Datafabrikken på alpetinden

Pastavandet koger. Det har det gjort længe. Ludwig Ries, leder af forskningsstationen Schneefernerhaus, taler entusiastisk om statistik og dataindsamling i et lille køkken med udsigt til gletsjerresten Schneeferner lige under bjerget Zugspitzes tinde. Tysklands højeste punkt.

Efter en undervisningsdag med kursister fra vejrstationer og meteorologiske institutter fra lande som Indonesien, Kenya og Argentina har Ries inviteret på aftensmad, hvor han kokkererer, som var det hans eget hjem.

”Statistik er som skeen og gaflen til den pastaret, som vi skal til at spise. Det er et af de vigtigste redskaber i videnskabeligt arbejde,” siger sydtyskeren om sin store passion for en disciplin, der i den tyske avis Die Zeit i april blev beskrevet som en praksis medieverdenen ofte forholder sig lemfældigt til, når de bruger informationer og tal til at lave tendensjournalistik.

”Dataforberedelse er ofte undervurderet,” fortsætter Ries og finder bestik frem til os begge. ”Grunden er, at det koster mange timers arbejde og så er anerkendelsen lille i forhold til andre former for videnskab. I netværket Global Atmosphere Watch arbejder vi med data, der skal kunne sammenlignes. At sammenligne data er næsten lige så kompliceret som at sammenligne mennesker,” siger han.

Men hvor får vi egentlig vores data fra? Hvad er det for nogle mennesker, instrumenter og bygninger, der skaber grundlaget for den data, som vi forsøger at tolke verden med?

”Er det her en klimastation? Jeg forestillede mig en enorm iglo med alle mulige forskere, der laver eksperimenter. Det her ligner mest af alt ødelagte redskaber til en swimmingpool,” sagde skuespiller og klimaaktivist Leonardo DiCaprio i dokumentarfilmen Before the Flood fra sidste år, da han på den grønlandske indlandsis kunne se, hvordan man med forholdsvis enkel teknologi kan registrere klimaændringer.

Forskningsstationen Schneefernerhaus står som mejslet ind i Zugspitzes bjergskråning i 2650 meters højde og blev oprindeligt grundlagt som luksushotel i 1931 efter gesjæftige tyske ingeniører lavede en 4443 meter lang tunnel gennem bjerget, så en tandhjulsbane, der stadig benyttes i dag, kunne bringe tyskerne til tops. Efter 2. Verdenskrig var Schneefernerhaus nogle år rekreationshjem for amerikanske soldater og senere kommercialiseret skisportshotel for en voksende gruppe af ferierende middelklassetyskere, men efter en lavineulykke i 1965 med 10 omkomne dalede interessen. Først i 1993 besluttede man i forbindelse med FN’s Miljø- og Udviklingskonference i Rio at lave en forskningsstation, som åbnede i ombyggede rammer i 1998.

I dag findes der omkring 500 regionale vejrstationer verden rundt, men kun en dagsrejse væk fra Danmark på de tyske statsbaner ligger altså Schneefernerhaus, som er en del af et mindre netværk af 34 større Global Atmosphere Watch-stationer, der nok er de stationer som kommer nærmest DiCaprios forestilling om en klimastation. Her observeres, måles og behandles data om atmosfæren med løbende leverance til The World Data Center, der hører under Verdens Meteorologiske Organisaton (WMO) og FN. Datamasser som IPPC for eksempel bruger, når de laver deres klimarapporter.

I svævebanen på vej over til Schneefernerhaus fortæller Ries mig med store plasticposer med proviant i armene om nogle af hans forbilleder. Særligt en historie skiller sig ud. Siden 1958 har man fra Mauna Loa-observatoriet i Hawaii registreret årlige stigninger i koncentrationen af CO2 i atmosfæren, men det var ikke uden anstrengelser, at David Charles Keeling formåede at etablere og vedligeholde målingerne af atmosfæren over tid, så de blev anledning til erkendelserne bag den famøse Keeling-kurve, der er en af de mest omtalte kurver i nyere videnskabs historie.

Kurven viser en tydelig stigning i koncentrationen af CO2 i atmosfæren helt op til i dag. Keelings erkendelser var forud for sin tid, fortæller Ries, og hvis ikke Keeling havde lavet sine målinger fra halvtredserne og frem til halvfjerdserne, hvor de for alvor skabte opmærksomhed, så havde vores indsigter om de globale klimaforandringer udviklet sig meget langsommere. Men ifølge Ries er den slags arbejde ikke forenelig med vante forestillinger om hypotesebaseret forskning, som de fleste kender, men derimod et ret rutinepræget og kedeligt observationsarbejde, som tilmed er svært at sælge til donorer.

I det lille køkken er den kogende pasta endelig al dente med omkring 18 minutters kogetid og ikke 11 minutter, som det vil tage ved havets overflade,  hvor atmosfærens tryk er højere. Placeringen af forskningsstationen er dog ikke blot for spektaklets skyld. I højere luftlag er det nemmere at adskille og måle menneskelig indflydelse på atmosfæren.

”Jeg tilbyder en slags datafabrik,” fortæller Ries, der er uddannet geoøkolog, om Schneefernerhaus. ”Data skal være til at kommunikere med. Når man køber et højkvalitetsprodukt – f.eks. det schweiziske chokoladeprodukt Lindt – så er det lavet efter en fastlagt manual med ensrettede processer. Det er præcis dét, vi har brug for med de globale målinger af atmosfæren,” siger Ries, der i sine mest idealistiske øjeblikke også taler om at udvikle et universelt sprog for statistisk behandling af data om atmosfæren.

’Forskereremit’ blev han tidligere kaldt, fordi han i mange år var udstationeret og overnattede alene på Schneefernerhaus, men i det seneste årti har han oplevet en stigende interesse for særligt klimaændringerne og dermed også stationens arbejde. Siden 2007 har han delt den daglige drift med en håndfuld andre forskerkolleger, der servicerer de mange måleinstrumenter med tilknytning til tyske universiteter og sørger for, at datamaterialet kommer sikkert i hus.

Ries er bevidst om, at særligt de menneskeskabte klimaforandringer ofte virker abstrakte og uhåndgribelige for den almindelige nyhedsforbruger, og at vi som konsekvens af det typisk eksponeres for dramatiske videoportrætter af nødlidende isbjørne på isflager, oversvømmede viadukter i forstæder og stormfloder i fjernøsten, når vi virkelig skal føle for sagen. Men ifølge Ries er det vigtigt, at følelserne er baseret på så oplyst grundlag som overhovedet muligt.

”Virkeligheden er kompleks. Og det er her kendsgerningerne betyder noget. De guider os. Hvis man, som vi ser det i postfaktuelle cirkler i dag, ikke tror på fakta, så er vi ude i noget patologisk for vores samfund, og det kan have meget negative konsekvenser,” siger Ries, inden han vasker vores tallerkner og bestik op og forlader mig, så jeg kan gå til køjs i en af Schneefernerhaus’ nyligt istandsatte hotelværelser.