Nyhedsanalysen
Meget frækt hæfte
Føljeton vil gerne vise dig et lille frækt hæfte, som vi er kommet i besiddelse af. Med frækt mener vi ikke smart eller friskfyragtigt, men den form for frækt som ifølge Den Danske Ordbog ”lægger op til sex eller virker seksuelt pirrende eller anstødeligt”. Hæng på, hvis det lyder interessant.

Et medlem af Føljetons direktion har været på nettet for at købe Tijuana Bibles. Det lykkedes ikke, til gengæld fandt han et pudsigt engelsk online-antikvariat, som solgte ham et lille hæfte med følgende historie, som måske, måske ikke er sand.
Da de allierede gik ind i Italien under Anden Verdenskrig, tog de en masse italienske krigsfanger. En af disse italienere havde hæftet på sig, og da hans engelske fangevogter så det, blev han meget interesseret i det. Krigsfangen var omvendt interesseret i fangevogterens cigaretter. Det endte som en byttehandel: hæftet for to cigaretter. Italieneren røg cigaretterne, englænderen tog hæftet med hjem til England, hvor nogen har passet godt på det. I hvert ligger det frække hæfte nu på Føljetons adresse mere end 72 år efter krigens afslutning.
Plottet er meget lige ud ad landevejen. Vi ved ikke, om vi vil kalde fortællingen opbyggelig, men den har da en begyndelse, en midte, et klimaks (eller to) og en afslutning.