Svært at tro nogen vil en det godt

Tina Vang er uddannet psykolog og driver privat praksis i både Ribe og Tønder. Hun har altid interesseret sig for flygtninge, men havde indtil sidste forår kun småt med kendskab til asylsystemet. I maj 2016 begyndte hun så at modtage klienter fra et asylcenter i Ribe, og kort efter fik hun sin første klient fra Børnecenter Tønder. Arbejdet med uledsagede flygtningebørn ændrede på ganske få måneder Tina Vangs hverdag. Både professionelt og privat.

”For det første gør det noget ved en at arbejde med børn, der har oplevet så voldsomme traumer, som de her flygtningebørn har. Det er et helt specielt arbejde med dem,” fortæller Tina Vang.

Men det, der for alvor gjorde udslaget for Tinas involvering i asylsagerne, var de uledsagede drenge, der pludselig fra den ene dag til anden ikke kom igen i hendes konsultation. Ikke fordi de havde fået ophold i Danmark, men fordi afgørelsen af deres alderstest var faldet, og de nu ikke længere var børn, men voksne.

”Det betød jo, at de straks blev flyttet fra børnecentret til et voksencenter, der sagtens kunne ligge langt væk, og så hører man jo ikke mere til dem,” fortæller hun.

Når Tina Vangs klienter gik fra drenge til mænd, betød det også, at hendes arbejde som deres psykolog officielt sluttede. Men det betød ikke, hun slap dem i tankerne:

”Man kan jo ikke lade være med at spekulere på, hvordan det mon går dem. Især når man ved, hvad de har været igennem,” fortæller hun.

Beskeden der ændrede alt

I midten af december 2016 modtog Tina Vang en e-mail fra en tidligere klient. En ung fyr, der tre en halv uge forinden havde fået svar på sin alderstest og var blevet flyttet. Fra den ene dag til den anden var han gået fra at være 17 år til 19 år, og i løbet af et døgn blev han flyttet næsten 200 kilometer fra børnecentret i Tønder til et voksencenter i Holstebro.

”Jeg var jo ikke hans psykolog længere, men han havde fundet min arbejdsmail og skrevet til mig, at han havde det meget, meget skidt og ikke gik i skole, men ikke vidste hvorfor. Han var både syg, desperat og bange,” fortæller Tina Vang.

23. december kørte hun og hendes mand så til Holstebro og hentede drengen hjem på juleferie. Men han kom aldrig retur.

”Nu er han min søn på lige fod med de tre børn, jeg har i forvejen. Jeg kan desværre ikke adoptere ham, da han jo på papiret er myndig, men jeg blev hans partsrepræsentant og har deltaget i hans samtaler med Udlændingestyrelsen siden februar,” fortæller hun.

Siden har Tina fulgt flere af sine klienter, når de er blevet flyttet til et voksencenter. Hun hjælper på frivillig basis på voksencentret i Ribe, ligesom hun også er blevet partsrepræsentant for nogle af dem, hendes dreng mødte på voksencentret, og som sidder i samme situation som ham.

Hvad betyder det for de her drenge?

I sit arbejde som psykolog ser Tina Vang nogle mønstre, der går igen hos de drenge, der bliver vurderet til at have en anden alder end den, de selv mener, de har:

”De bliver selvfølgelig vrede og kede af det, det er klart. Men de gennemgående og for mig at se farlige konsekvenser for de her drenge er, at de får opbygget en mistillid til systemet. Det bliver svært at tro på, at nogen vil en det godt. Det kan virke enormt krænkende og være meget svært at komme videre efter. Ja, man ser, at de på en eller anden måde mister modet,” forklarer hun.

Men der er flere måder, udfaldet af testen kan påvirke drengene:

”Hvis vi så går videre til den belastning, den helt praktiske omvæltning i pludselig at blive voksen. Når man bliver vurderet til at være over 18 år, bliver man samme dag flyttet fra børnecenteret. Flytningen er én ting, men den betydning flytningen har, er voldsom. De bliver fjernet fra alle, de kender. De bånd, de har knyttet til både jævnaldrene og personale, bliver kappet. De har ikke længere en fast hverdag med spisetider og skolegang, men skal klare alt selv, og det er meget, meget hårdt for dem,” fortæller hun og uddyber:

”Det kan gøre dem indadvendte og deprimerede. Ensomheden kan eksempelvis få dem til at vende sig imod religion eller misbrug, hvis de kommer i det forkerte selskab, og så står man altså pludselig med meget alvorlige psykiske problemer, der kombineret med eksempelvis krigstraumer kan være rigtig svære at komme ud af.”

Hun tænker lidt.

”Men det har også betydning i de helt små detaljer. Jeg havde eksempelvis en klient, der selv mente, han var 17 år, men blev vurderet til 19. Og han gik helt ned. Ikke på grund af bekymring for fremtiden, men fordi han blev så knust over ikke at få lov til at blive 18. Han havde simpelthen glædet sig så meget til den fødselsdag, som han nu ikke kunne få lov at fejre. Den reaktion siger også lidt om, hvor unge de er. Så er det sådan set fløjtende ligegyldigt, om de er 16, 17 eller 18,” fortæller hun.

Deres land, de bestemmer

Hvilken alder skal jeg skrive i artiklen?

”Bare skriv det, Udlændingestyrelsen siger, det er jo deres land, så de bestemmer,” svarer Haseeb Momazi på næsten flydende dansk.

Han er flygtning fra Afghanistan og kom til Danmark i november 2015. Dengang var han ifølge sit eget udsagn 16 år. Det vil sige, at han i dag snart ville fylde 18, hvis man gik efter hans egne beregninger. Men resultaterne af den alderstest, han fik foretaget i august 2016 siger noget andet. Pludselig var han 19 år. I erklæringen fra Retsmedicinsk Institut, som Føljeton har set, står der ellers, at udfaldet af alderstesten viser, at Haseebs Momazi alder mest sandsynligt ligger mellem 17 og 21. Den vurdering stemmer overens med Haseeb Momazis forklaring, der ville betyde, at han i dag var 17 år. Alligevel besluttede Udlændingestyrelsen tilbage i august at fastlægge alderen til 19, hvilket betyder, at han i dag er 20 og ikke 17, som han selv mener.

”Jeg accepterer deres beslutning, men jeg forstår ikke, hvorfor de ikke valgte at tro på, at jeg var 17 på det tidspunkt, når testen gav mig ret i, at jeg godt kunne være det. Når nu jeg siger det samme, som testen siger, hvorfor skal de så sige, jeg er 19?” spørger han.

Haseeb Momazi klagede straks over afgørelsen, men fik afslag. I afslaget skriver Integrationsministeriet, at de i begrundelsen for at afvise hans klage vægter, at han i Bulgarien er registreret under et andet navn, hvilket bruges som belæg for at anse ham som utroværdig. I Bulgarien blev han afhørt af politiet på vej til Danmark og kom til at opgive sin fars navn i stedet for sit eget, hvilket han blev registreret i.

”Jeg misforstod dem, eller også forstod de ikke mig, det ved jeg ikke. Men jeg har ikke løjet, jeg gav dem min fars navn, fordi jeg troede, det var det, de spurgte om,” forklarer han.

Haseeb Momazi fortæller, at han har været både meget vred og meget ked af det, siden udfaldet af testen, som han har klaget over igen, men ikke fået svar på.

Hans plejemor, Margit Ledet, der er skolelærer og har taget sig af Haseeb Momazi, siden han blev vurderet voksen, genkender følelsen:

”Først blev han utrolig ked af det og følte sig svigtet. Igen og igen spurgte han mig, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke troede på ham. Senere blev det omdannet til vrede, hvilket på en måde er bedre, da det i det mindste kan skabe lidt mod til at handle. Men i virkeligheden er både han og vi ekstremt bange og stressede over ikke at vide, hvad der skal ske med ham. Behandlingstiden på de her klager er enormt lange, og vi kan ikke få afklaring på hans sag, før den er behandlet. Vi prøver at leve et normalt liv imens, men det er svært,” fortæller hun.

Fastsat en fødselsdag

Også Tina Vangs dreng har haft svært ved at leve med Udlændingestyrelsens beslutning.

”Han har simpelthen været så vred og frustreret og har overhovedet ikke kunnet finde ro i det, fordi han føler sig så uretfærdigt behandlet,” fortæller hun og fortsætter:

”Men vi var jo nødt til at finde en eller anden løsning, så vi satte os ned og besluttede en fødselsdato for ham og aftalte, at nu var det hans alder, og så skulle vi ikke stresse mere over det.”