En dag i foråret 2004 blev en psykiater ved navn Dorothy Lewis ringet op af sin ven Betty, som arbejdede i New York City. Betty havde lige set et stykke på Broadway med titlen Frozen, som var skrevet af den britiske dramatiker Bryony Lavery. ”Hun sagde, at ‘der var noget i det, som mindede om dig. Du burde virkelig se det’,” huskede Lewis. Lewis spurgte Betty, hvad stykket handlede om, og Betty sagde, at en af karaktererne var en psykiater, som studerede seriemordere. ”Og jeg svarede hende, at ‘det er lige så vigtigt for mig at se det, som det er at komme til månen’.”
Lewis havde studeret seriemordere i de forløbne 25 år. Sammen med sin samarbejdspartner, neurologen Jonathan Pincus, havde hun udgivet mange forskningspapirer, som viste, at seriemordere har en tendens til at lide af forudsigelige psykologiske, fysiske og neurologiske mønstre af dysfunktion; at de næsten alle havde været udsat for et rystende fysisk eller seksuelt misbrug som børn…
Lad os google det
Undskyld, jeg afbryder mig selv et øjeblik, men det var da egentlig en rimelig god indledning, jeg fik lavet? Jeg mener: Vi er hurtigt i gang, vi bliver præsenteret for et menneske allerede i første linje, og der er tydeligvis en eller anden form for drama under opsejling. En konflikt. Fængslende stof leveret med stor træfsikkerhed, hvis jeg selv skal sige det.
Men… det er alligevel, som om noget skurrer. Det er svært at sætte en finger på, hvad det er. Flere af passagerne virker lidt tunge i det. »Forskningspapirer« – hedder det virkelig det? Og »lide af forudsigelige psykologiske, fysiske og neurologiske mønstre af dysfunktion«. Sådan er der da ikke nogen, som taler eller skriver på dansk. Det ligner næsten en oversættelse.
Og når først mistanken melder sig, så kan man jo overveje at google nogle ord, som skiller sig ud, måske endda bare fornavnene Dorothy, Betty og Bryony.
Lad os prøve.
Uha. Allerøverst på Googles resultatliste dukker et link op til en engelsksproget tekst i The New Yorker. Artiklen er fra 2004, den er skrevet af journalisten og forfatteren Malcolm Gladwell, og den begynder med ordene: ”One day this spring, a psychiatrist named Dorothy Lewis got a call from her friend Betty, who works in New York City.”
Artiklen hedder ‘Something borrowed’.
Bedrageriet som værk
Indicierne er overvældende. Jeg kaster håndklædet i ringen. Min indledning er plagiat – eller i hvert fald et forsøg på at plagiere en anden, og måske havde jeg kunnet trække den hjem, hvis jeg ikke var stoppet midt i det hele for at nyde mit eget værk – i det omfang man kan kalde et bedrag for et værk.
Man må i princippet ikke tage noget, som andre har lavet, og kalde det sit eget. Men det sker oftere, end man skulle tro. På mit gamle gymnasium var der en elev, som syntes, at hans dansklærer var en selvretfærdig idiot. Hun var både dansklærer og rektor. En dag, da klassen havde fået stil for, skrev han en vanvittigt velskrevet tekst af, som han havde læst i Weekendavisen. Det var Bo Green Jensens anmeldelse af spillefilmen ‘Demolition Man’ med Sylvester Stallone i hovedrollen som en politimand i fremtiden. Alligevel fik eleven kun en middelkarakter og en passionsløs bemærkning om, at den var »ok«.
Han kunne sagtens have skrevet stilen selv, men den dag i dag tænker han tilbage på sit plagiat som en lille sejr over en plageånd i lærerstaben. Og hvem ved – måske ville Bo Green Jensen finde motivet for forbrydelsen så ædelt, at han ville slå en streg over sagen, hvis han vel at mærke vidste, at plagieringen havde fundet sted.
Nabkus og Pincus
Hvis man endelig skulle plagiere en artikel til en føljeton om plagiat, ville det give mening at gøre det med Malcolm Gladwells ‘Something borrowed’. Det er en fornem tekst om emnet, og nu vil jeg gengive den så godt jeg kan uden at krænke ophavsretten, så vi ikke ender med et juridisk efterspil:
Psykiateren Dorothy Lewis hæfter sig ikke videre ved Bettys besked. Men Frozen er populært på Broadway, det får fantastiske anmeldelser og bliver nomineret til den fornemme teaterpris Tony, og Dorothy Lewis bliver i et væk kontaktet af folk, der har set stykket. De siger alle det samme: Du burde se det! Det minder om dig. På et tidspunkt får hun fat i manuskriptet, og hun behøver ikke læse særlig mange sider, før det går op for hende, at noget er ravruskende underligt. Hovedpersonen er ganske rigtigt en psykiater ligesom hende selv. Men psykiateren i stykket har en kollega, der er neurolog ligesom hende selv. I stykket hedder han David Nabkus; hendes neurologkollega hedder Jonathan Pincus.
Berøvet og krænket
Nu begynder Dorothy Lewis at nærlæse. Psykiateren i stykket har arbejdet på New York University School of Medicine; det har hun også selv. Lewis og Nabkus har foretaget et studie af hjerneskader blandt 15 indsatte på dødsgangen. Det har psykiateren og Pincus i stykket også gjort. Og engang, da Lewis undersøgte seriemorderen Joseph Franklin, snusede han til hende ”på en grotesk seksuel måde” (vistnok Malcolm Gladwells formulering); stykkets psykiater bliver også tilsnuset af seriemorder. Han hedder bare Ralph.
Og så videre. ”Det hele var der,” fortæller Dorothy Lewis i Gladwells artikel. ”Jeg sad derhjemme og læste stykket, og det gik op for mig, at det var mig. Jeg følte mig på en mærkelig måde berøvet og krænket. Det var, som om nogen havde stjålet – jeg tror ikke på sjælen, men hvis der var sådan en, så var det, som om nogen havde stjålet min essens.”
På sin advokats opfordring satte Dorothy Lewis sig ned (den formulering har jeg taget direkte fra Gladwells artikel i The New Yorker, kan jeg se, så jeg burde nok have sat den i anførselstegn, som jeg gjorde det med ”på en grotesk seksuel måde” længere oppe i min tekst; men anførselstegn tiltrækker opmærksomhed, og det er formuleringen for ligegyldig til) – nå, men på sin advokats opfordring satte Dorothy Lewis sig ned og noterede alle de steder i manuskriptet, som hun følte gik for tæt på hendes eget liv. Notaterne løb op i 15 tætskrevne sider.
Forbrydelse og straf
Det var tydeligt, at stykkets dramatiker, Bryony Lavery, havde hentet sit materiale fra to hovedkilder. Den ene var Dorothy Lewis selvbiografi Guilty by Reason of Insanity, som hun havde skrevet seks år tidligere, i 1998. Den anden var et stort portræt af Lewis, som Malcolm Gladwell – altså plagiatartiklens forfatter – fik optrykt i The New Yorker i 1997. Herfra var der løftet ordrette passager på godt 675 ord lige over i Frozen.
Lad os lige puste ud. Uden at du er klar over det, følger jeg nogenlunde Gladwells dramaturgiske rytme. I sin artikel om plagiat foretager han lige heromkring et relativt elegant temposkift ved at indlede et nyt afsnit med en triviel betragtning:
”Ord tilhører den person, som skrev dem.”
Og så noget med, at det er meget enkelt, og at copyright-lovene er blevet strammet de seneste 30 år (artiklen er ti år gammel). Det betyder, at plagiat i den akademiske verden og i forlagsbranchen ”har bevæget sig fra at være dårlige litterære manerer til noget, der ligger meget tættere på en forbrydelse.”
Malcolm Gladwell nævner en kvinde ved navn Doris Kearns Goodwin, som i 2002 blev tvunget til at trække sig fra komitéen, der hvert år uddeler den amerikanske Pulitzer-pris, fordi hun blev taget i at have snuppet flere afsnit fra andre historikeres værker. Og som Gladwell skriver: ”Hvorfor ikke? Hvis hun havde røvet en bank, ville hun være blevet fyret næste dag.”
En synd og et symptom
De store portrætter i The New Yorker kan tage måneder om ikke halve år at lave. Malcolm Gladwell beskriver, hvordan han besøgte Dorothy Lewis i flere omgange og kiggede på videobånd med hendes interviews med seriemordere. Han gengiver i sin artikel en ordveksling, som var med i hans portræt i 1997, og nævner, at ordvekslingen optræder næsten ord for ord i ‘Frozen’. Det samme gælder den specifikke sætning: ”Forskellen på en ondskabsfuld forbrydelse og en forbrydelse forårsaget af sygdom er forskellen på en synd og et symptom.”
Opdagelsen fik Malcolm Gladwell til at sende en fax til Bryony Lavery med et lidt bittert indhold: ”Jeg er glad for at være en inspiration for andre skribenter, og hvis du havde bedt om min tilladelse til at citere – endda meget frit – fra min artikel, så ville jeg med glæde have været imødekommende. Men at tage materiale uden min godkendelse er tyveri.”
I virkeligheden en kompliment
Da jeg selv er nået til dette sted i Gladwells tekst, synes jeg, at han er begyndt at være en lille smule irriterende. Han optræder selvretfærdigt (et ord, jeg allerede har brugt om dansklæreren, der fik en Bo Green Jensen-anmeldelse i synet, men nu ‘låner’ jeg ordet fra mig selv), og det irriterer mig også, at han genoptrykker sætninger, han har skrevet i tidligere artikler. Det er, som om han smager på dem. Simpelthen smager på dem.
Men så skifter hans tekst karakter igen, da han skriver følgende afsnit, som jeg ser mig nødsaget til at gengive i fuld længde:
”Næsten lige så snart jeg havde sendt brevet, begyndte jeg at få second thoughts. Sandheden var, at selv om jeg skrev, at jeg var blevet berøvet, så følte jeg det ikke sådan. jeg følte mig heller ikke specielt vred. En af de første ting, som jeg sagde til en ven efter at have hørt ekkoerne af min artikel i ‘Frozen’, var, at det her var den eneste måde, jeg nogensinde ville komme i nærheden af Broadway – og det var kun halvt for sjov. På ét plan opfattede jeg Laverys lån som en kompliment. En dygtigere forfatter ville have ændret referencerne til Lewis og omskrevet mine citater, så man ikke længere kunne se, hvor det kom fra. Men hvorfor skulle det være bedre for mig, hvis Lavery havde holdt sin inspirationskilde skjult?”
Slave af Gladwells tekst
Da Malcolm Gladwell endelig tager sig tid til at læse manuskriptet til ‘Frozen’, finder han det meget ”betagende”. Og han føler pludselig, at de ord, som Bryony Lavery har taget fra ham, i virkeligheden er blevet en del af noget større. Men efterhånden får flere og flere store medier som New York Times, The Observer og Associated Press nys om sagen, og de beskriver den som rent plagiat.
”Bryony Lavery havde set en af mine artikler, hun havde reageret på den og brugt den, da hun skulle lave et værk. Og nu var hendes ry smadret. Der var noget ved det, som ikke var helt fair,” skriver Gladwell.
Klokken er tre om natten, mens jeg skriver det her. Jeg har hele tiden vidst, at jeg opererede foruroligende tæt på Malcolm Gladwells kæmpestore artikel i The New Yorker. Men jeg kan mærke, at jeg nu er blevet slave af den. Jeg troede, at jeg kunne styre det, men jeg er blevet afhængig. Jeg skimmer artiklen, mens jeg skriver. Det letter arbejdsprocessen.
Så! Nu – lige her – laver han endnu et temposkift, og hvis jeg ikke vil hægtes af i svinget, må jeg surre mig endnu bedre fast end før. Det er djævelsk. Han skriver om rapgruppen Beastie Boys og en bestemt sang, de udgav i 1992, hvor de havde samplet noget fra en jazzplade i 1976. Han forklarer, hvordan copyrightreglerne er. Men nu bliver det for omstændeligt. Jeg må slide mig fri og komme tilbage til min egen plagiatartikels hovedspor.
Var Gandhi first mover?
Det er ikke sikkert, at jeg når i mål. Malcolm Gladwells tekst fylder 37.000 tegn (inklusive mellemrum). Min plagiat-artikel skal ikke være længere end 13.000 tegn, har jeg besluttet.
Jeg skynder mig at rulle ned over hans artikel på min skærm, ned til bunden af den, hvor han endelig møder Bryony Lavery i virkelighedne. Jeg kan se, at hun begynder at græde i næstsidste linje. Eller: Malcolm Gladwell lader hende græde der. Det er jo hans tekst, og han bestemmer, hvornår der sker hvad. Hun kan intet stille op. Men hun kan ikke have så meget imod det, for det skaber jo sympati med sådan nogle tårer.
Jeg ruller lidt op i hans tekst og finder et sted, hvor han skriver om nogle af de første anmeldelser af ‘Frozen’. Han kan se, skriver han, at flere af anmelderne med små variationer bruger hans sætning ”forskellen på en ondskabsfuld forbrydelse og en forbrydelse forårsaget af sygdom er forskellen på en synd og et symptom.” Det var den, jeg for lidt siden skrev, at jeg syntes, han smagte lovlig meget på. “Det er naturligvis min vending,” skriver han. ”Jeg skrev den. Lavery lånte den af mig, og nu lånte kritikerne den af hende. Plagiatoren blev plagieret.”
Men… så spørger Malcolm Gladwell sig selv, om han egentlig ejer den vending – ”synd og symptom”? For det viser sig nemlig, at der findes et citat, hvor Mahatma Gandhi bruger lige præcis de ord på den måde.
Det, Gladwell vil frem til, er, at plagiat i større eller mindre grad er så godt som umuligt at undgå, og at hvis han pløjede sig gennem hele den klassiske engelske litteratur, så ville han nok både finde ondskabsfulde forbrydelser og forbrydelser forårsaget af sygdom – altså i overført forstand.
Tårer i køkkenet
Lige inden Bryony Laverys tårer får frit løb hjemme i Malcolm Gladwells køkken, fortæller hun om plagiat-beskyldningerne: ”Det har virkelig været helt forfærdeligt,” siger hun, ”fordi de angreb min opfattelse af min egen karakter.”
Gladwell beskriver, at der opstår en lang pause (sådan en kan han ikke tage ejerskab over): ”Hun var helt knust. Men hun var i endnu højere grad forvirret, for hun kunne ikke forstå, hvordan 675 temmelig ordinære ord kunne få hele huset til at ramle sammen.”
Og så begynder Lavery at græde, og jeg lader hende gøre det cirka samme sted i min artikel. Nemlig her. Buhu.
Nå, nu nåede du alligevel så langt. Eller: vi gjorde det sammen. Du kunne nu også bare have læst Malcolm Gladwells oprindelige tekst fra 2004 i The New Yorker. Ellers kan du læse den på dansk i samlingen ‘Hvad hunden så – og andre historier‘.
Forsidefoto: Linda Sandusky, fra scenografien til ‘Frozen’