Mørket hviler over hele sagen

Med et gammelt dansk udtryk kan man forestille sig, at rigsrevisorerne har ’revet sig i håret’ et utal af gange undervejs i deres månedlange arbejde med beretningen.

Den manglende adgang til dele af sagen er i hvert fald bemærkelsesværdig og beklages med næsten fortvivlelse af rigsrevisoren allerede fra side 1 – og det er både DONG og Finansministeriet, der lægger solide hindringer i vejen.
DONG ved at fastslå, at man efter børsnoteringen ikke behøver at udlevere noget som helst, Finansministeriet ved i udstrakt grad at stemple deres materiale som ’fortroligt’ i forhold til offentligheden.

Her giver revisorerne hver gang efter, opgiver deres krav om indsigt og lader embedsmændene bevare de ønskede informationer under dække. Rigsrevisionen skriver:

”Finansministeriet har vurderet, at væsentlige dele af sagen er omfattet af fortrolighed. Rigsrevisionen har ikke alle steder kunnet følge Finansministeriets begrundelser for, at oplysningerne skulle være fortrolige, og har derfor ad flere omgange drøftet vurderingen af fortrolighed med ministeriet. Rigsrevisor har i sidste ende valgt at efterleve Finansministeriets vurdering, da Rigsrevisionen ikke har haft oplysninger, som har kunnet tilsidesætte ministeriets endelige vurdering (…). Det har betydet, at Rigsrevisionen i beretningen flere steder beskriver sagen på et mere overordnet niveau. Andre steder er informationerne udeladt (…)”

Når Rigsrevisionen altså lader sagsmørket bestå – også i en beretning, der ellers skulle oplyse alt – skyldes det med andre ord, at mange informationer hårdnakket kræves udeladt fra ministeriets side – mens anden dokumentation slet ikke findes:

”Rigsrevisionen konstaterer, at flere centrale dokumenter ikke findes på Finansministeriets sager om kapitaludvidelsen (…) Det finder Rigsrevisionen meget utilfredsstillende, særligt fordi der var tale om en økonomisk væsentlig transaktion, og fordi den mangelfulde dokumentation vedrører vigtige dele af sagens forløb. Finansministeriet har dermed ikke sikret tilstrækkelig gennemsigtighed i beslutningsgrundlaget (…).”

Det sidste faktum fremlægges som resultatet af en form for uhørt sjusk: Ministeriet fik aldrig skrevet ting ned og foreviget dem til gavn for både egne arkiver og eftertiden. Rigsrevisor Lone Strøm går ikke videre end til accepten af denne forklaring – altså, at de topprofessionelle embedsmænd simpelthen glemte at tage notater, udarbejde notitser, dokumentere overvejelser, osv., osv.

Ud fra beretningens ordlyd eksisterer der ikke nogen mulige, alternative scenarier, som offentligheden ellers kender fra andre sager i andre ministerier: At visse dokumenter og sagsakter engang eksisterede – men siden forsvandt – blev destrueret eller ’forlagt’. Det kan rigsrevisor naturligvis ikke udforske, endsige antyde inden for de rammer, der ligger.

Sjuske-forklaringen må tages for gode varer og blokerer således adgangen til de to – hypotetiske – langt værre muligheder:

Visse informationer blev bevidst makuleret (eller aldrig arkiveret) af den ene eller den anden ukendte årsag – eller: Visse informationer kan ikke fremskaffes, fordi Finansministeriet slet ikke indgik i de processer, hvor de opstod – for eksempel i konkrete møder eller forhandlinger.
DONG-folkene styrede langt mere – på det konkrete plan og i hele salgsprocessens tilblivelse og eksekvering – end nogen har lyst til at sige højt.

Det vides ikke, om det er sådan, men rigsrevisors ordvalg er uhørt kraftigt med betoningen af, at der er tale om flere ”centrale dokumenter”, der ”vedrører vigtige dele” af hele sagen. Ja, ministeriet har slet og ret undladt at udstyre hele ”beslutningsgrundlaget” med en ”tilstrækkelig gennemsigtighed”. Det er barske ord, og man kan næsten spore den basale undren i beretningens tone.

Samtidig er adgangen til sagens helt centrale spiller – DONG Energy – effektivt spærret på grund af børs-reglerne, der forhindrer revisorerne i at kunne kræve noget som helst materiale direkte fra DONG – f.eks. regnskaber, korrespondance mellem selskabet og dets rådgivere, etc.

En almindelig snusfornuftig dansker ville tænke, at det kan DONG da – med staten som hovedejer – umuligt have noget imod, men sådan spiller klaveret ikke nødvendigvis i disse luftlag. Folkets kontrollanter kan ikke bare traske ind i energiselskabets arkiver, sådan som det kunne være sket før børsnoteringen. Nu er det for sent.

Rigsrevisionen må i stedet forsøge at humpe igennem sin beretning uden at kunne gå ind ad denne indlysende dør. De kan kun kigge i DONG-materiale, der allerede befinder sig i Finansministeriet, og dermed bruge det i beretningen – hvis altså ikke embedsmændene synes, det skal holdes fortroligt, og det gør de jo ganske ofte.

Det kan undre, at denne spærrede vej til de helt centrale svar på gåden om hele DONG-processen ikke er blevet offentligt problematiseret – for eksempel fordi rigsrevisor Strøm lagde kortene på bordet og sagde: Opgaven kan ikke løses på de betingelser…

Det gør hun på sin vis i beretningen – ved at opsummere sine ekskursioner ind i talrige blindgyder og mørklagte rum, igen og igen – men beklagelserne løfter selvsagt ikke tågerne fra selve sagen og hele balladen om aktiehandelen med Goldman Sachs.

Fortsættelsen følger i morgen…