Halv vinder kan tabe hele kongeriget

Storbritannien tager i dag næste skridt på rejsen mod den forunderlige forvandling til Lillebritannien. Det verdensomspændende imperium er for længst skrumpet ind til ingenting, og i løbet af dagens parlamentsvalg vil beslutningen om at trække sig ud af EU næsten uundgåeligt også blive bekræftet, i hvert fald delvist – og dermed accelereres en kaotisk proces, der dels vil svække Londons position som europæisk finanscentrum og dels løsne båndene mellem de fire forskellige nationer i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland. Skotland kræver allerede selvstændighed.

Udmeldelsen af EU kan blive begyndelsen på en indre løsrivelse, der kan sprede sig til andre dele af udkants-Europa. Velkommen til morgendagens Lillebritannien: Et land, der nu aktivt forsøger at gøre sig selv mindre i egen selvforståelse, end omverdenen ser på det engang for ikke så længe siden åh så cool Britannia.

Premierminister Theresa May har forsøgt at tage den ydmygende skæbne på sig med en heroisk-patetisk positur; som den stolte frihedskæmper: Rule, Britannia! Britannia, rule the waves! Britons never, never, never shall be slaves. I de seneste måneder har Theresa May opportunistisk påtaget sig rollen som EU-modstander, selv om hun sidste sommer stemte ‘Remain’. Og selv om hun har talt hårdt, virker hun til gerne at ville bekræftes i den selvvalgte isolationskurs.

Valget blev således udskrevet på en enkel dagsorden, der paradoksalt nok ikke har domineret de seneste ugers valgkamp, men som fra i morgen igen vil være hovedemnet: Skal Storbritannien træde kompromisløst ud af EU-samarbejdet, uanset vilkårene? Skal briterne gå ned med stoltheden i behold?

Det underliggende spørgsmål er lige så ubekvemt, som det reelt har været fraværende i valgkampen: Skal Storbritannien køre løs med et hårdt Brexit, eller skal udmeldelsen eventuelt kunne tages op til fornyet overvejelse?

Den konservative premierminister Theresa May udskrev valget, fordi hun ønskede – som grundlag for de videre udtrædelses-forhandlinger med de andre EU-lande – at få et klart og styrket Brexit-mandat i Storbritanniens parlament, Underhuset. Her har flertallet af medlemmerne hidtil været tilhængere af fortsat britisk medlemskab af det europæiske samarbejde, og Theresa May ville altså sikre sig rygdækning til at spille hårdt mod Bruxelles.

Her på valgdagen kan det dog konstateres, at missionen er mislykkedes: Intet tyder på, at Theresa May i nat vil få et absolut Brexit-flertal, skønt hendes konservative parti ifølge gennemsnittet af meningsmålingerne står til at genvinde magten. Formelt vil hun naturligvis have et mandat til at regere videre, hvis hendes konservative parti klarer sig bare nogenlunde lige så godt som ved sidste valg i 2015, men realpolitisk vil hun kun kunne træde sejrende frem, hvis partiet både styrkes, og de mest EU-positive og pragmatiske medlemmer samtidig udskiftes med ideologiske skeptikere eller direkte modstandere.

Det sidste er det altafgørende: Får Theresa May et rent EU-skeptisk flertal bag sig? Den britiske valgmatematik gør dog en sådan paladsrevolution noget nær umulig, eftersom 186 ud af de 330 konservative parlamentsmedlemmer stemte ‘Remain’, altså for et fortsat EU-medlemskab, ved Brexit-afstemningen sidste sommer. Og så mange konservative parlamentsmedlemmer vil ganske enkelt ikke blive skiftet ud i dag. Derfor vil Theresa May også i morgen stå med et parlament, hvor flertallet – formentlig også af de konservative – stemte ‘Remain’, og samlet set næppe vil være villige til at gå hele vejen, hvis hun gør alvor af ordene om, at ”no deal for Britain is better than a bad deal”.

Der findes to magiske tal i britisk politik: 326 mandater er det basale flertal ud af de 650 medlemmer. 326 svarer til 90 mandater i det danske folketing. Inden valget havde Theresa May et samlet flertal på ekstra 17 mandater, i alt 343 mandater, heriblandt støtte fra bl.a. det nordirske Democratic Unionist Party.

Hvis hun skal miste magten, vil mere end 17 valgkredse altså skulle svinge rundt, og reelt væsentligt flere, da oppositionen står splittet mellem et historisk lille Labour, et fremadstormende skotsk nationalistparti og de rundforvirrede Lib Dems.

Selv om Labour her til morgen har fået den første måling med flertal i mere end et år, vil Jeremy Corbyn & co. skulle trække en overrumplende jordskredssejr op af skipperkasketten – med samme chokeffekt på Richter-skalaen som Trumps sejr sidste efterår – hvis Hillary-klonen Theresa May ikke skal kunne forsætte i 10 Downing Street.

Inden for sandsynlighedens gummielastiske rammer vil Theresa May kunne regere videre i morgen, men uden dét symbolske trofæ, som hun kom efter: Theresa May har ikke og får heller ikke i dag en bred opbakning i det britiske Underhus til sin hårde Brexit-strategi og vil dermed stå svækket tilbage, selv hvis de konservative skulle vinde enkelte kredse.

Theresa May kan med en halv sejr i dag tabe det samlede kongerige – med Skotland og måske Nordirland på vej væk? Og et svækket Lillebritannien, der vil få endnu mindre konkret indflydelse på verdens skæve gang. Men den største svækkelse kan ramme hende selv: Theresa May, som har ført en opsigtsvækkende håbløs valgkamp, har ikke fået mandat til skrue bissen yderligere på over for Bruxelles og resten af Europa.

Hvis hun vinder, vil Theresa May reelt stå kunstigt oppustet og storpolitisk impotent tilbage. Højlydt truende, men uden rygdækning. Dét ved man allerede i Bruxelles, Paris og Berlin. For selv hvis de for de konservative mest positive meningsmålinger holder stik, vil May ikke kunne få trukke bagsmækken med. Velkommen til Lillebritannien.