Hvordan gjorde han det? Og hvad gør han nu?

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi her på stedet åndede lettede op, da det i går stod klart, at den midtsøgende liberale oprører Emmanuel Macron ville vinde over den konservative og nationalistiske Marine Le Pen. Til gengæld har vi heller ingen grund til at holde det som nogen hemmelighed, at vi hele vejen igennem var alvorligt i tvivl om, hvorvidt det ville lykkes for ham. Særligt da gode gamle Obama få dage inden valget i en videohilsen endorsede Macron, tænkte vi: Åh nej – ikke det. For selv om Obama startede som en bevægelse, kan han i dag blive set som repræsentant for et elitært establishment, og historisk set har det været meget farligt for de af vestens politikere, der har lederambitioner, at påberåbe sig etablissementet i sin kamp imod højrefløjen og nationalismen.

Macron valgte en oplagt og logisk, men alligevel usikker strategi imod Marine Le Pen: Han sagde hende midt imod. Valgkampen blev så beskidt, som man kunne frygte, men på intet tidspunkt forfaldt Macron til at give Le Pens nationalistiske, antielitære og protektionistiske pointer medløb. Macron er glødende europæer og fortaler for EU – det holdt han fast i. Han tror på mere integration, på frihandel, på en åben retsstat, et mindre embedsværk og mere frihandel – det holdt han fast i. At lade det være svaret på de gamle partiers og de politiske institutioners krise er i dag et politisk vovestykke, som ikke lykkedes i England ved Brexit-afstemningen; som ikke lykkedes i USA med Hillary; og som i Sverige, Danmark, Norge og i det meste af Europa har kostet de etablerede partier millioner af vælgere til protestbevægelser. Omvendt kunne man indvende, at de etablerede partiers forsøg på at indordne sig protestpartiernes ofte nationalistiske vinde heller ikke har været nogen succes. Det gælder hverken i Danmark, hvor Socialdemokratiet stadig står som en underlig fattigmandsudgave af Dansk Folkeparti, når de igen og igen præsenterer nye udlændigestramninger, eller hvor der langt ind i Venstres bagland er voldsomt oprør mod Støjbergs nul-tolerante linje. Et lignende eksempel så vi i Sverige ved sidste valg. Da alle andre partier dømte Sverigedemokraterna politisk uegnede, og da Moderaterna efter valgnederlaget skiftede den indvandreroptimistiske Fredrik Reinfeldt ud og lænede sig op ad SD, gik det helt galt. I dag står SD som Sveriges største parti i flere målinger.

Men Macron er også en helt anden historie. Han har en helt anden historie. Macron er selv en bevægelse, ligesom Marine Le Pen og Front National er en bevægelse. Trump var en bevægelse, Obama var en bevægelse, Brexit var en bevægelse. Det har været bevægelsernes tid og ikke de etablerede partier – særligt de europæiske socialdemokratier er faldet sammen under deres egen vægt. Så Macrons sejr er ikke bare en sejr for EU, de politiske institutioner og frihandlen; den viser sig at være et nyt svar på de gamle partiers krise og et tegn på, at franskmændene trods indvandring, ulighed, arbejdsløshed, globaliseringens effekter og lav vækst stadig tror på den borgerlige revolutions principper om frihed, lighed og broderskab, som også flere kommentatorer har været inde på.

Tillykke Macron. Tillykke Frankrig. Tillykke Europa. Tillykke EU. Og tillykke til erhvervslivet og de, der ikke mener, at svaret på en mislykket integration er at bygge fæstninger mod verdens ulighed.

Men hvad nu? Kan han regere, denne Macron? Alene kan han ikke. Han har brug for etablissementet og de gamle partier for at indgå sine forlig, der blandt andet betyder et opgør med de historisk urokkelige franske fagforeninger, som er tæt forlovet med socialisterne og venstrefløjshelten Jean-Luc Mélenchon, der som bekendt højst utraditionelt ikke ville anbefale sine vælgere at stemme på Macron i anden runde. Han har brug for nogle folkeligt set upopulære beslutninger på den korte bane, men som på den lange bane er tænkt til at styrke den franske økonomi. Og så har han brug for Angela Merkel i Tyskland, der skal gå på kompromis og arbejde sammen med Macron, hvorfor han allerede nu har meldt ud, at han som det første vil tage på besøg i Berlin. Han har med andre ord brug for forlig og for selv at blive etablissementet. Og hvordan vil franskmændene reagere på det?

Kun en tredjedel af franskmændene stemte i går, og af dem stemte en tredjedel på Marine Le Pen og Front Nationale og to tredjedele på Macron. Det lyder som en overbevisende sejr, men efter fem års politisk arbejde med politiske tiltag, der skal gavne landet om ti eller femten år, hvor mange stemmer så næste gang? Hvem er den bedste bevægelse?