Ali savner sine seks børn

»Jeg føler mig presset til at løbe en meget stor risiko.« 46-årige Ali stiller to stole frem foran vinduet på sit værelse på Nordborg Asylcenter på Als. Køjesengen fylder det meste af rummet, tøjet hænger på knager på døren, stakke af dokumenter ligger i plasticposer. Ali har efter et år i Danmark fået status som krigsflygtning, men ikke som personligt forfulgt. Derfor kan han først søge om familiesammenføring med sin kone og seks børn om et år. På grund af sagsbehandlingstiden vil familien være adskilt i op mod tre år. Når familien ses igen, vil døtrene måske være 19, 16, 15 og 3 år, og sønnerne, 11 og 7 år.

Det har fået konen og børnene til at flygte fra Syrien til Tyrkiet, hvor de nu sover hos slægtninge. Ali spekulerer som en gal over, om han tør sende dem mod Europa. Fem dage i en gammel båd fra Mersin i Tyrkiet til det sydlige Italien.

»Kan jeg sende en besked til dronningen og bede om hjælp? Jeg har hørt meget godt om hende. Kan I give mig hendes adresse eller e-mail?,« spørger han.

Ødelægger børn

I sidste uge blev de danske stramninger for familiesammenføring trumfet af Sverige. Med tårer i øjnene fortalte vicestatsminister og formand for Miljöpartiet Åsa Romson, om regler, der helt fratager flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus ret til at få deres familie til landet.

I Danmark advarer humanitære organisationer om, at 3-årsreglen vil ødelægge de syriske familier. »Hvad skal familierne, som er ramt af krig, gøre? Forældrene kan ikke lade børnene vove den ekstremt farefulde rejse til Europa. Og for en forælder, der er kommet til Danmark, er det ubærligt at leve med, at resten af familien er fanget i Syrien. Det er en helt igennem umenneskelig situation, som ødelægger både forældre og børn,« siger Red Barnets generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm.

Tre døgn på toiletgulvet

Ali og hans familie kommer fra Syriens fjerdestørste by, Hama. I sommeren 2014 rykkede kampene mellem Assads styrker og oppositionen helt tæt på familiens lejlighed. Kampvognene kørte rundt lige uden for vinduerne, der var voldsomme skudvekslinger i gaden. Ali, hans kone og deres fem børn krøb sammen på toiletgulvet. Der lå de i tre dage, indtil Assads hær sejrede og belejrede området. Så fulgte 15 dages udgangsforbud. Ali og familien kunne ikke gå ud for at købe mad. Nok var de sultne, men angsten var værst.

»Vi blev syge af frygt. Børnene fik angstanfald, hver gang de hørte et brag,« fortæller Ali fra sit værelse på Als. Snart kom både paramilitære styrker og oppositionens folk og bankede på familiens dør i Hama.

Middelklasseliv i Syrien

Før borgerkrigen i Syrien brød ud, arbejdede Ali med at renovere lejligheder. Han hyrede og styrede håndværkerne og tog selv ti procent af prisen. Familien levede godt – ikke ekstravagant. De boede i en lejlighed på 70-80 kvadratmeter med tre værelser og en lille stue. De tilhørte den syriske middelklasse. Bortset fra den yngste sov alle børnene i køjesenge på samme værelse. De skændtes tit, som børn gør, men de elskede også at være sammen som familie.

Fredag var fridag, og de tog på udflugt til parker, hvor de legede og spillede fodbold. De elskede at spise fisk, linsesuppe, bønner med tomatsovs eller spaghetti med kødsovs. Når det skulle være noget særligt, grillede de en kylling eller to. Det, der betød allermest for Ali, var at være sammen med børnene.

Ræs mod bunden

I et forsøg på at harmonisere medlemslandenes asylpolitik har EU fastsat minimumsstandarder for familiesammenføring. Standarderne skal blandt andet  forhindre et race to the bottom, hvor alle lande konkurrer om at føre den strammeste asylpolitik for at undgå for store indvandrer- og flygtningestrømme. Da Danmark har forbehold for asylpolitikken, skal vi ikke efterleve EU’s krav. Hidtil har vi udnyttet den position til blandt andet at indføre 24-årsreglen, der kræver, at ægtefæller er mindst 24 år, før de kan familiesammenføres. I EU gælder en tilsvarende 21-års regel. Reglerne suspenderes dog for flygtninge med beskyttelsesstatus. Postdoc ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet, Louise Halleskov Storgaard, påpeger, at danske regler for familiesammenføring generelt er strammere end EU-reglerne.

Omvendt giver EU-reglerne mulighed for at indføre den aktuelle stramning, 3-årsreglen, pointerer Louise Halleskov Storgaard. EU stiller nemlig ikke nogen krav til medlemslandenes regler for familiesammenføring, når der handler om flygtninge under »midlertidig beskyttelse«. Kort sagt: 3-årsreglen ville have gået fået fint i spænd med Danmarks deltagelse i en fælles europæisk asylpolitik.

Alene i Asserballeskov

På Nordborg Asylcenter kalder Alis mobiltelefon til bøn. Han og den dansk-arabiske tolk vasker fødder og går ind i stuen og sætter sig på to små bedetæpper. I den ene ende af rummet står en topersoners sofa og et bord, i den anden ende nogle blå garderobeskabe. Oven på skabene er der stablet flyttekasser og gamle, brune læderkufferter. Ellers er der næsten intet i rummet. Nordborg Asylcenter er et udslusningscenter. Her venter asylansøgere, der har fået opholdstilladelse, på at blive tildelt en bolig i en kommune. Ali har været her i tre måneder. Han er blevet tilbudt en bolig i Asserballeskov – en landsby med 290 indbyggere fem kilometer fra færgelejet ved Fynshav på Als. Ali vil ikke bo der. Han er bange for, at han bliver vanvittig af at være alene.

»Jeg har været igennem en hård tid – krig og ødelæggelse. Det er bedre for mig at bo et sted, der er befolket, og hvor jeg kan integrere mig i samfundet,« siger Ali, der er uddannet assisterende elektroingeniør. Han taler hurtigt og ivrigt, og når han føler sig afbrudt, hæver han to fingre i luften og siger »wait, please!«

Syreren siger, at hvis han havde kendt reglerne for familiesammenføring i Danmark, så var han taget til Tyskland eller Sverige i stedet.

Truet til militærtjeneste

I november sidste år dukkede fire paramilitære Assad-støtter op på Alis bopæl. De ville have ham med i deres enhed. Ali sagde, at han var for gammel; at den syriske hær ikke indkalder mænd, der er ældre end 42 år. »Du har ikke noget valg, det er en ordre,« svarede mændene og sagde, at de ikke var fra hæren, men at de støttede hæren. Ali bad om tid til at sørge for sin kone og børn. Mændene gav ham en uge. En-to dage efter stoppede en mand i civilt tøj Ali på gaden. »Du skal holde øje med militærets bevægelser her i området,« sagde manden, der var fra en af oppositionsgrupperne, som bekæmper Assad. Ali nægtede.

Senere kom endnu en oppositions-mand i civilt tøj til Ali, denne gang på hans bopæl. Manden ville holde øje med militæret fra familiens lejlighed, men Ali var bange og nægtede ham adgang. »Så anser vi dig for at støtte regimet,« svarede han og truede Ali på livet.

Inden Assad-støtternes frist på en uge var udløbet, solgte Ali konens smykker og lånte penge fra venner og bekendte og samlede på den måde 8000 dollar. Derefter forlod han lejligheden med sin kone og nu seks børn. Midt i krigen havde de fået en lille pige. Familien bar intet andet end pengene og det tøj, de havde på. Det måtte ikke ligne en flugt.

Gennem himlens port

Ali og hans familie flygtede først til en lejlighed i en anden bydel. Men de følte sig langt fra sikre der. De vidste, at der var stikkere overalt, og at regimets næve var stærk. Ali måtte ud af landet hurtigst muligt.

Familien havde tidligere læst om Danmark på internettet; om verdens lykkeligste folk, det fredelige samfund og alle børns ret til uddannelse.

I midten af november blev Ali smuglet ud gennem grænsen til Tyrkiet ved Bab al-Hawa, himlens port. I den tyrkiske by Mersin opsøgte han en café, hvor menneskesmuglerne sad og røg vandpibe. Tyve dage senere stod Ali på dækket af en gammel båd sammen med 60 andre flygtninge og immigranter, mens Middelhavet ruskede i dem. Efter fem døgn blev de, i ly af natten, sat af på en italiensk klippekyst. Ali og de andre flygtninge skiftede tog flere gange, indtil de nåede Milano i Norditalien. Her mødte de endnu en smugler, som skaffede en chauffør, der kørte Ali og fire andre passagerer hele vejen til Danmark for 800 euro per person.

Da Ali nåede Danmark, havde SR-regeringen kort forinden fremsat lovforslaget om 1-årsreglen. Loven trådte først i kraft i februar 2015, men den ramte Ali med tilbagevirkende kraft.

Udlændingestyrelsen: Ali lyver

Den danske udlændingestyrelse tror ikke på Alis historie. Styrelsen mener, den fremstår »udbyggende«, »divergerende« og »konstrueret til lejligheden«, står der i Alis asylafgørelse fra den 8. oktober i år. Vurderingen har store konsekvenser for Alis mulighed for at blive genforenet med sin familie. I stedet for at få fem års opholdstilladelse og ret til familiesammenføring, har Ali fået »midlertidig beskyttelsesstatus,« fordi han vurderes ikke at være personligt forfulgt. Derfor kan han først søge om familiesammenføring om et år – hvorefter der er yderligere sagsbehandlingstid.

Udlændingestyrelsen hæfter sig ved, at Ali i den skriftlige ansøgning om asyl, ikke nævnte, at myndighederne eller oppositionen havde truet ham til militærtjeneste. Styrelsen mener også, at Ali til asylsamtalerne gav forskellige forklaringer på, præcis hvad der skete i Hama. Til den første samtale sagde Ali, at han blev kontaktet af oppositionen én gang. Til den anden samtale, sagde han, at det var to gange. Til den første samtale sagde Ali, at han bad de paramilitære Assad-støtter om en uges frist. Til den anden samtale sagde han, at det var Assad-støtterne, der gav ham fristen.

Dårlig kurdisk tolk

På Als forklarer Ali, hvorfor han ikke skrev noget om de paramilitære styrker eller oppositionen i sit asylskema.

»Jeg var bange. Jeg vidste ikke hvem, der skulle læse ansøgningen. Jeg ville hellere sige det ansigt til ansigt,« siger han. Han hiver i hårene på sin arm, stryger en hånd over panden.

I det hele taget er Ali bange for at fortælle sin historie. Han siger, at folk fra både det syriske regime og fra oppositionen befinder i Danmark.

Derfor vil han hverken have sit rigtige navn nævnt eller blive fotograferet.

Ali siger, at han fortalte præcis det samme ved begge asylsamtaler, men at tolken var kurdisk og meget dårlig til arabisk, og at der er sket misforståelser.

»Er det muligt at bede om at få et interview mere med immigrationsmyndighederne? Så skal der være en arabisk oversætter. Så kan jeg måske få fem års opholdstilladelse?,« spørger Ali.

Han får hjælp fra en gruppe jurastuderende under Venligboerne, og hans sag er anket til Flygtningenævnet.

»Hvis ikke han får medhold i nævnet, så tager vi sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. De må ikke forhindre retten til familieliv,« siger jurastuderende Asrin Mesbah.

Familier flygter til Danmark

Asrin Mesbah og de andre frivillige møder flere og flere familier, som tager sagen i egen hånd, fordi de ikke kan få familiesammenføring. I stedet sender de koner og børn på flugt mod Danmark. 3-årsregel vil blot gør dette værre, mener Asrin Mesbah.

»Ingen ønsker at lade deres familie være i Syrien i tre år i krig og terror. De vil gøre alt for at få dem hertil. Dem, der har penge, rejser med de samme, og andre tager dyre forbrugslån for at få råd,« siger hun.

Red Barnet mener, at 3-årsreglen krænker FN’s Børnekonvention, da Danmark har pligt til at sikre, at børn ikke adskilles fra deres forældre.

»Ansøgninger fra et barn eller en forælder om familiesammenføring skal behandles på en positiv, human og hurtig måde. Regeringen gør det stik modsatte. Tre år er en evighed for et barn. Hensynet til børns rettigheder skal vægtes langt, langt højere,« siger generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm.

Verdens lykkeligste folk

På Als er mørket er ved at fjerne udsigten til det røde etagebyggeri overfor Alis værelse. Der går en flok flygtninge forbi et par vinternøgne træer. Vi har talt i tre timer. Ali siger, han ligger vågen om natten i den nederste køje og tænker på, hvad han skal gøre. Èt er faren for, at der skal ske konen og børnene noget under flugten til Europa. Noget andet er, at han ikke har penge til at betale smugleren. Omvendt har han heller ikke penge til, at familien kan blive i Tyrkiet.

»I er verdens lykkeligste folk og alligevel skal mine børn leve uden en far? Jeg forstår det ikke. Jeg ønsker at leve i fred her, men ikke uden mine børn,« siger Ali og taler om fremtiden, »jeg kan godt lide at arbejde. Jeg vil ikke bare sidde derhjemme og få penge fra kommunen. Jeg vil starte min egen forretning. Et pizzeria eller en arabisk grønthandler. Jeg vil også gerne læse videre på universitetet.«