Go love yourself, Bieber

”Hey mand, forestil jer lige, hvis der sprang en bombe her,” siger en ung mand til sine venner og veninder i køen til Justin Biebers ‘Purpose World Tour’ på Jydsk Væddeløbsbane mandag eftermiddag. Vennerne griner højt, det må være en joke. Det er jo sådan objektivt set ikke nogen vildt god joke. Hvad er pointen egentlig? Men timingen er der, og det er rart, han siger, hvad alle tænker. For stemningen i køen ved Indgang Vest virker trykket. Langs med køen flyder fleecetæpper, smadrede paraplyer, tomme pizzabakker og uåbnede poser med kanelgifler. Der har været nogen før os. Nogle endnu mere ægte beliebers.

I køen findes alle stadier mellem barn og voksen: 10-årige piger med hjerter på kinderne, som spiser slik og hænger i deres mors eller fars arm; 13-årige selfiebørn med fletninger og kondisko; 15-16 årige piger og drenge i grupper med delesmøger; voksne kvinder med Justin Bieber på maven. Pantsamlerne har allerede samlet adskillige poser og virker slukørede. De har en lang dag foran sig. Køen bevæger sig kun langsomt fremad. På asfalten ligger et skilt: ’Proud’ står der. Vi venter på kropsvisitation.

Helt fremme ved indgangen bliver jeg rørt på kroppen af en høflig mand. ”Har du noget i lommerne?” spørger han og respekterer, da jeg svarer nej. Jeg føler mig ikke krænket. En pige får konfiskeret sin spinner, som da også med lidt god vilje ligner en kastestjerne.

Ramt af livet

Væddeløbsbanen er forbandet smuk og minder om Gelsted Marked med alle madboderne på den ujævne plæne. De tunge skyer er pludselig lettet, her dufter vidunderligt af popcorn og fugtigt græs, og alt affald befinder sig i klare plasticsække på stativer. Her er masser af plads, og man mærker på ingen måde klaustrofobien fra 40.000 mennesker samlet på et sted.

Jeg føler mig ramt af livet, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg går i merchandiseboden, hvor jeg finder en ung mand, som jeg beder om en t-shirt magen til hans. ”Hvad størrelse?” spørger han. ”Hvad størrelse er din?” Jeg blinker til ham. ”Large,” svarer han. ”Så skal jeg også have large,” siger jeg, og jeg tror, jeg flirter. Det føles godt, selvom den koster 300 kr.

Sikkerheden er der vist styr på. Der er smilende vagter overalt. Jeg ser en mand med en hund. ’Security’, står der på dem begge. Over os cirkulerer en helikopter og en drone. Uden for hegnet hænger ordensmagten ud. Det gør mig både tryg og bange. Jeg fortrænger det sidste.

Fra scenen beder opvarmningsbandet Gnash os om at råbe ”life”, så det gør vi. ”Hvorfor skal vi råbe Leif?” spørger en pige på 8-9 år og har helt klart en pointe.

Løb og skrig

Af de store skærme på pladsen fremgår det, at Bieber først går på kl. 19. Der står 15.30 på billetten, og det er ikke bare mig, det kommer bag på. Flere forældre hiver sig selv i håret. Men hvad pokker. Solen skinner, og jeg køber en kop kaffe (25 kr.). Kl. 16 køber jeg churros, I ved de der lange søde, spanske dej-pomfritter (40 kr.). Kl. 17 en fadøl og vand (75 kr.). Der er kilometerlange køer til alt, dankort-boden er løbet tør for kontanter, som man skal bruge for at købe drikkevarer. Det begynder at føles lidt som en trussel.

Jeg finder et afsides hjørne tæt på toiletterne, hvor jeg slår mig ned i græsset. Klokken er lige omkring 18.40, da folk omkring mig bryder ud i hjerteskærende skrig. Toiletkøerne opløses, folk løber i samme retning væk fra mig. Jeg kommer på benene og småløber lettere forvirret hen over plænen.

På scenen står en mand i shorts og tennissokker: Justin Bieber.

Justin Biebers kropstype

”Fuck, hvor kunne jeg godt tænke mig at blive gift med ham,” overhører jeg en kvinde på min egen alder sige til sin veninde. ”Jeg tror, han er latterlig i sengen.”

Jeg kigger op på Bieber. Så trækker han op i sin t-shirt. I op mod fem sekunder har vi udsyn til en kropstype, jeg aldrig tidligere har begæret. Bryst- og mavemuskler er som mejslet i hård plast. Hans hofteben får mig til at tænke på den Ken-dukke, jeg havde til mit barbie-legetøj som barn. Hans tatoveringer bekræfter, at han er myndig. Varmen stiger op i mine kinder. Jeg skriger.

Og det føles rart at gøre ham til objekt. Det er jeg ikke for fin til. Jeg har jo også allerede købt en t-shirt med hans ansigt.

”Jeg er så nervøs,” siger Justin, og vi skriger. ”I gør mig nervøs. Se! Jeg ryster.” Så spiller han lidt på sin guitar.

”Endnu en akustisk sang,” siger han med blød og sexet stemme. ”Bare fordi jeg føler for det.” Så spiller han Tracy Chapmans ’Fast Car’, og jeg kan ikke være i mig selv.

Lige lovlig meget bekræftelse

”I aften er den bedste aften i mit liv,” siger Justin Bieber og lyder, som om han forventer, at det kommer bag på os. Selvom jeg er solgt og gerne vil tro ham, kan jeg ikke undertrykke en vis skepsis. ”Er det den bedste aften i jeres liv?” spørger han, og flere skriger bekræftende. ”Jeg mener bare; det kunne jo godt være, at I havde været til en anden koncert, I synes var bedre.” Undskyld, men står han og tigger komplimenter?

Og nu er det altså, som om der sker et skift. ”Hvem kender dansen?” spørger han pigerne på første række. Jeg aner ikke, hvad han taler om. ”Kender du dansen?” spørger han dem, der melder sig. ”Du kender ikke dansen,” griner han. ”Du forstår ikke engang, hvad jeg siger.” Men så hiver han to unge piger op på scenen, som danser koreografien til sangen ‘Children’ sammen med Bieber, og jeg glemmer lidt, at han var ubehøvlet.

Men efter danseseancen kommer jeg i tanke om det igen, da han iværksætter en evaluering af sig selv: ”Hvilken del af showet er din favoritdel?” spørger han en på første række, som i Justins gengivelse svarer, at ”right now” er hendes favoritdel. Den mand har virkelig brug for bekræftelse.

Så organiserer han en lille sangkonkurrence, hvor han deler publikum op i to hold. 20.000 på hver. Hvem kan synge Justins hit bedst? ”Oh my God,” siger han til det ene hold (mit). ”I tabte. I var forfærdelige, men jeg elsker jer alligevel.” Tak for lort.

For alvorligt talt. Jeg har lige gennemskuet hans type. Typen, der helt åbenlyst ikke er forelsket i dig. Du ved det godt, men du er fanget, og han nyder det. Han bliver ved at få dig til at bekræfte ham, og du gør det igen og igen. Justin får os ovenikøbet til at betale for det.

Faktisk taler han ikke altid særligt pænt til folk, men ingen lægger tilsyneladende mærke til det. ”Er der flere, der vil herop og danse?” spørger han, og da alle skriger og fægter med armene, griner han og siger: ”Nope.” Det kommer de ikke. Justin skulle bare lige høre, om de stadig ville.

”Cause if you like the way you look that much/ Oh, baby, you should go and love yourself/ And if you think that I’m still holdin’ on to somethin’/ You should go and love yourself,” synger han, og det er et råd, man skal tage alvorligt. En mand, der opfører sig som Bieber, skal man skride fra. Jeg går hjem.

”Hvis der kommer et terrorangreb,” overhører jeg en teenagepige sige til sin veninde på vej ud, ”så er det godt, at vi er gået.” Det gjorde der ikke, men Bieber har ruineret mig, og jeg føler mig svigtet.

”He stole my money and he broke my heart,” ville jeg sikkert synge, hvis jeg var popstjerne. ”He should go love himself.”