Nyhedsanalysen
Rigsrevisionens slag i tågen
Den samlede gennemgang: Føljeton har undersøgt den 65 sider lange beretning om det delvise salg af DONG Energy til bl.a. Goldman Sachs detaljeret – og holdt den op mod anden viden, herunder flere års aktindsigt, der som mange vil vide, har været stærkt begrænset og papir for papir udsat for enorme mængder af sorte overstregninger.
Den vigtigste oplysning står som den allerførste i Rigsrevisionens beretning om Finansministeriet og DONG-salget, der udkom forleden:
Det var Finansministeriet, der sad for bordenden og styrede processen, da DONG Energy fik udvidet sin kapital ved salg af aktier til ikke mindst den forkætrede investeringsbank Goldman Sachs, der indgik en bragende god handel, tjente en formue og anbragte alle pengene i skattely: ”Rigsrevisionen vurderer samlet, at Finansministeriet har fungeret som aktiv ejer og haft en styrende rolle under kapitaludvidelsen (…)”, skriver rigsrevisorerne om processen, der løb gennem 2013.
Det er en forståelig, men også en meget diskutabel startkonklusion, eftersom man i resten af beretningen – og i hvert fald konkret 15 steder – bruger mange flere linjer på at beklage revisionens manglende mulighed for indsigt i netop ministeriets gøren og laden under de månedlange bestræbelser på at sælge den store aktiepost, der gav så voldsomme dønninger i hele Danmark.
Alle de vigtigste faser – salgsbeslutningen (var salget overhovedet nødvendigt), salgets art (privat eller statsligt), udregningen af prisen (værdiansættelsen), gennemførelsen af udbuddet (udpegningen af mulige købere), de afgørende forhandlinger (med ikke mindst Goldman Sachs) og hele det store incitamentsprogram (som forgyldte DONGs ledelse til sidst) henligger fortsat i mørke, fordi rigsrevisorerne ikke havde adgang til den afgørende viden på helt centrale felter.
Det er den kedelige, endelige konstatering.
Det ’forståelige’ ved den tidlige og bastante konklusion om Finansministeriets styring af hele DONG-salget skyldes, at alle andre scenarier ville have ændret undersøgelsens kurs helt afgørende. Den ville i stedet være endt i mindst to skandaler, der hver for sig ville være større end den indlysende ’sjuske-historie’, som pressen lagde frem straks ved undersøgelsens offentliggørelse. Her fokuserede man på blotlæggelsen af de lemfældige arbejdsgange, der åbenbart kunne opstå i landets ’fineste ministerium’. Det var chokerende. Den lå lige til både højre- og venstrebenet i de danske medier.
Sjuske-løsningen befrier alle de involverede parter fra værre scenarier – især to:
En situation, hvor energiselskabets ejere – altså staten og dermed os alle – mistede fuld og indlysende kontrol over aktiesalget, som det formede sig i 2013. At Finansministeriet af den ene eller den anden grund afgav denne styring, helt eller delvist, der i så fald blev overtaget af andre parter.
Når der mangler helt logiske informationer, nedskrevne referater og dokumenter – sådan som Rigsrevisionen hamrer det fast igen og igen – kunne det i den optik skyldes noget langt mere logisk end det enorme ministerielle roderiniveau, som alle har undret sig over – og som både omfatter den forkætrede, efter al sandsynlighed for lave værdiansættelse og den afgørende salgsfase med Goldman Sachs oppe på allerførste rampe:
Finansministeriet havde slet ikke fat i tøjlerne. De lå i hænderne på andre. I hvert fald til dels. Dérfor blev afgørende papirer ikke skrevet, centrale (møde)referater ikke udfærdiget og anden ellers logisk dokumentation ikke gemt. Finansministeriet var ikke til stede.
En langt større skandale-situation ville følge af en sådan manglende – eller for svag – styring, idet den ’statslige bordende’ i de fortrolige mødelokaler med stor logik kan være blevet overtaget af Dong Energy, der jo trods alt sad med al viden om virksomheden og dens daglige drift. Problemet er, at man så støder på det såkaldte incitaments-program, som var et af de meget omdiskuterede problemer ved DONG-aktiesalget:
Selskabets øverste direktører fik gennem personlige aktiekøb en meget speget interesse i at sælge deres egen virksomhed særdeles billigt – fordi deres aktier så kunne stige i millionklassen frem imod en forventet børsnotering nogle år senere. Denne paradoksale tilstand kunne kun ’uskyldiggøres’, hvis de selvsamme direktører ikke kunne siges at styre salgsprocessen med klar og konkret indflydelse på prisen.
Det samme kunne falde tilbage på nære rådgivere gennem forløbet – som Danske Bank, der lod sit datterselskab Danica købe en velvoksen aktiepost undervejs i processen.
Sådanne skandale-scenarier undgås fra linje ét med tildelingen af førerkasketten til det ministerium, der ellers undervejs i Rigsrevisionens udforskning gør alt for at tilte et endeligt, klart og utvetydigt billede af, hvad der foregik i nationen, dengang DONG-aktierne blev solgt.
Lad blot sagsmørket bestå
Med et gammelt dansk udtryk kan man forestille sig, at rigsrevisorerne har ’revet sig i håret’ et utal af gange undervejs i deres månedlange arbejde med beretningen.
Den manglende adgang til dele af sagen er i hvert fald bemærkelsesværdig og beklages med næsten fortvivlelse af rigsrevisoren allerede fra side 1 – og det er både DONG og Finansministeriet, der lægger solide hindringer i vejen.
DONG ved at fastslå, at man efter børsnoteringen ikke behøver at udlevere noget som helst, Finansministeriet ved i udstrakt grad at stemple deres materiale som ’fortroligt’ i forhold til offentligheden.
Her giver revisorerne hver gang efter, opgiver deres krav om indsigt og lader embedsmændene bevare de ønskede informationer under dække. Rigsrevisionen skriver:
”Finansministeriet har vurderet, at væsentlige dele af sagen er omfattet af fortrolighed. Rigsrevisionen har ikke alle steder kunnet følge Finansministeriets begrundelser for, at oplysningerne skulle være fortrolige, og har derfor ad flere omgange drøftet vurderingen af fortrolighed med ministeriet. Rigsrevisor har i sidste ende valgt at efterleve Finansministeriets vurdering, da Rigsrevisionen ikke har haft oplysninger, som har kunnet tilsidesætte ministeriets endelige vurdering (…). Det har betydet, at Rigsrevisionen i beretningen flere steder beskriver sagen på et mere overordnet niveau. Andre steder er informationerne udeladt (…)”
Når Rigsrevisionen altså lader sagsmørket bestå – også i en beretning, der ellers skulle oplyse alt – skyldes det med andre ord, at mange informationer hårdnakket kræves udeladt fra ministeriets side – mens anden dokumentation slet ikke findes:
”Rigsrevisionen konstaterer, at flere centrale dokumenter ikke findes på Finansministeriets sager om kapitaludvidelsen (…) Det finder Rigsrevisionen meget utilfredsstillende, særligt fordi der var tale om en økonomisk væsentlig transaktion, og fordi den mangelfulde dokumentation vedrører vigtige dele af sagens forløb. Finansministeriet har dermed ikke sikret tilstrækkelig gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget (…).”
Det sidste faktum fremlægges som resultatet af en form for uhørt sjusk: Ministeriet fik aldrig skrevet ting ned og foreviget dem til gavn for både egne arkiver og eftertiden. Rigsrevisor Lone Strøm går ikke videre end til accepten af denne forklaring – altså, at de topprofessionelle embedsmænd simpelthen glemte at tage notater, udarbejde notitser, dokumentere overvejelser, osv., osv.
Ud fra beretningens ordlyd eksisterer der ikke nogen mulige, alternative scenarier, som offentligheden ellers kender fra andre sager i andre ministerier: At visse dokumenter og sagsakter engang eksisterede – men siden forsvandt – blev destrueret eller ’forlagt’. Det kan rigsrevisor naturligvis ikke udforske, endsige antyde inden for de rammer, der ligger.
Sjuske-forklaringen må tages for gode varer og blokerer således adgangen til de to – hypotetiske – langt værre muligheder:
Visse informationer blev bevidst makuleret (eller aldrig arkiveret) af den ene eller den anden ukendte årsag – eller: Visse informationer kan ikke fremskaffes, fordi Finansministeriet slet ikke indgik i de processer, hvor de opstod – for eksempel i konkrete møder eller forhandlinger.
DONG-folkene styrede langt mere – på det konkrete plan og i hele salgsprocessens tilblivelse og eksekvering – end nogen har lyst til at sige højt.
Det vides ikke, om det er sådan, men rigsrevisors ordvalg er uhørt kraftigt med betoningen af, at der er tale om flere ”centrale dokumenter”, der ”vedrører vigtige dele” af hele sagen. Ja, ministeriet har slet og ret undladt at udstyre hele ”beslutningsgrundlaget” med en ”tilstrækkelig gennemsigtighed”. Det er barske ord, og man kan næsten spore den basale undren i beretningens tone.
Samtidig er adgangen til sagens helt centrale spiller – DONG Energy – effektivt spærret på grund af børs-reglerne, der forhindrer revisorerne i at kunne kræve noget som helst materiale direkte fra DONG – f.eks. regnskaber, korrespondance mellem selskabet og dets rådgivere, etc.
En almindelig snusfornuftig dansker ville tænke, at det kan DONG da – med staten som hovedejer – umuligt have noget imod, men sådan spiller klaveret ikke nødvendigvis i disse luftlag. Folkets kontrollanter kan ikke bare traske ind i energiselskabets arkiver, sådan som det kunne være sket før børsnoteringen. Nu er det for sent.
Rigsrevisionen må i stedet forsøge at humpe igennem sin beretning uden at kunne gå ind ad denne indlysende dør. De kan kun kigge i DONG-materiale, der allerede befinder sig i Finansministeriet, og dermed bruge det i beretningen – hvis altså ikke embedsmændene synes, det skal holdes fortroligt, og det gør de jo ganske ofte.
Det kan undre, at denne spærrede vej til de helt centrale svar på gåden om hele DONG-processen ikke er blevet offentligt problematiseret – for eksempel fordi rigsrevisor Strøm lagde kortene på bordet og sagde: Opgaven kan ikke løses på de betingelser…
Det gør hun på sin vis i beretningen – ved at opsummere sine ekskursioner ind i talrige blindgyder og mørklagte rum, igen og igen – men beklagelserne løfter selvsagt ikke tågerne fra selve sagen og hele balladen om aktiehandelen med Goldman Sachs.
De fem store tågedannelser
De ejendommelige tågedannelser i sagen udvisker vitale dele af alle de vigtigste områder (faser i processen) ifølge Rigsrevisionens beretning, og det starter allerede ved selve salgsbeslutningen, hvor DONG Energy har bedt ministeriet om en tiltrængt kapitaludvidelse.
Logisk betragtet kan staten klare problemet selv – det kræver blot, at man afstemmer en sådan handling med EU’s regler. Denne løsning virker indlysende, også fordi tiden for et privat salg af aktier dengang i 2013 ikke var spor gunstig.
Men Rigsrevisionen kan ikke se, at man – staten – nogensinde bevæger sig videre ad denne vej – for eksempel ved at forhøre sig i EU.
Tværtimod slår Finansministeriet pludselig ind på en entydig ’privat’ kurs med ubestemmelige, luftige begrundelser som, at private aktionærer sikkert vil kunne bidrage med et givtigt ”med- og modspil i fremtiden” – samt at den private model uden tvivl vil vække større jubel hos den daværende blå opposition. Dybere tanker eller uddybende materiale kan ikke findes af rigsrevisorerne – der mindst ti steder i beretningen vender tilbage til dette pludselige, aldrig udrullede valg af privat løsning:
”Rigsrevisionen konstaterer, at materialet ikke viser de kommercielle forskelle ved et statsligt eller et privat kapitalindskud eller en kombination heraf,” lyder det lakonisk om det mærkværdige faktum, som rigsrevisorerne endda beder en ekstern ekspert, KPMG, om at eftertjekke ved en særlig gennemgang. De private revisorer er enige i den vurdering.
Næste tågedannelse, som rigsrevisorerne heller ikke kan løfte for offentligheden, er hele udbudsrunden, hvor staten skal finde de helt rigtige købere til DONG-aktier for mange milliarder.
Selv antallet af investorer, der melder sig, kræver Finansministeriet skjult – og trangen til diskretion synes at omfatte hele det månedlange udbudsforløb igennem foråret og sommeren 2013.
Rigsrevisionen konkluderer indledningsvis, at forløbet er ”veldokumenteret i Finansministeriets sagsmateriale”, men ligesom ved hovedkonklusionen om ministeriets fulde ’styring’ af hele processen, synes de efterfølgende sider at underminere både ordvalget og indholdet – i hvert fald når det gælder deling af viden med offentligheden. Lakonisk konstaterer rigsrevisorerne nogle sider længere fremme:
”Finansministeriet har vurderet, at antallet af investorer, der blev kontaktet, antallet af bud, der blev afgivet, og detaljerede informationer om forhandlingspositioner og aftalevilkår er fortrolige.”
Det betyder i realiteten, at man ikke kan sige noget som helst om, hvordan udvælgelsen af mulige købere skete – om nogle blev forfordelt, mens andre blev foretrukket – måske endda fik særbehandling, for eksempel i form af tidlig kontakt af særlig fortrolig karakter eller lignende.
Hvis netværksforbindelser, personlige kontakter eller noget helt tredje har skævvredet processen, er adgangen til den afdækning effektivt blokeret.
Rigsrevisionens beskrivelse af budprocessen fremstår særdeles svag og ofte sprogligt ubehjælpsom, som om man ikke rigtigt aner, hvordan man skal skrive sig ud af miséren.
Helt ude på sidesporet havner beretningens gennemgang af salgsbestræbelserne, da rigsrevisorerne fremlægger Finansministeriets udlægning af en åbenlys fadæse: Ministeriet har indrykket en annonce i den internationale presse med oplysninger om aktiesalget alt, alt for sent – kun to uger før det sidste bud skal være afgivet – det er i juni 2013.
Eventuelle nye investorer vil ikke have en chance for at blive ligestillet med de særligt udvalgte, der er blevet direkte kontaktet, og derfor allerede er langt inde i vurderingen af DONG som mulig investering. Det kan være i strid med EU-regler og er i hvert fald en uforklarligt sen og mærkværdig handling.
”Det fremgår ikke af sagen, hvilke overvejelser der ligger bag timingen af annonceringen,” skriver Rigsrevisionen og tilføjer: ”Det fremgår imidlertid af statsstøttereglerne, der er beskrevet tidligere, at (…) byderne bør have tid nok til at kunne gennemføre en ordentlig værdiansættelse af selskabet.”
Imidlertid forklarer ministeriet så til revisionen, at man jo forresten holdt nogle pressemøder med offentliggørelse af salgstankerne allerede i februar – i Danmark – og at sådanne tanker temmelig sikkert også blev refereret i udenlandske medier:
”Ifølge Finansministeriet var DONG Energy’s intention om at rejse kapital således bredt kendt i offentligheden,” skriver rigsrevisorerne og gør ikke mere ud af dét punkt, der ellers kunne have haft vigtig indflydelse på en mulig favorisering af én eller flere af de investorer, der blev direkte kontaktet.
Hvis nogen ville undgå ’utidig’ konkurrence fra en eller anden stor, international investor var den uhyre sene annoncering det helt rigtige skaktræk. Selve annoncen fremstod ganske uanselig og tilbagetrukket og affødte da heller ikke, så vidt vides, en eneste efterfølgende henvendelse.
Ikke desto mindre tiltræder Rigsrevisionen – igen – den absolut mest bovlamme forklaring, nemlig at et mindre dansk pressemøde skulle gøre det ud for en målrettet international mediepublicering, som naturligvis i reglernes ånd skulle affattes både i tide og i præcis og overbevisende form. Den undskyldning får lov til at stå både kortfattet og uantastet tilbage i revisionsberetningen.
Når en lang række kritikere har undret sig over den meget lave slutpris på DONG-aktierne – som ikke mindst kom Goldman Sachs og (i mindre format, men dog i millionklassen) DONG’s øverste ledelse til gode – er manglen på konkurrence i budprocessen en helt åbenlys ingrediens. Ingen enlig dansk investor ville i den første fase have formået at udfordre et bud i Sachs-milliardvægtklassen, men det ville en anden eller flere internationale sværvægtere naturligvis.
Ud fra den betragtning er det mærkværdigt, at der ikke trykkes på alle til rådighed stående knapper – hvorfor gør man ikke bare det? Svaret kommer aldrig.
Den besynderlige udeladelse ligger i forlængelse af den allerede fravalgte henvendelse til EU om muligheden for at klare DONG’s kapitalproblemer med en rent statslig løsning.
Også her drejer det sig om en indlysende mulighed – med et indbygget konkurrenceelement. Man kunne uden væsentlige ekstraudgifter (set i forhold til de milliarder, der var på spil) have igangsat begge muligheder, både den private og den statslige – samtidigt og parallelt – hvilket igen kunne være brugt til at presse private bud opad, hvis det var det, man på et senere tidspunkt ønskede. Det sker ikke.
Som processen skrider fremad i disse måneder, synes sporet frem mod en privat løsning – med en indbygget meget undervurderet pris på aktierne – at fremstå tydeligere og tydeligere.
Endnu et område drøftes indgående – men efterlades i sidste ende uoplyst: Spørgsmålet om DONGs kreditværdighed som en årsag til hastesalg med den al for lave pris.
Rigsrevisionen vender spørgsmålet gentagne gange med udførlig gennemgang af det store kreditvurderingsbureau Standard & Poor’s nedadgående kurve for DONG’s kreditværdighed. Igen og igen vender revisionen tilbage til denne ’trussels’ mulige betydning for at beslutte et aktiesalg i en proces med højt tempo.
På den anden side var DONG ifølge de samtidige vurderinger ikke i nogen overhængende fare for noget, der bare mindede om en løbsk udvikling eller en decideret kuldsejling. Tværtimod var energigigantens lidt svage udvikling i 2012-13 af helt forventet forbigående karakter. Forude lå store investeringer, indtjening og kontrakter på det enormt givtige vindenergiområde, hvor selskabet var verdensledende.
Alligevel tages beslutningen om at tilføre milliardkapital mellem DONG og Finansministeriet på det tidspunkt. Her får Finansministeriet, side for side, nærmest fri taleret i Rigsrevisionens beretning. Og det hele handler om skræk for hypotetiske dårlige fremtidige vurderinger. I samtidigt pressemateriale findes en vurdering fra et andet af de verdensførende vurderingsbureauer, der ikke anser DONG for at være i nogen form for fare. Det nævner de konsulterede embedsmænd naturligvis ikke.
En af mulighederne for kapitaltilførsel er som tidligere beskrevet den indlysende, at staten selv klarer ærterne. Årsagen til, at den løsning fravælges, forsvinder i de samme tåger, der indhyller ministeriets erklærede rædsel for et enkelt toneangivende kreditvurderingsbureau.
En fjerde faktor, der ikke bringes klar af tågerne i Rigsrevisionens beretning, er selve værdiansættelsen af DONG – og dermed de udbudte aktiers værdi.
Det forbliver helt uklart, hvordan man når frem til de lidt mere end 30 milliarder, som selskabet endeligt værdisættes til – og Lone Strøm og hendes folk skriver ligeud:
”Rigsrevisionens gennemgang af sagen viser, at Finansministeriets overvejelser om den samlede vurdering af værdiansættelsen af DONG Energy er mangelfuldt dokumenteret. Rigsrevisionen kan ikke af sagens dokumenter se, hvordan Finansministeriet ud fra beregningerne kom frem til den samlede vurdering af værdien af DONG Energy.”
Her har revisionen forsøgt at zoome ind på et helt vitalt punkt – nemlig det retvisende billede af energiselskabets værdi i en aktiesalgs-situation. Denne vurdering skal findes mellem alle de involverede parter, men må alligevel forventes at afspejle noget virkeligt, reelt og ikke mindst fremadrettet, da værdien af aktier ikke mindst handler om forventningen til fremtidig indtjening.
På netop dette punkt rummer det danske energiselskab et absolut guldæg, der langt fra er kendt af alle, og som går under navnet Projekt RED. Det er en unik plan for kommende, enorme afkast på udviklingen af hav-vindenergi.
Når investeringstroldmænd som Goldman Sachs så vedholdende fokuserer på et aktieopkøb i Danmark – den store kapitalfond får endda sin egen pensionskasse til at erhverve sig DONG-aktier – så tyder alt på, at man her har forstået og efter alt at dømme kendt til denne langtrækkende vision.
Når man ser på værdiansættelsen af DONG, så synes den danske stat ikke selv at have udnyttet potentialet i den virksomhed, hvis aktier blev sat til salg. Den simple konstatering er, at DONG få år senere var nøjagtig så mange flere milliarder værd, som Projekt RED-planen varslede.
Ingen steder i salgsforløbet kan man finde det fortrolige projekt, der i sin videre form forgyldte aktionærerne. Det forbliver ligeledes omtrent usynligt i Rigsrevisionens beretning, der kun – kort – nævner det som et ”investeringsprogram”, som Finansministeriet mente var ”for risikobetonet”.
Værdiforøgelsen af DONG befinder sig lige i centrum af skiven for al efterfølgende diskussion og utryghed omkring kernen i DONG-salgsforløbet her til lands. Vinddivisonen med guldægget RED er en potentiel pengemaskine, der da også udnyttes til fulde i de år, hvor Goldman Sachs kan holde fest på sit enorme DONG-overskud. Man har blot fjernet ordet ’RED’ og undladt at udskille divisionen i en selvstændig enhed, som det tidligere var tænkt.
Enhver, der kom tæt på denne vision, ville kunne se potentialet, og netop dét udløser den centrale mystik omkring den pessimistiske værdiansættelse.
At hjælperne til den lave vurdering blandt andet var Danske Bank, hvis datterselskab Danica samtidig opkøbte for 300 millioner billige aktier, gør ikke Rigsrevisionens manglende uddybninger af dette forhold bedre.
I stedet for et reelt forsøg på at forklare omstændighederne, roder revisionen sig ud i nærmest forvrøvlede gennemgange af ”brede” eller ”smalle”, muligvis eksisterende ”intervaller” for værdiansættelsen, parterne imellem.
Igen synes rigsrevisorerne i sidste ende at følge ministeriets egne forenklede udlægninger af fakta uden nærmere analyse eller problematisering, som i hvert fald på dette punkt må synes at ligge inden for rammerne af den udstukne opgave. Man nøjes med – som tidligere – at lade de private hjælpe-revisorer i firmaet KPMG bekræfte, at intet på dette vigtige punkt ”er veldokumenteret”.
Det er en kendsgerning, at et næsten samlet erhvervsliv – både herhjemme og internationalt – reagerer med noget nær forbløffelse, da værdiansættelsen af DONG bliver kendt. Sikke en handel, Goldman Sachs og de øvrige aktionærer har sikret sig, er den helt gennemgående kommentar.
De vil komme til at tjene milliarder.
Midt i den igangværende salgsproces opstår endnu et element, som Rigsrevisionen bringer på bane – det står udtrykkeligt i kravet til undersøgelsen – men som revisorerne nok helst havde været foruden. Det såkaldte incitaments-program:
DONG’s topchefer får mulighed for at tjene millionbeløb på den kommende handel. Problemet er – som det utallige gange har været nævnt i den offentlige debat – at millionerne vokser, jo lavere man værdisætter prisen på DONG og de udbudte aktier.
Dette iøjnefaldende problem rydder Rigsrevisionen gentagne gange af vejen i beretningen – dels ved at betone, at det var investorernes ønske at indføre programmet, dels ved at fastslå, at det blev udarbejdet af DONG og Finansministeriet i fællesskab, men at ministeriet selvfølgelig sad for den berømte og afgørende bordende i de endelige salgsforhandlinger, således at DONG-direktørerne ikke kunne sætte prisen for lavt i håb om at tjene kassen, når aktierne efterfølgende steg med raketfart.
I de upræcise og sprogligt uklare gennemgange af forløbet, som dukker op mindst fem gange rundt om i beretningen, får man indtrykket af, at incitaments-programmer som dette er helt naturlige, blot det overholder visse betingelser – for eksempel, at staten ikke bliver lønførende, som det udtrykkes.
Formålet er jo blot at peppe medarbejderne op til den optimale ’performance’, således at hele selskabet stiger i værdi.
Rigsrevisorerne undlader at drage en indlysende linje mellem selskaber, der allerede er børsnoterede og måske blot ansætter en ny ledelse, der så skal fristes med en fremtidig topindtjening, hvis de gør deres job optimalt – og så den helt aktuelle situation for netop DONG:
Her forestår der et enormt aktiesalg, som energi-direktørerne må anses for både aktivt og akut involverede i, uanset om det foregår ved selve forhandlingsbordet eller mere indirekte. Af mails og andet materiale fremgår det tydeligt, at DONG-topfolk og deres rådgivere indtager styrende roller, når det gælder udpegning af mulige købere, tilrettelæggelse af salgsprocessen, udformningen af incitaments-programmet – osv.
Hvad angår det sidste punkt, får Finansministeriet alligevel fuld råderet over udlægningen, endda med den tilføjelse, at man i ”udmøntningen af bonusprogrammet” har baseret sig på en sammenligning med ”ti børsnoterede europæiske selskaber”. Altså med selskaber, der for flertallets vedkommende næppe er i den ret unikke situation, der netop gælder for DONG, siddende i milliardforhandlinger med en gigantisk kapitalfond.
Energicheferne opererer altså – uantastet af ministeriet – både med en privat og en offentlig hat gennem hele salgsprocessen. I en almindelig dansk børnehavesammenhæng ville man kalde det for sammenblanding af æbler og pærer. De to konstruktioner syner måske umiddelbart ens, men er det ikke. I den konkrete situation – igennem foråret, sommeren og efteråret 2013 – har de aktieoptions-berettigede DONG-chefer på samme tid den afgørende viden i et konkret salgsforløb – kombineret med et absolut incitament til at holde prisen på deres eget selskab solidt nede.
Man siger, at penge korrumperer – eller i det mindste frister – og igen er det ikke en vurdering, rigsrevisor Lone Strøm og hendes hjælpere har adgang til i denne form, men den kan være svær for en udenforstående iagttager at ignorere. Der er tale om millioner i personlig indtjening, som her er ubevogtet af nogen kontrolinstans, hvis statens styring enten ikke har eksisteret i det fulde, erklærede format eller blot har været en anelse svag – eller måske endda under en indflydelse, man ikke kender.
Med det ekstremt rundhåndede incitaments-program synes vejen mod den private og muligvis for lavt satte vurdering af hele virksomheden at være ryddet. Det hele kan være foregået tilfældigt, men det er i så fald en bemærkelsesværdig kæde af tilfældigheder, der nu er etableret.
Frem på scenen træder i sidste led, i de allersidste forhandlinger, investeringsbanken Goldman Sachs som den endelige og helt afgørende investor.
Hvorfor – og hvordan det foregår – i denne afsluttende del af aktiesalget står også helt uklart, fordi Finansministeriet ikke har dokumenteret denne helt afgørende (slut)del af salgsprocessen.
Noget er fortroligt – andet er bortkommet eller aldrig dokumenteret – og det vælger Rigsrevisionen igen at acceptere som tingenes tilstand.
Det endelige bud fra den store kapitalfond blev simpelt hen aldrig skrevet ned, skriver rigsrevisorerne i deres beretning: ”Finansministeriet har oplyst, at Goldman Sachs præsenterede sit bud mundtligt på et møde med parterne den 30. august 2013. Der er ikke referat fra mødet.”
Og tilføjer lakonisk om de ”afsluttende forhandlinger”, at de ”ikke er fuldt ud dokumenteret” – men uden at udfolde nogen forklaring på denne mærkværdige tilstand.
Her giver den danske stat håndslag på en handel, der kan have undersolgt nationens aktier helt markant og uforklarligt – men det kan ikke nærmere uddybes for eftertiden.
For enden af sporet frem mod en stor privat hovedinvestor, der her i de første dage af september viser sig at blive Goldman Sachs, er der altså igen en klar retning, men på samme tid en massiv tågebanke – akkurat som i de foregående faser. En sløring eller direkte mørklægning, som statens udvalgte kontrollanter ikke forsøger – eller formår – at sprede.
Nationen i Tågernes Dal
Med de 65 beretnings-sider vendt og nærlæst står nedenstående centrale spørgsmål stadig helt uforklarede. Rigsrevisions-modellen var ikke inden for de rammer, der var lagt, i stand til at løse opgaven og finde svarene. Den viden har man også i Rigsrevisionen.
Hvorfor skulle et ikke-nødlidende selskab pludselig sælge aktier over hals og hoved? Hvorfor valgte man ikke bare en statslig løsning, hvis der midlertidigt savnedes kapital? Hvorfor blev udbudsrunden gennemført så lukket og uden den optimale konkurrence? Hvorfor blev DONG værdisat så overraskende lavt?
Hvordan blev incitaments-programmet besluttet og tilrettelagt?
Der er andre spørgsmål – og andre, måske afgørende felter, som Lone Strøm og hendes folk slet ikke kunne nærme sig. En af dem er sagens personkreds, der tæller topcheferne i DONG, energiselskabets bestyrelsesformand, topembedsmænd i Finansministeriet og ledende medarbejder i ikke mindst Goldman Sachs.
Blot et enkelt trin ind i dette netværk finder man solide, velafprøvede personlige forbindelser mellem både DONG- og Sachs-topfolk, som var involveret i processen.
Alle ved, at netværk betyder alt – og at personbekendskaber kan være afgørende på de højeste planer – det er blot ikke noget, der må tales om. Og det kan slet ikke inddrages i en undersøgelse af denne karakter. I samme øjeblik vil man blive flyttet uden for banen som ’sammensværgelses-teoretiker’ – eller det, der er værre.
Det pudsige er, at alle ved, det forekommer – fra VL-grupper til familie- og personsammenfald – og det kan være både igangsætter og bindemiddel for utallige gode og ærlige processer og forretninger. Det må blot ikke bringes ind i en proces som den ovenstående, hvor en sådan udforskning ellers ville give særdeles god mening.
Ser man på mængden af overstregede informationer og bortkomne papirer i denne sag, er det svært at tro, at alt er gået helt ’rent’ for sig – selv når man fratrækker alle de dokumenter, der legitimt skal beskytte forretningshemmeligheder.
Af det nedbarberede materiale kan man af og til få glimt af bestræbelserne på at holde offentligheden ude – helt ude – af processer som denne. Embedsmænd, der tilrettelægger møder med gennemgang af offentlighedsloven, topfinans-navne, der uden nogen logisk grund tildeles fuld anonymitet, hvis de optræder på mail – osv.
Men det allermeste er selvfølgelig stadig skjult – i tågen.