Kongelundsoptegnelser

På dansk Røde Kors’ hjemmeside kan man læse, at Kongelunden i Dragør ”tæt på København” er et ”omsorgscenter for særligt sårbare asylansøgere med for eksempel fysiske eller psykiske handicap, ofre for tortur, familier med andre alvorlige problemer samt uledsagede børn, der søger asyl med en anden voksen end deres forældre”.

Der står også, at Kongelunden har mere end hundrede beboere fra 27 forskellige lande, som får hjælp af 300 frivillige og et højt normeret personale ”med sundhedsfaglig, pædagogisk og psykologisk ekspertise”, der sikrer, at stedets ”særlige gruppe af asylansøgere får den mest kvalificerede hjælp og støtte”. Kongelunden har en sundhedsklinik med ”erfarne sygeplejersker og sundhedsplejersker” og psykologer og læger og ”en fast medarbejder, der støtter” beboerne. Centret råder desuden over vuggestue og børnehaver ”med rare møbler i børnestørrelse og tegninger på væggene” og pædagoger, der ”arbejder efter særlige pædagogiske principper med fokus på trygge, genkendelige rammer”, for det har børn brug for ”efter en tid med stor uforudsigelighed og ofte barske oplevelser”.

Men som vi i Føljeton har beskrevet i løbet af ugen lukker Kongelunden med udgangen af juni. Trods beboernes tilstand skal de flyttes andre steder hen, og det bliver ikke i nærheden af det, de kender. De fleste skal til Center Thyregod nær Jelling i Midtjylland og enkelte vil blive sendt til kvindecentret i Dianalund.

Det handler alt sammen om skimmelsvamp. I 2014 blev der første gang fundet spor af den giftige og stærkt sundhedsskadelige svampespore i dele af Kongelundens barakker, og skimmelsvamp er ikke noget, man skal kimse af. En byggeteknisk rådgiver har ifølge Føljetons oplysninger vurderet, at det vil koste et anseeligt millionbeløb at rive de angrebne barakker ned og bygge nogle nye. Som de politiske vinde blæser har det givet bedre mening for Udlændingestyrelsen at lukke hele det 33 år gamle asylcenter og flytte beboerne til Jylland.

Røde Kors, der driver centret, er enig i Udlændingestyrelsens beslutning. Røde Kors’ asylchef Anne La Cour siger til Føljeton, at ”vi er rigtig kede af, at Kongelunden skal lukkes. Men jeg vil samtidig sige, at Thyregod er et rigtig godt sted. Det ligger tæt på Jelling og ikke så langt fra Vejle. Børnene vil have tyve minutter i bus til skole, og infrastrukturen er god”.

Hvad enten Thyregod er et godt sted eller ej, ændrer det ikke på, at Kongelundens personale er blevet fyret, og at de 300 frivillige, som er tilknyttet centret, ikke længere kan bruges.

Føljeton bringer her i en lettere kondenseret udgave brudstykker fra vores oplevelser i løbet af den forgangne uge.

Broen til Jylland

”Det er saftsuseme ærgerligt, når man først har fået oparbejdet så stor en frivillig gruppe, fordi man…”

Føljeton har ringet til kongelundens administrative leder, Gitte Nielsen, og det er hende, som afbryder sig selv midt i en sætning for at begynde et andet sted i et mere officielt tonefald:

”Det, der er rigtig positivt,” siger hun, ”er, at jeg har indtryk af, efter at vores frivilligkoordinator og jeg havde møde med de frivillige forleden dag, at de rigtig gerne vil være med til at bygge den der bro over til Jylland, og det er så i gang med at blive organiseret. Planen er ikke så konkret endnu, men jeg hørte tydeligt, at de tilkendegav, at de gerne ville være med til tage derover (til Center Thyregod, red.) og være med til at tale med potentielt frivillige lokale om, hvad det vil sige at være frivillig på et omsorgscenter, og hvordan de har arbejdet med det.”

Hun medgiver dog: ”Men vel er det da rigtig, rigtig ærgerligt at måtte lukke ned for så mange frivillige.”

Gitte Nielsen mener, at når beboerne ”har fået bearbejdet det tab, som jeg tror det er at skulle flytte væk fra Kongelunden”, så skal de nok falde til i Midtjylland.

Men de har jo heller ikke noget valg. Gitte Nielsen fortæller, at beboerne var kede af det, da de lige inde påske fik at vide, at Kongelunden skulle lukke. Det lyder ikke, som om det kommer bag bag hende, men i forhold til den mere positive officielle fortælling om ‘brobygning’, er hun bemærkelsesværdig ligefrem i sin beskrivelse af centrets asylansøgere:

”Det er mennesker helt uden indflydelse. Der var en beboer, som kom hen og sagde til mig: tror du, det hjælper noget, hvis jeg sender en klage til Udlændingestyrelsen? Så sagde jeg til ham: Det tror jeg ikke, det gør, men det er jo din demokratiske ret. Asylansøgerne er nok nogle af de mest rettighedsløse mennesker i Danmark. De har en ret, og det er at få behandlet deres asylsag. Og så har de nogle rettigheder i kraft af de tilbud, de får fra asylcenteret. Men ellers har de jo ingen.”

En kultur forsvinder

Det var et kæmpechok for Kongelundens medarbejdere, da de lige før påske fik at vide, at deres arbejdsplads skulle lukke, og at de i hvert fald efter juni skal regne sig selv for jobsøgende. Det er ikke unormalt, at Udlændingestyrelsen lukker asylcentre, men fordi Kongelunden har eksisteret i så mange år, fordi centret er så velfungerende, og fordi det har status som et særligt ‘omsorgscenter’, havde mange ansatte en følelse af, at det var fredet.

Helle Smith Frederiksen og hendes kollega Aviva Ida Bernstein har arbejdet i Kongelunden i henholdsvis syv og fire år. De startede begge i børnehaven, men har de seneste år primært været tilknyttet fritidsklubben, hvor centrets 7 til 17-årige tilbringer deres eftermiddage. Føljeton spørger dem, hvad der bliver det hårdeste ved, at centret lukker.

”Det bliver selvfølgelig hårdt ikke at skulle se de børn, vi har fulgt, siden de var små. Dem, der går i danske skoler og har danske venner, og som nu skal flyttes langt væk. Det bliver hårdt at sende dem afsted. Og så selvfølgelig at skulle splittes fra kollegerne. Vi har det bare så godt sammen,” siger Helle Smith Frederiksen og holder en lille pause. ”Det er meget sårbart.”

Aviva Ida Bernstein tager over:

”For mig er det faktisk mere kollegerne end børnene. Forstå mig ret, det bliver frygteligt at sige farvel til børnene, men det er man på en eller anden måde gearet til, fordi man altid har vidst, de skulle videre en dag. Men alt det, vi som ansatte har opbygget herude… Den erfaring, vi har gjort os, og det arbejde, vi har udrettet. Det virker så meningsløst at skulle stoppe det,” fortæller hun.

Mener du jer pædagoger?

”Nej, ikke kun os, men hele gruppen. Både ansatte og frivillige. Vi er er jo et helt lille Kongelund-samfund, der bare spiller. Vi har over 200 frivillige, vi har praktiske medarbejdere, sundhedsmedarbejdere, ja, her er næsten alt. Og det kører bare så godt. Jeg ved godt, man får lyst til at brække sig over at høre ord som rummelighed og den slags, men her passer det altså bare,” siger hun, og Helle følger op:

”Ja, vi plejer at kalde det ‘Kongelundskulturen’,” siger hun.

Kasteboldene

Så er der naturligvis beboerne. Føljeton møder blandt andet to kvinder. Suryani Zaini Begum Mahmood er 39 år og fra Malaysia, og Nabila Saidi er 27 år og fra Marokko. Efter planen skal Suryani til Dianalund og Nabila til Midtjylland, når Kongelunden lukker med udgangen af juni.

Deres historier er meget forskellige, og Føljeton får dem fortalt således: Suryani Zaini Begum Mahmood er transkønnet (hun var en mand, nu er hun en kvinde), og det er ikke så populært i Malaysia, hvor hun er blevet overfaldet, politisk forfulgt og fængslet. Hun har søgt asyl i Danmark og har indtil videre ventet i fire år. Hun har i den tid hun har været her taget sig en uddannelse som frisør og været aktiv i borgerrettighedsorganisationen LGBT Asylum, som arbejder for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoners rettigheder i asylsystemet. Hun har hele sit netværk omkring København, men det er der ikke så meget at gøre ved. Suryani Zaini Begum Mahmood skal til kvindecentret i Dianalund i Nordjylland.

Nabila Saidi har en helt anden historie. Med få afbræk har hun boet på Kongelunden siden 2006. I dag er hendes datter, Malak, 11 år og går i 4. klasse på Sundbyøster Skole. Hele hendes liv er på Amager, her ligger skolen og hendes fodboldklub, og her har hun alle sine venner. Bortset fra at hun hele sit liv har boet på et asylcenter, er Malak fuldt integreret. Nabila, som taler dansk, fortæller, at Malak nægter at acceptere, at de skal flytte til Midtjylland. Der er dog den mulighed, at hun kan få en privat indkvartering i stedet, fordi systemet dog vægter barnets tarv. Men det kræver, at Nabila kan finde et sted at bo. Og så er der en hage. Fordi Nabila tidligere er blevet afvist som asylansøger, skal hun skrive under på, at hun vil samarbejde om sin egen hjemsendelse til Marokko, hvis hun vil godkendes til privat indkvartering. Men der er en catch-22. Da Nabila Saidi er marokkansk statsborger, kan hun godt komme ind i Marokko. Men hendes datter er født i Danmark og kan tilsyneladende ikke få marokkanske identitetspapirer.

Mens vi sidder og taler sammen ved et spisebord i barak nummer 45’s køkkenareal, kommer flere kvinder til og sætter sig. De hilser på gæsten, men ansigterne er mismodige. En ting er at være kastebolde i systemet, en anden stort set ingen rettigheder at have. Og så er der ventetiden; uret, der bare tikker og tikker.

De frivillige

Stig Tønnesen startede som frivillighedskoordinator på Kongelunden i 2013. Det første, han gjorde, var at forsøge at skabe nogle aktiviteter for beboerne.

”Jeg tænkte, at mænd, de vil gerne spille fodbold, og kvinder, de vil så nok gerne strikke,” fortæller han. ”Men det var jo helt åndssvagt, for kvinderne gad på ingen måde strikke. Så jeg prøvede alle mulige ting af, før vi endelig oprettede et fodboldhold for dem også – og det var først der, det fungerede.”

I dag er der over 200 frivillige i systemet, mens endnu 100 er tilknyttet gennem Røde Kors som eksempelvis ledsagere for børn, der er kommet til Danmark uden forældre. Hver dag er der aktiviteter drevet af frivillige. Blandt andet Eventyrsøndag, biblioteksklub om torsdagen og fodbold for både mænd og kvinder.

”Nogle af de frivillige er her ugentligt, andre månedligt, men de er alle sammen aktive,” fortæller Stig Tønnesen.

Han er en af de ansatte, som skal være med til at videreføre frivilligtraditionen, når centret rykkes til Midtjylland.

”Jeg er allerede nu i kontakt med Thyregods frivillighedskoordinator og skal holde møde med hende i næste uge,” fortæller han.

Vil I prøve at videreformidle den viden, I har opbygget her, til det nye sted?

”Ja, det er tanken, og der er også ting, der kan føres videre, men vi har en ret unik frivilliggruppe her, og jeg kan være bekymret for, hvor meget, der kan overføres til det nye sted,” siger han.

Hvad vil det sige?

”Dels er der den viden, vi har opbygget gennem så mange år på Kongelunden. Det kommer af mange års erfaring og kan ikke nødvendigvis bare videreformidles. Men der er helt sikkert også gode frivilligkræfter det nye sted. Jelling Røde Kors, der driver Center Thyregod, har drevet asylcentre i mange år, så det vil være arrogant at tro, de ikke har tjek på det, for de ved virkelig godt, hvad de laver. Men demografien er anderledes der. For det første er der generelt meget færre mennesker i Thyregod end i København, og for det andet har vi mange unge studerende her, som nok ikke findes i samme omfang i Thyregod,” fortæller han.

Amalie Hyllested er 27 år og studerer til daglig statskundskab på Københavns Universitet. Derudover har hun været frivillig på Kongelunden i to et halvt år år. Her er hun med i børnegruppen, der er for alle børn mellem 4 og 10 år.

”Vores primære opgave er at lave sjove ting med børnene. Nogle gange tager vi i svømmehallen, andre gange spiller vi rundbold. Det er meget forskelligt,” fortæller hun.

Hvad tænker hun om, at det er slut?

”Det er jeg helt vildt ked af. Både personligt, men især for børnene, der jo i mange tilfælde har oplevet mange tab og svigt i forvejen. Så det er da virkelig hårdt at tænke på, at de nu skal igennem det igen,” siger hun.

Amalie Hyllested skal ligesom Stig Tønnesen være med til at videreføre frivilligtraditionen i Thyregod.

”Jeg skal med derover og fortælle, hvordan vi har gjort tingene, og give ideer til, hvad man kan lave. Men relationer kan man jo ikke bare give videre. Selvfølgelig kan vi fortælle om børnene, men det er jo ikke det samme,” fortæller hun.