Nyhedsanalysen
Kammerat Corbyns comeback
Han er først og fremmest i opposition til den del af sit eget parti, som kaldte sig for ‘New Labour’ i 1990’erne. Dernæst er han i opposition til de konservative og deres premierminister Theresa May. Og sidst, men ikke mindst er Jeremy Corbyn i opposition til resten af etablissementet. Derfor har han en chance.
Ikke engang de tragisk gentagne terrorangreb i Storbritannien har slået Labour-lederen Jeremy Corbyn tilbage. Mod alle odds står han pludselig med en reel chance for at indhente den konservative premierminister Theresa May ved parlamentsvalget i morgen. Corbyn er kommet ind fra det yderste venstre – og har overrasket alt og alle med en valgkamp, der både har skabt begejstring og tilsyneladende annulleret den 68-årige partileders åbenlyse svagheder.
Statistisk set er afstanden dog stadig urealistisk stor – hvis man kan og skal stole på målingerne. Labour-lejren håber til det sidste, for meningsmålingerne har ramt skævt før, særligt ved valg i Storbritannien. I dag findes der således fire typer af løgne: Løgn, forbandet løgn, statistik – og britiske meningsmålinger. Samtidig gør det britiske valgsystem med såkaldt flertalsvalg i enkeltmandskredse, eller ‘winner-takes-it-all‘, det vanskeligt at forudsige mandatfordelingen præcist på landsplan.
Alt kan ske i det næste døgn. Hvilket i sig selv er et mysterium, da Labour dels begyndte historisk langt bagud og dels har måttet føre valgkamp i en form for undtagelsestilstand med hele tre islamistiske terrorangreb: ved Westminster Bridge, i Manchester Arena og senest ved London Bridge.
Ud fra en konventionel tankegang fører drab, krig og usikkerhed i gaderne til en svækkelse af venstrefløjen, da borgerlige partier antages at stå stærkere, når det gælder lov og orden. Derfor burde den gamle græsrodsaktivist Jeremy Corbyn være gledet tilbage i meningsmålingerne. Men det er ikke sket.
På forunderlig vis er det i de seneste døgn lykkedes for Jeremy Corbyn at finde en effektiv platform, som tilmed understøttes ideologisk og konkret af Labours valgmanifest, ‘For The Many, Not The Few‘. Corbyn peger på et ubestrideligt faktum: Antallet af politibetjente er faldet markant i de konservatives regeringsperiode, og i særdeleshed mens Theresa May var indenrigsminister.
Tallene taler for sig selv: Fra 2009 til 2016 er antallet af almindelige betjente i England og Wales faldet fra 144.353 til 122.859, altså 21.494 færre betjente. Og måske endnu værre i lyset af terrorattentaterne: Antallet af våbentrænede specialbetjente er faldet fra 6.796 2010 til 5.639 i 2016, altså 1.157 færre i aktionsstyrken. Udviklingen minder om situationen i andre dele af den offentlige sektor i Storbritannien, som Jeremy Corbyn & co. længe har kritiseret for at være blevet udsultet af de borgerlige.
De konstante fyringsrunder i det britiske politi er således her i valgkampens slutspurt blevet en slags ‘sag om Skat’, som balladen kendes herhjemme: Nedskæringer og besparelser har vist sig at koste samfundet dyrt. I Labours manifest, som har vist sig at være et overraskende populært fundament, hedder det direkte: ”Labour will recruit 10,000 more police officers to work on community beats, equivalent to at least one more for every neighbourhood in the country”. Og videre: ”On Theresa May’s watch, police numbers have been cut by 20,000. Cuts to the police force endanger communities and endanger police officers too. Labour’s approach to policing crime will be different”.
Løftet om flere ressourcer til lokalpoliti har ramt perfekt ind i den britiske befolknings utryghed efter terrorangrebene. Samtidig har Jeremy Corbyn lanceret en umiddelbart kontroversiel forklaring på terrorangrebene, som imidlertid også har vist sig at have en bred folkelig forankring, nemlig at Storbritanniens mislykkede krigsførelse i bl.a. Mellemøsten har øget risikoen for terrorangreb: ”Vi må være modige nok til at indrømme, at ‘krigen mod terror’ ganske enkelt ikke virker. Vi har brug for en smartere måde at begrænse truslen fra lande, der fostrer terrorister og skaber terrorisme,” udtalte Jeremy Corbyn og udløste straks hidsig kritik fra de borgerlige. Men vælgerne er med ham: 53 procent af de britiske vælgere mener, at der er en sammenhæng mellem krigsdeltagelse og terrorrisiko.
I en anspændt og frygtsom situation virker det umiddelbart hovedløst, at Labours leder anklager den siddende regering for at have et direkte medansvar for de tre tragiske terrorangreb. Men den selvsikre og offensive attitude har tydeligvis hjulpet Jeremy Corbyn, som derved har styrket sit omdømme som en outsider, der tør sige, hvad han mener, selv når det er kontroversielt – og samtidig evner at fremlægge konkrete forslag, der virker, som om de kan afhjælpe de mest påtrængende problemer i tiden.
Den klassisk venstreorienterede Jeremy Corbyn, der blev valgt i en protest mod ‘New Labour’-fløjen, har fanget en understrøm af utilfredshed i det britiske vælgerhav. På mange strækninger minder hans opblomstring om den amerikanske modkandidat hos Demokraterne, 75-årige Bernie Sanders, som også overrumplede etablissementet med sin sociale indignation – og endte med at være lige ved at slå Hillary Clinton. Bernie ‘Feel the Bern’ Sanders er da også rejst til Storbritannien for at hjælpe her i slutspurten.
Bernie og Jeremy minder på mange måder om hinanden, ligesom opgøret mellem den konservative Theresa May og den venstresnoede Jeremy Corbyn også kan virke som en genopførelse af duellen mellem netop Hillary Clinton og Bernie Sanders. Det er konservativ opportunisme over for social indigneret idealisme; business-as-usual over for større kontrol med markedskræfterne.
Kammerat Corbyn – som han spydigt kaldes af sine mange modstandere – er ingen showman som f.eks. Donald Trump. Han placerer sig heller ikke et nyt sted i det politiske spektrum som Emmanuel Macron. Men han har vist i en veldrejet og veltimet valgkamp, at der stadig er et bredt publikum, ikke mindst blandt yngre vælgere, til en fortsat udbygning af velfærdsstaten. Symbolsk markeret med det akutte behov for flere politibetjente i gaderne.
Måske er terror og kriminalitet slet ikke længere en vindersag for højrefløjen?
Fortsættelse følger i morgen…