Nyhedsanalysen
10 fiaskoer på 100 dage
Han har allerede slået en rekord som præsident – en bundrekord: Aldrig tidligere har en amerikansk præsident fået gennemført så få af sine valgløfter som Donald J. Trump. Som statschef fremstår han som alt andet end en vinder.
Han lovede vælgerne, at alle amerikanere snart ville blive trætte af at vinde, når først han indtog Det Hvide Hus som præsident. Nederlagenes stund ville være overstået: ”We’re going to win so much. You’re going to get tired of winning. You’re going to say, ‘Please Mr. President, I have a headache. Please, don’t win so much’,” som han ikonisk lovede på et valgmøde i Charleston.
Men i virkelighedens verden har Trump tabt. Og tabt. Tabt. Politisk set har han haft en historisk håbløs begyndelse.
Den konventionelle visdom lyder: ”Man fører valgkamp med poesi. Man regerer med prosa.” USA’s præsident Donald J. Trump, som i dag kan fejre 100-dages jubilæum, har tydeligvis ikke lært lektien.
Valgkampens spektakulære underholdningsshow er bare fortsat. Poetisk eller ej. Ordene hvirvler rundt, men resultaterne er få og sølle. Påfaldende magre.
Trump forsøger stadig at reagere på alverdens små og store begivenheder med flygtige Twitter-opslag på 140 tegn, men har endnu ikke formået at sætte sig igennem som statsmand – og rent faktisk formået at regere USA med gennemarbejdede planer, der både kan opnå flertal i Kongressen og blive ført ud i livet. Amatørismen har aldrig været mere storladen.
Ambitionerne fejlede ellers ikke noget. Tilbage i oktober holdt Donald Trump en pompøs tale ved slagmarken i Gettysburg, hvor Abraham Lincoln i sin tid havde holdt en historisk tale om sammenhold. Her præsenterede Trump et større katalog over de tiltag, som han ville gennemføre i de første 100 dage som præsident. Dengang blev talen udlagt som et vellykket forsøg på at være mere konkret, og ikke kun flamboyant og stemningsfuld.
I dag kan Gettysburg-talen bruges som en tjekliste over, hvad Trump egentlig ønskede at gøre, og hvad han så i praksis har evnet at realisere.
Trump præsenterede løfterne som en såkaldt kontrakt med vælgerne i Gettysburg. Retfærdigvis har han opfyldt nogle ganske få og små løfter, eksempelvis har han trukket USA ud af frihandelsaftalen med Stillehavslandene, åbnet for rørledninger gennem skrøbelige naturområder og fået udnævnt den konservative Neil Gorsuch som ny højesteretspræsident. Men det er løftebrudene og undladelsessynderne, der larmer mest.
Nu er det slut med underholdningen. Han må vurderes på de politiske resultater. Og her har Donald Trump svigtet i forhold til de store, symbolske og skelsættende valgtløfter. I længden kan showbiz ikke aflede opmærksomheden fra, at politik er ganske usentimentalt. Her følger en prioriteret liste over Trumps 10 største fiaskoer i de første 100 dage.
Sundhedsreform
I ugerne op til præsidentvalget i november gentog Trump igen og igen én kort sætning, som skabte jubel og genklang på de velbesøgte valgmøder: ”Repeal and Replace Obamacare.” Som en omrejsende handelsmand havde Trump tidligt fanget, at der var efterspørgsel efter kritik af præsident Obamas sundhedsreform. Og svaret fra Trump blev kompromisløst: en total afskaffelse af de i brede kredse upopulære og påtvungne sundhedsforsikringer.
Løftet om at afvikle Obamacare blev hurtigt ét af Trumps absolut stærkeste kort, og da Republikanerne tilmed havde flertal i begge kamre i Kongressen efter valget, var vejen banet for den såkaldte ‘Repeal and Replace Obamacare Act’. Mandatet fra vælgerne var klart, og flertallet på plads. Men nej. Trump havde ikke på forhånd formået at skabe fælles fodslag i egne rækker til et gangbart alternativ:
”Vi var meget tæt på. Men vi havde ingen demokratiske stemmer. De ville ikke give os en eneste stemme,” lød det klynkende fra Trump, som dermed forsøgte at skyde hele skylden for den manglende enighed om en erstatning til Obamacare på Obamas egne partikolleger, skønt Republikanerne altså havde flertal alene. Realiteten var, at Trumps egne partikolleger valgte at ydmyge den nye præsident ved at nægte at gå på kompromis med noget som helst, for i stedet at blive fragmenteret i fastlåste fraktioner.
Nederlaget med ‘Repeal and Replace Obamacare Act’ har udstillet Trump som en elendig politisk håndværker, der ikke engang kan skabe samling i sit eget parti. Det mest håndgribelige valgløfte er smuldret mellem fingrene på ham.
Indrejseforbud
Forargelsen spredte sig straks over størstedelen af den muslimske verden, og ikke mindst blandt menneskerettighedsforkæmpere i USA. Trumps præsidentielle dekret om at forbyde indrejse for statsborgere fra syv lande – Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen – fulgte ordret op på et andet centralt valgløfte. Som et chok skred han til handling. På papiret, i hvert fald. Dekretet havde nemlig ikke tilstrækkelig juridisk dækning, og en appeldomstol underkendte straks gyldigheden af Trumps muslim-dekret.
På den ene side levede han op til valgløftet om at bremse eller ligefrem stoppe enhver indrejse for mennesker med muslimsk baggrund, men på den anden side var indgrebet ikke tilstrækkeligt kompetent udført. Og end ikke det opfølgende dekret kunne holde til den nærmere granskning fra det amerikanske domstolssystem. En føderal dommer i Hawaii har blokeret for det nye indrejseforbud, og Trump står dermed mere og mere forpjusket tilbage som en mand, der ikke kan bakke egne ord op med handling.
Status er, at turister, indvandrere og flygtninge fra muslimske lande fortsat kan rejse ind i USA, hvis de da i øvrigt opfylder visa-kravene. Status er også, at Trump har måttet sande på den hårde måde, at politik er en kampsport for voksne. En kampsport, hvor Trump har lagt sig ud med dommerstanden – og tabt.
Tvangsudvisning
Antallet af episoder med hate crime og racistiske overfald er vokset massivt i USA, siden Donald Trump blev valgt som ny præsident. Spændingerne i det spraglede land er i sjældent set grad blevet udløst i vold og aggressioner. Under valgkampen spillede Trump også målrettet på at skabe splittelse – konkret ved at foreslå, at millioner af illegale indvandrere straks skulle deporteres ud af landet. Ved Gettysburg sagde han, at ”vi begynder med at fjerne to millioner kriminelle indvandrere – vi begynder med narkohandlerne, bandemedlemmerne og morderne”. Trump lovede, at mexicanere og andre latinamerikanere ville blive smidt ud af landet – med magt.
I de allerførste uger af Trumps præsidentembede blev der rent faktisk også arresteret flere illegale indvandrere, og flere blev dømt til straks-udvisning. Men den hadske retorik har ikke slået rødder i virkeligheden, for i faktiske tal er antallet af personer, som deporteres fra USA, faldet i de første tre måneder af 2017. Under præsident Trump er der altså færre ”narkohandlere, bandemedlemmer og mordere”, der bliver sendt tilbage over grænsen til Mexico, end der var under præsident Obama.
Frihandelsaftale
Frustrationer over de reelle effekter af globalisering for både den nederste del af middelklassen og arbejderklassen var en udslagsgivende faktor for både Brexit-udfaldet i Storbritannien og valget af ‘The Donald’ i USA. Vælgernes begejstring for frihandel er ebbet ud, og Trump ramte et populært tema, da han begyndte at kritisere den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA, North American Free Trade Agreement – og forklarede stort set alverdens ulykker med netop NAFTA. Trump hævdede, at de snedige mexicanere havde snydt de korrupte politikere i Washington D.C. ved at have skruet en handelsaftale sammen, som førte millioner af jobs ud af USA.
Løsningen var derfor enkel: ”Renegotiate NAFTA”. Eller måske ligefrem trække sig helt ud. Trump lovede både i Gettysburg-talen og ved utallige valgmøder, at han enten ville droppe NAFTA-aftalen, eller i hvert fald straks genforhandle aftalen, så snart han blev valgt som præsident. Men, men: Truslen om at trække sig ud er taget af bordet, og Trump har heller ikke formelt indledt forhandlinger med Mexico og Canada. Diplomatisk er der intet sket endnu, skønt han i timerne her op til 100-dages jubilæet har forsøgt at virke beslutsom i forhold til NAFTA.
Nye veje og broer
Bag sloganet ‘Make America Great Again’ har hele tiden luret behovet for at genopbygge USA’s nedslidte offentlige infrastruktur. I valgmanifestet Crippled America skrev Donald Trump således før valget: ”På den indenrigspolitiske front har vi brug for en massiv genopbygning af vores infrastruktur. Alt for mange broer er blevet for farlige, vores veje forfalder og er fulde af huller, mens trafikpropper koster millioner i tabt fortjeneste for alle dem, der arbejder i de tilstoppede byer. Den offentlige transport er overfyldt og upålidelig, og vores lufthavne skal genopbygges”.
I Gettysburg-aftalen skabte han yderligere forventninger om, at præsident Trump straks ville fremsætte en ‘American Energy & Infrastructure Act’, som skulle investere en million millioner dollars, ja, en trillion dollars – som tilmed ifølge Donald Trump ville blive budgetneutrale. På forunderlig vis ville han altså pumpe 1.000.000.000.000 dollars i den fælles infrastruktur uden at øge det allerede svimlende budgetunderskud. Det lød næsten for godt til at være sandt – hvad også har vist sig at være tilfældet. Endnu har han ikke taget konkrete initiativer, men nøjedes i sidste uge med at udtale ved et møde i Wisconsin: ”Infrastructure is coming, and it’s coming fast.”
Muren til Mexico
Symbolsk har forslaget om at bygge en mur langs grænsen til Mexico været Donald Trumps mest håndgribelige valgløfte. Den overrumplende idé om, at mexicanerne selv skulle tvinges til at betale for muren, har tilmed gjort mur-projektet til et symbol på også Trumps utraditionelle metoder.
Muren til Mexico var Trumps signatur-projekt, som for det første fik ham til at træde frem som den mest beslutsomme præsidentkandidat, der havde en håndfast løsning på illegal indvandring og narkotikasmugling. For det andet mindede han derved vælgerne om, at hans professionelle spidskompetence som entreprenør har været netop spektakulære byggerier, ofte gennemført på rekordtid. Og endelig for det tredje viste han med sin uortodokse finansieringsmodel, at han ikke bare er business-as-usual.
Men hvad er så status for det majestætiske murprojekt og hans ‘End Illegal Immigration Act’? Projektet er udskudt til forhandlingerne om næste års finanslov, og intet er foreløbigt sket. Bortset fra én lille symbolsk forskydning i retorikken: Trump har erkendt, at mexicanerne nok ikke kommer til at betale for muren – som i øvrigt også kun tegner til at blive en mere afgrænset udbygning af de allerede eksisterende hegn.
Valutasvindel
Argumentet kan lyde teknisk, men reelt er det enkelt: Den kinesiske valuta renminbi, som betyder ‘folkets mønt’, handles ikke frit på verdensmarkedet, men prisfastsættes af magthaverne i Beijing, og en stor del af konkurrenceforskellen mellem Kina og Vesten kan forklares med gemen valutamanipulation. Sådan lød i hvert fald beskyldningen fra Trump under valgkampen, hvor han også lovede, at Kina ville blive rubriceret som valuta-manipulator fra første dag, han trådte ind i Det Hvide Hus. At sætte et land på listen over kursmanipulatorer betyder, at en lang række af modforholdsregler automatisk aktiveres, såsom toldsatser og handelskrig. Trump truede derfor verdens anden største økonomi med ret drakoniske indgreb.
I Gettysburg sagde han: ”Jeg vil bede min finansminister om at kategorisere Kina som valutamanipulator. Kina er en valutamanipulator. Det er politikerne, som har skylden for, at det har kunnet finde sted. Det er så let at stoppe.”
Økonomer er uenige om, hvorvidt Kina fifler med renminbi-kursen. Nogle mener, at op mod 25 procent af prisforskellen mellem varer fra Kina på den ene side og varer fra resten af verden på den anden side kan forklares med valutamanipulation. Men uanset hvad har Trump altså droppet sit løfte.
For få dage siden sagde han lige så utvetydigt som tidligere, nu bare stik modsat: ”Kina er ikke en valutamanipulator”.
Ansættelsesstoppet
Forslaget lød handlekraftigt og antielitært: Når først Trump kom til magten, ville der ikke blive ansat flere bureaukrater i Washington D.C. Slut med skrankepaver og papirnussere. Han ville indføre et såkaldt ‘hiring freeze’, et ansættelsesstop, som skulle bremse væksten i bureaukratiet. Ambitionen blev også formuleret mere fyndigt som en jernvilje til at ville ”drain the swamp” – dræne sumpen af teknokratiske papirflyttere i den føderale hovedstad. Sådan begyndte det også i januar. Under pomp og pragt underskrev præsident Trump et dekret, som blokerede for nyansættelser. Nu skulle bureaukratiet på slankekur.
Men manøvren varede ikke ved. Tværtimod er ansættelsesstoppet blevet hævet, og den eneste praktiske forskel mellem præsident Trump og præsident Obama er, at de prioriterer embedsfolk i lidt forskellige departementer. Budgetdirektøren i Det Hvide Hus, Mick Mulvaney, siger ganske vist, at ansættelsesstoppet er blevet erstattet med en ”kirurgisk plan”, som mere målrettet skal mindske antallet af embedsfolk. Men på 100 dage har ordene har allerede mistet enhver form for friskhed. For sumpen er så fugtig som altid.
Nej til fribyer
Fænomenet har længe provokeret højrefløjen i USA vildt og voldsomt: ‘Sanctuary cities’ er fribyer, hvor de lokale myndigheder kun i begrænset omfang håndhæver udlændingereglerne. Illegale indvandrere har dermed et helle, et tilflugtssted, hvor de ikke behøver at frygte for tvangsdeportation. Som lovet under valgkampen underskrev præsident Trump – som noget af det første – et dekret, som skulle sætte en stopper for fribyerne. Nu skulle loven håndhæves over hele Amerika. Ingen fristeder for hippier og latinoer. Og truslen var til at tage og føle på, for fribyerne ville ifølge planen fra USA’s justitsministerium blive afskåret fra at kunne modtage penge fra de føderale myndigheder.
Men også her har Trump tilsyneladende gjort regning uden vært. Mønsteret fra indrejseforbuddet gentager sig. I sidste blokerede en føderal dommer i Californien, U.S. District Judge William Orrick, for Trumps indgreb over de fribyerne. Præsidenten har slet ikke beføjelser til at true med at fratage midler, da bevillinger rent konstitutionelt er et anliggende for Kongressen. Opgøret med fribyerne er derfor foreløbigt stoppet, og Trump udstillet som en præsident, der ikke kender sine egentlige magtmuligheder, og derfor ikke engang er i stand til at ramme sine værste fjender blandt tilhængerne af ‘sanctuary cities’.
Stop for udflagning
Opgøret med flere årtiers globalisering og liberalisering af verdenshandlen har i Trumps verden ikke kun handlet om at droppe handelsaftale og udfordre Kinas valutapolitik. Nej, under valgkampen præsenterede Trump et forslag, som for mange vælgere gav endnu mere konkret mening. I Trumps verden går forslaget under navnet ‘Offshoring Act’, og handler om at forhindre, at amerikanske virksomheder kan flytte deres produktion ud af landet for så efterfølgende at transportere varerne tilbage og sælge dem i USA. I Gettysburg og en stribe andre steder foreslog Trump, at virksomheder som kun flytter arbejdspladserne væk, men ikke salget, skal rammes af hårde toldsatser.
Trumps eget tøjmærke med skjorter, solbriller, parfume og jakkesæt produceres forsat i blandt andet Bangladesh, Kina og Honduras, og datteren Ivanka Trump får også sit tøj- og smykkemærke produceret i Kina. Under stort ståhej er det business-as-usual.
I de første 100 dage har Donald Trump vist sig som en impotent politiker, der ikke evner at rykke ved status quo. Målt på, hvad han rent faktisk gør – og ikke kun på, hvad han siger og råber – er Donald Trump måske slet ikke så skræmmende en figur, som de fleste havde frygtet? Impotens har været den eneste konstant i de første 100 dage. Den 70-årige mand – og dermed den ældste præsident i USA nogensinde – har fået mindre gennemført end nogen tidligere præsident.
Måske bliver nogle af hans vælgere også trætte af at tabe en dag?