakker, der udgjorde Kvindecentret, som så blev annekteret til Kongelunden. Efter sigende var Center Roskilde et godt sted; kvinderne var glade for at bo der, og personalet var godt. Da man havde fået bugt med skimmelsvampen i Kongelunden (eller troede, at man havde det), blev beboerne, der var flyttet over i kvindecentrets gamle lokaler, rykket tilbage, hvor de kom fra. Og kvinderne, som nu var på Center Roskilde, blev flyttet tilbage til det gamle kvindecenter, som imidlertid var blevet nedlagt som center. Center Roskilde er i mellemtiden også blevet nedlagt. Det lyder rodet, grænsende til det idiotiske, når man forklarer det, men det er virkeligheden.

No go i Malaysia

I det gamle kvindecenter, som altså ikke eksisterer længere, men er en del af Kongelunden, møder jeg to kvinder. Suryani Zaini Begum Mahmood fra Malaysia og Nabila Saidi fra Marokko. Efter planen skal Suryani til Dianalund og Nabila til Midtjylland, når Kongelunden lukker med udgangen af juni.

Deres historier er meget forskellige, og jeg får dem fortalt således: Suryani Zaini Begum Mahmood, 39, er transkønnet (hun var en mand, nu er hun en kvinde), og den slags er totalt no go i Malaysia, hvor hun har været overfaldet, politisk forfulgt og fængslet. Hun søgte asyl i Danmark, fordi hun havde forstået, at det var et godt sted, men indtil videre har hun ventet i fire år. En af de få rettigheder, man har som asylansøger i Danmark, er, at man må tage sig en korterevarende uddannelse, så Suryani er færdiguddannet frisør. Suryani har i den tid, hun har opholdt sig i Danmark, været aktiv i borgerrettighedsorganisationen LGBT Asylum, som arbejder for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoners rettigheder i asylsystemet.

Nabilas dilemma

Nabila Saidis historie er en anden. Hun er 27 år og kom til Danmark som 15-årig på turistvisum fra Marokko i 2005 for at besøge sin far, der bor her. Turistvisumet udløb, og Nabila blev arresteret med henblik på udvisning. Men hun var blevet gravid, og i 2006 søgte hun asyl. Det har hun ikke fået. Til gengæld er hun blevet afvist. Engang har hun dog fået besked, om at ansøgningen var gået igennem, og hun var jublende lykkelig. Et par dage senere fik hun dog en meddelelse om, at der var tale om en fejl.

Med få afbræk har Nabila boet på Kongelunden siden 2006. I dag er hendes datter, Malak, 11 år og går i 4. klasse på Sundbyøster Skole. Hele hendes liv er på Amager, her ligger skolen og hendes fodboldklub, og her har hun alle sine venner. Bortset fra at hun hele sit liv har boet på et asylcenter, er Malak fuldt integreret. Nabila, som taler dansk, fortæller, at Malak nægter at acceptere, at de skal flytte til Midtjylland. Der er dog den mulighed, at hun kan få en privat indkvartering i stedet, fordi systemet dog vægter barnets tarv. Men det kræver, at Nabila kan finde et sted at bo. Og så er der en hage. Fordi Nabila tidligere er blevet afvist som asylansøger, skal hun skrive under på, at hun vil samarbejde om sin egen hjemsendelse til Marokko, hvis hun vil godkendes til privat indkvartering. Men der er en catch-22. Da Nabila Saidi er marokkansk statsborger, kan hun godt komme ind i Marokko. Men hendes datter er født i Danmark og kan tilsyneladende ikke få marokkanske identitetspapirer.

Mens vi sidder og taler sammen ved et spisebord i barak nummer 45’s køkkenareal, kommer flere kvinder til og sætter sig. De hilser på gæsten, men ansigterne er mismodige. En ting er at være kastebolde i systemet, en anden stort set ingen rettigheder at have. Og så er der ventetiden; uret, der bare tikker og tikker.