Nyhedsanalysen
Nordens stjerneinstruktør i Cannes
Svenske Ruben Östlund viste med sin sidste film Force majeure, at han er en af Nordens allerstørste instruktører. Han er den bedste, vi har, til at vise og udstille det selvbevidste, selvretfærdige velfærdsmenneskes prætentioner, politiske korrekthed og hykleri i sine film. Nu er han klar med en ny film, der er udtaget til Cannes.
Vinder af årets bedste ikke-amerikanske film Ruben Östlund Bodilprisen 2015 på Bremen Teatret i København, lørdag den 28. februar 2015. Bodilprisen er kritikernes filmpris, som er blevet uddelt til danske og udenlandske film og filmfolk siden 1948.
Når man har set Ruben Östlunds film og hørt ham tale i interviews, er det svært ikke at få lidt røde ører som velfærdsmagelig dansker. Bedre, sjovere og skarpere end nogen anden leger han med fordomme, klasser, politisk korrekthed og menneskets mørke sider. Får os til at se os selv fra uforudsigelige vinkler og gør os i tvivl om, hvad vi skal mene, og hvem vi er. Nu er han for anden gang i træk udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes for sin kun fjerde spillefilm The Square.
Östlund brød bredt igennem med sin anden film De ufrivillige, der tematiserer den ufrihed, mennesker lever under i verdens mest frie samfund. I en kalejdoskopisk fortællestruktur, som er løst bundet sammen af en bustur, oplever vi gruppepres i en skoleklasse, fulde teenagepiger, en herretur, der går over gevind, og et uheld med fyrværkeri. Det er morsomt og tåkrummende.
Stilen er dokumentarisk og direkte, ligesom hans opfølger og mere kontroversielle film Play, der beskriver fem brune drenge, der frarøver tre hvide drenge deres mobiltelefon og driver dem rundt en hel dag i Göteborgs øde kvarterer under deres regler.
Play blev særligt i Sverige anklaget for at være racistisk og stereotyp, men filmen handler ikke om hudfarve, men om sociale spil, klasser og grupper. Det dominerende samfunds spil bliver vendt på hovedet, hvor vi til syvende og sidst godt ved, hvem der dominerer hvem. Det hele er elegant krydret med tematikker som barn vs. voksen, det offentlige vs. individet og det kølige Göteborgs indbyggere, hundeluftere og joggere, der møder eksotiske kulturer med panfløjter og salsadragter.
Play vandt blandt andet Nordisk Råds filmpris, men Östlunds næste og seneste film Force Majeure (2015) indbragte ham både nomineringer til Golden Globe, BAFTA og Cannes, hvor han vandt i kategorien ‘Un Certain Regard’ (juryens storpris). Filmen tager sit udgangspunkt i alperne, hvor en velbeslået familie bestående af far, mor, søn og datter er på skiferie. I et øjebliks panik under noget, der ligner en lavinefare, kaster faderen alt familieomsorg fra sig og redder sig selv. Herefter indskrænkes familiens i forvejen stærkt fortættede psykologiske rum. Det er ikke alene hylende morsomt og tåkrummende, det er syleskarpt og ondt.
Og så er der hans nye film, som jo så er udtaget til Cannes, men som der ikke kan siges så meget om. Indtil videre fortæller pressemeddelelser og de få interviews, der er lavet, at den handler om ondskab, borgermod og det velstillede menneskes behov for selvfiksering i en stadig mere usikker omverden, så vi bliver i de Östlundske tematikker.
Danske Claes Bang spiller en hovedrolle som den ambitiøse museumsdirektør Christian, der bliver bestjålet på åben gade nogle dage inden den prestigefulde udstilling The Square åbner. Han kan hverken slippe tyveriet i tankerne eller lade det passere ubemærket, og han indleder derfor en jagt på gerningsmanden. Det bringer ham ud i de mest groteske situationer, der får ham til at stille spørgsmålstegn ved sit eget moralske kompas.
Men inden den ellers sympatiske Östlund kommer for godt i gang, kan man lige tage et kig på denne video af instruktøren i det øjeblik, han finder ud af, at Force majeure ikke er nomineret til en Oscar. Spol frem til det sidste minut og se en krukke gå i total opløsning. Vi håber, han holder masken i Cannes.