Ikoner og rutsjebaner

Et af de mest irriterende ord, der findes, er ordet ‘ikon’. Eksempel: ”Gucci-tasken er et modeikon.” Hvis man søger efter Rundetaarn på nettet og finder bygningens egen hjemmeside, er det det, der står: ”an icon of Copenhagen since 1642.”

Det passer sådan set ikke. Rundetaarn var ikke et ‘ikon’ under Christian 4. og heller ikke under Frederik 3. eller Christian 5. osv. Der brugte vi i hvert fald næppe ordet, som et sodavandsmærke eller et jeans-brand gør det i dag. Rundetaarn var bare et super cool observatorium med en spiralrampe i stedet for trappe, så astronomerne kunne skubbe deres tunge instrumenter hele vejen op til toppen.

Når det er sagt, så ligger Rundetaarns ve og vel Føljeton meget på sinde. Rundetaarn er en af vores nærmeste naboer, og redaktionen går ofte op på toppen, når vi skal trække vejret eller se det hele lidt ovenfra.

I går kom det frem, at en japansk kunstner ved navn Tadashi Kawamata (f.1953) tilsyneladende vil bygge en midlertidig trækuppel oven på og en midlertidig rutsjebane inde i Rundetaarns berømte sneglegang. Den skulle angiveligt blive 130 meter lang. Anledningen til denne installation er 150-året for de diplomatiske forbindelser imellem Danmark og Japan. Installationens kurator Thomas Andersen udtaler til Berlingske: ”Jeg er netop hjemvendt fra Tokyo, hvor vi har åbnet udstillinger med dansk samtidskunst. Og i den forbindelse har jeg så også haft besøg af Tadashi Kawamata, der har tegnet nogle skitser over, hvordan han kunne forestille sig at lave kunst i og omkring Rundetaarn.”

Thomas Andersen siger videre, at Kawata arbejder med trækonstruktioner i ”voldsomme størrelser”, og at ”det var derfor, jeg tænkte, at det kunne være interessant at få ham koblet på Rundetaarn og se, hvad han kunne gøre ved et så ikonisk tårn i København.”

Der var det igen. Ikonisk. Det lyder godt. Det lyder også, som om finansieringen ikke er helt på plads, men der er ingen tvivl om, at en rutsjebane vil være populær. Her på Føljeton spørger vi bare os selv, om hældningen i spiralrampen er stejl nok til, at det bliver en sjov rutsjebanetur. Kan man overhovedet få fart på? Man kan så anføre, at det er det gode ved kunst: Det behøver ikke fungere i praksis.

En kunstner, som i mange år har arbejdet med rutsjebaner, er belgieren Carsten Höller (f.1961). I 2006 installerede han fem rutsjebaner i Tate Moderns store turbinehal i London, hvoraf den højeste startede helt oppe fra femte sals højde. Den var 55,5 meter lang, men havde et fald på 26,5 meter. Det var sjovt, og folk strømmede til. Når Carsten Höller laver rutsjebaner, kalder han det ”et socialt eksperiment”.

I et interview, vi lavede med ham i Politiken for nogle år siden, forklarede han det således: ”En tur i rutsjebanen er totalt forudsigelig. Men samtidig er man nødt til at slippe tøjlerne fuldstændigt. Det er lidt af et paradoks.” Han citerede den franske forfatter Roger Caillois for udtrykket ”en slags behagelig panik i et ellers klart sind” og forklarede, at det er det, der sker inde i hovedet på en, når man rutsjer. Han kaldte også rutsjebanen for ”synkroniseringsmaskine”, for lige meget hvem man er, og hvordan man lander, så har turen hensat brugeren i nogenlunde samme sindstilstand.

Vi spurgte Carsten Höller, om han ville blive fornærmet, hvis man sagde, at rutsjebaner er for børn. ”Nej,” sagde han, ”men jeg ville have noget imod det, hvis folk sagde, at rutsjebaner kun var for børn. De er for alle, inklusive børn.” Han kunne godt lide kunst, der kan opleves med den glæde og naivitet, som kendetegner et barn, ”som ikke har den voksnes erfaring eller kunstkritikerens specialviden”.

Det er således lidt af en opgave, der venter Rundetaarn. Trækonstruktionen uden på toppen og rutsjebanen vil blive en del af en midlertidig udstilling, som ifølge planen skal vare fra 25. november 2017 til 10. januar 2018. Som nævnt tvivler Føljeton på, at rutsjebanen bliver til noget. Og der er noget andet, der kendetegner rutsjebaner. Lige så sjove de er at køre på, lige så rasende kan en menneskemængde blive over at få stillet en rutsjebane i udsigt, som ikke bliver til noget.