Danmark er en rødspætte

Vores nation vågner opsplittet. Mønsteret er plettet, spættet – og viser et fragmenteret Danmark, hvor de gamle partier har mistet enhver autoritet til at vejlede deres egne vælgere. Selv om Danmark er lillebitte land – som kun føles stort på grund af den alt andet end erotiske DSB-drift – accelereres den mentale afstand mellem beslutningstagere og vælgere i disse år; mellem København/Aarhus og resten. Aldrig før har så mange borgere trodset anbefalingen fra de partier, som de lige har stemt på. Den politiske klasse fik et klart mistillidsvotum med 53,1% nej; næsten lige så stort som euro-nej’et i 2000.

Den åbenlyse triumf for Dansk Folkeparti, som medierne for dramaets skyld fokuserer mest på, overskygger, at det rent faktisk var vælgerne bag de tre ja-aftalepartier – Socialdemokraterne, Venstre og Konservative – som i går leverede endnu flere nej-krydser end Dansk Folkeparti. Opbruddet kommer ikke længere udefra, men sker inde midt i de etablerede partier, som efterhånden har mistet grebet om den politiske dagsorden. Partiopdelingen er ude at trit med vælgerne.

I alt 561.532 borgere, som ved folketingsvalget i juni stemte på enten S, V eller K, satte i går kryds ved nej – mens det til sammenligning ‘kun’ var 550.999 personer, der i forsommeren stemte på Dansk Folkeparti, og som i går stemte nej til at afskaffe retsforbeholdet. Det store mindretal blandt de klassiske ja-partiers vælgere udgør således den klart største gruppe af nej-sigere, særligt hvis de ca. 142.774 nej-sigere blandt SF’s, Alternativets og De Radikales vælgere også regnes med.

Spættet landskab

Torsdagens folkeafstemning, hvor 2.934.121 vælgere gav deres mening til kende – og dermed gjorde de dystre prognoser om en historisk lav valgdeltagelse til skamme – tegner et mønster af et nyt politisk landskab, der kan kaldes for ‘rødspætte’-Danmark. Kulturgeografer taler ligefrem om Danmark som en »syg rødspætte«, fordi befolkningen i stigende grad splittes op mellem på den ene side jævnt fordelte lysebrune pletter af økonomisk tilbagegang og på den anden side vækstcentre i de største universitetsbyer.

Blot få kilometer uden for uddannelsesbyerne stopper begejstringen. Torsdagens valg viser, at frustrationerne nu også dominerer kommuner såsom Esbjerg og Fredericia. Det politiske landkort kan derfor ikke længere presses ned i formen af en rådden banan, da nej-stemmerne spredte sig ud over hele landet, ja, bortset fra bl.a. Ringkøbing, hvor vestjyderne stemte ja, og protestråbet fra neden kan heller længere afgrænses til en enkelt syg region, »den gule negl«, som ellers stod tilbage som en karikatur på folketingsvalget i juni, hvor sønderjyderne i hobetal stemte på Dansk Folkeparti.

Valgstederne i Sønderjylland, som Dansk Folkeparti har fået døbt »Tulleland«, var ikke alene om at være stærke nej-bastioner: Frederikshavn og Lolland overtrumfede. Til gengæld var der flere gamle nej-højborge, som svingende rundt til et overraskende ja.

Kulturbyer stemmer ja

Opsigtsvækkende nok stemte flertallet ja i københavnerkredse som f.eks. Vesterbro og Christianshavn, hvor Enhedslisten normalt regerer. Vælgerne i de største og rigeste universitetsbyer, ja, selv i de mest venstreorienterede økoveganer-inklaver, stemte således for mere Europa, mens stort set hele forstads- og provinsfolket sagde klart nej til at afskaffe retsforbeholdet.

Vælgerne i de mest velhavende kommuner nord for København stemte også ja i stort tal, hvor Gentofte scorede danmarksrekord med et klart ja-flertal på 65,5% for at afskaffe forbeholdet. At tilslutningen til europæisk samarbejde er størst blandt folk med tilknytning til det eksportorienterede erhvervsliv er dog ikke så overraskende, for sådan har det været siden 1972.

Mere interessant er det nyere mønster, hvor kultur-storforbrugerne og de veluddannede, altså dem med tilknytning til de forskningsbaserede læreanstalter og et globaliseret kulturliv, også er mere EU-positive end resten. Kommuner som f.eks. Roskilde og  Skanderborg er på listen over de ganske få steder, hvor flertallet stemte ja. Den kreative klasse er ikke helt død.

Øget skævvridning

Folkeafstemningen viste, igen, at Danmark er kløvet mellem de storbyborgere, der oplever kontante fordele i hverdagen ved et øget og mere gnidningsløst samarbejde over grænser, og det væsentligt større flertal, som lever i områder med døde zoner af lukkede fabrikker og faldefærdige spøgelseshuse, og som stadig tumler med efterdønningerne af finanskrisen. Det mest iøjnefaldende ved opdelingen mellem ja- og nej-stemmer er dog ikke forskellene mellem Danmarks 98 kommuner alene, men snarere at afstanden mellem optimisme og utryghed kan være få kilometer.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen lader ikke til at have erkendt, hvor stort opbruddet reelt er blandt vælgerne; hvor langt væk vælgerflertallet er fra ja-partiernes anbefalinger. Men én ting fremhævede Venstre-formanden dog i nederlagets stund: I den kommende uge vil regeringen sætte fokus på deres forsøg på at skabe øget vækst i land- og randkommuner, konkret ved at tillade strandhoteller, kæmpe-supermarkeder og oppløjning ved vandløb. Metoderne kan og vil blive diskuteret, men måske er det slet ikke nogen tosset konklusion på en folkeafstemning – hvor bondeoprørerne fik bremset storbytosserne – at påbegynde arbejdet med en mere afbalanceret udvikling i hele kongeriget.

Det opløftende ved valget er, at så overraskende mange valgte at stemme trods den dybe skepsis mod toppolitikerne. Borgerne ønsker tydeligvis at engagere sig i dialogen om, hvordan Danmark kan blive mindre spættet fremover.