Nyhedsanalysen

Indianerløsningen og de syv små styrelser

Skat er en så samfundsomstyrtende skandale, at næsten en hvilken som helst anden fordeling af arbejdsopgaverne vil være forløsende. For pengene fosser ud, og stadig flere borgere føler sig til grin for egne penge. Lige præcis når det gælder Skat, er de fleste danskere derfor helt på linje med Hella Joof og hendes bizarre udtalelse om disruption: ”Der er mange indianerstammer, som hvert syvende år brænder hele lortet ned og starter forfra, og det tror jeg faktisk, at vi skal.” Og det er dét, regeringen nu vil. Skat skal kastes op i luften.

Den nye omvæltning af Skat, som statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede på et pressemøde her kl. 11, er et skelsættende skridt fremad for den skandale-plagede myndighed – men også endnu et kaotisk tilbageslag. Men lad os tage den gode nyhed først: Skat, som det kendes i dag, nedlægges allerede fra næste år og erstattes med syv specialiserede styrelser, som hver især får ansvaret for logisk afgrænsede områder. Dét er hårdt tiltrængt og er reelt et opgør med den centralisering, som blev sat i værk med kommunalreformen i 2005, pudsigt nok anført af netop Lars Løkke.

I et åbenlyst forsøg på at udvise handlekraft, og for at fjerne opmærksomheden fra fortidens fejl, vil regeringen nu pludselig reorganisere Skat, så arbejdsopgaverne flyttes væk fra den nuværende og mislykkede centralstyring. I det miskmask, som Skat er endt i efter både kommunalreformen og en endeløs række af organisatoriske eksperimenter, er kompetencerne og ansvaret flydt ud i et ingenmandsland, hvor ingen efterhånden ved, hvem der konkret har såvel overblikket som indsigten til at kunne inddrive de rigtige beløb.

Eksperimenterne har kostet milliarder i tabte skatteindtægter. Intet har været så dyrt og dumt i den nyere danmarkshistorie som centraliseringen af Skat. Idéen om at bryde hele dette miskmask-monster op og genindføre en decentral specialisering er derfor påtrængende sund. Ja, det er på mere end høje tid med et opgør med de grundlæggende fejl, som VK-regeringen og Dansk Folkeparti satte i gang fra 2005 og frem.

De uvildige eksperter er også begejstrede for den nye struktur med syv små styrelser: Styrelsen for ejendomsvurderinger, Styrelsen for skatter, afgifter og moms, Styrelsen for skattegæld, Styrelsen for told, Styrelsen for motorområdet, Styrelsen for IT og udvikling og Styrelsen for HR og rekruttering.

En af landets førende skatteadvokater Torben Bagge, som længe har været en højlydt kritiker af tingenes forfald, roser regeringens udspil: ”Det er jo et langt sejt træk, man skal til at i gang med, men forhåbentligt vil det medvirke til, at vi ikke bliver ved med at se de her trælse sager, vi har set klæbe til Skat. Der kommer jo en direktør for hver af de her styrelser, og så er der ikke længere nogen tvivl om, hvem der har det ultimative ansvar inden for de respektive områder. Det håber jeg vil være med til at stramme op på systemet og styrke fagligheden,” siger Torben Bagge til Politiken.

Forventningens glæde er vanskelig at tæmme, for det kan næsten kun gå fremad. Og dog. For hvad var nu én af de væsentligste årsager til skandalerne i Skat – altså udover centraliseringen, generalisternes fortrængning af fagmedarbejderne og kollapsede IT-systemer? Jo, det var såmænd netop forjagede eksperimenter med organisationen, hvor fagområder er blevet fragmenteret, enkelte servicefunktioner flyttet vilkårligt rundt i landet og i det hele taget konstant væltet rundt i luften. Den dårlige nyhed er således, at den nye Skat-omorganisering på flere fortvivlende måder kan ses som en direkte forlængelse af de senere års kaos.

Omorganiseringen sker pludseligt – og før de basale driftsproblemer er løst. Den sker panisk – og før det er blevet undersøgt, hvorfor det er gået så galt. I de kommende år vil Skat således skulle tumle med nye adresser, flyttekasser og ikke mindst helt nye medarbejdere, som skal læres op. 1.500 nye medarbejdere i provinsen. Erfaringerne viser, at pludselige og paniske løsninger kun kan gå galt i Skat. Men lad os da krydse fingre og håbe på det bedste. Det bliver næppe værre. Og statsminister Lars Løkke Rasmussen kan i hvert fald ikke længere beskyldes for at se passivt til på sine egne fejl fra fortiden – og dét er nok også hele pointen: Brænd hele lortet ned og start forfra.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12