De fleste af os ved, hvordan det er at kommunikere med dyr. Nogle gange kan man læse dem som en åben bog, andre gange møder de os med knurren og blottede tænder. Og vi har da også oplevet dyr, der optræder hovent eller decideret næbbet. Det spiller ind, hvilken art vi taler om, og hvor godt vi kender dyret. Selv om mennesket har levet side om side med en bred vifte af dyr gennem millioner af år, lader menneske/dyr-kommunikationen stadig noget tilbage at ønske. Måske er det os, der er primitive. Vi kender alle sammen følelsen af at være den dumme, når vi svømmer sammen med delfiner. Men så må vi jo strenge os an.
”Jeg ved ikke, hvad en dyretelepatør er,” svarede biskop Peter Fischer-Møller, da lokalmediet sn.dk forleden spurgte ham, hvad han mente om, at en dyretelepati-seance foran 125 mennesker havde fundet sted 1. juni i Gislinge Kirke på Holbæk-egnen. Nu har biskoppen indkaldt den ansvarlige sognepræst til en samtale om, ”hvordan et arrangement af den karakter forholder sig til folkekirkens bekendelsesgrundlag”.
Hvad var det, der var sket? Ikke andet end at sognepræst Dorthe Thalov havde åbnet sin kirke for et foredrag om dyreclairvoyance ved en Ditte Young, der til dagligt ernærer sig som professionel dyretelepatør. ”Jeg har ikke berøringsangst og er selv meget til telepati,” udtalte Dorthe Thaulov og pegede på, at man i folkekirken taler om et liv efter døden. ”Ved foredraget snakkede vi om spørgsmål som ‘Kommer jeg til at se min hund igen?’”
Det er mærkeligt med folkekirken. Hvis man som præst kommer for skade at sige, at man ikke tror på Gud, bliver man udskammet – som det var tilfældet med Thorkild Grosbøll i 2003. Hvis man omvendt er åben for, at man kan føre en eller anden form for dialog med et dyr, som er afgået ved døden (hvilket i princippet ikke burde ligge så langt fra, hvad der ellers er muligt i kristendommen), så skal man til kammeratlig samtale med sin foresatte.
Føljeton var ikke med til dyreclairvoyancen i Gislinge Kirke. Men Ditte Young fortæller til TV2, at hun tog sig en snak med et par døde heste, som nogle mennesker blandt publikum havde medbragt billeder af. ”En af dem var en vallak, som viste sig foran mig som en meget frisk prins. Den kunne ikke forstå rammerne omkring sin aflivning og havde svært ved at acceptere, at den ikke levede mere,” lyder hendes beretning. Hestens ejer vidste angiveligt godt, hvad den snakkede om.
Folkekirken er i krise. Folk gider ikke være medlem, og Kirkefondet har gennem de senere år måttet sætte flere kirker til salg. Er der råd til at forbyde dyreclairvoyancer og anden uskadelig spiritualitet i landets kirker, hvis det trækker folk til truget? Ditte Young siger, at hun forsøger at bygge bro mellem kristendommen og det spirituelle, som blandt andet har næstekærlighed som fælles træk. Folkekirken må strenge sig an. Komme op på hesten, simpelthen. Det handler om kommunikation.