Nyhedsanalysen
Hanstholms eget hoppingcenter
”Det er svært at sætte en finger på, hvornår det begyndte at gå ned ad bakke for byen. Man lægger jo ikke mærke til, at der falder dråber i en spand vand, før det pludselig flyder over.” Citat: Hjalmar Kristensen, ejeren af Sir Henrys Pub i Hanstholm – sagt hen over baren. Læs tredje afsnit i vores fine serie om fiskeribyen Hanstholm, der burde kunne så meget mere.
Lyden af Radio Nordjyske runger igennem gangene på Hanstholms mennesketomme shoppingcenter – eller ‘HOPPING CENTER’, hvis man skal tro skiltet uden på bygningen. Cafébordene i centrets midte er ledige, og til salg-skiltene i flere af de tomme butiksvinduer spejler sig i det glinsende, brunrøde gulv.
”Det er svært at sætte en finger på, hvornår det begyndte at gå ned ad bakke for byen. Man lægger jo ikke mærke til, at der falder dråber i en spand vand, før det pludselig flyder over,” siger Hjalmar Kristensen hen over baren på Sir Henrys Pub, den ene af centrets tre værtshuse.
Der sidder en god håndfuld stamgæster på pubben og får en formiddagsøl. Hash-Polle og Tyren og Vut-Jan og Ole Kær for at nævne nogle stykker. Hash-Polle hedder Hash-Polle, fordi han en enkelt gang har været ude i Thy Lejren. Tyren hedder sådan, fordi han ikke er så god til det med damerne. Vut-Jan kan Hjalmar Kristensen ikke rigtig huske forklaringen på, og Ole Kær – det er bare Ole Kær.
”Mange af vores kunder er folk, der også var der dengang, hvor alle værtshusene var propfyldte til klokken 5 om morgenen hver eneste dag. Men de falder lige så stille fra – de bliver jo gamle og dør – og det er der, vi har et problem, for der kommer ikke en ny, hver gang der dør en,” siger Hjalmar Kristensen og giver sig til at gennemgå et sort-hvid-billede, der hænger på væggen.
Billedet er taget for en halv menneskealder siden, og motivet er en forsamling mennesker, der står og smiler foran Sir Henrys Pub. ”Han er død, han er død, hun er død, han er død.” Sådan fortsætter Hjalmar Kristensen i et stykke tid.
Ud over billedet er væggene dækket af navnebrædder fra gamle fiskerbåde. Susan Vendelbo, for eksempel, af Hanstholms velkendte Vendelbo-klan, og Turmalin, der tilhørte Hjalmar Kristensens far, Bent ‘Jernstang’ Kristensen. Det ligner et gravsted for de mange kuttere, der måtte lade livet op igennem 80’erne og 90’erne på grund af kvotenedskæringer – og senere hen på grund af 00’ernes gradvise kapitalisering af fiskekvoterne, der gav fiskerne mulighed for at købe og sælge kvoter, som de ville.
Fakta
Indbyggertal
I løbet af de sidste 20 år er der forsvundet næsten 500 indbyggere i Hanstholm. I 2016 var der 2.154 indbyggere i byen.
Hjalmar Kristensen var en af dem, der mærkede kapitaliseringen af kvoterne på klos hold – han var nemlig selv fisker i 30 år fra 1982 til 2012, hvor han blev værtshusejer. Han husker, hvordan mange af hans kollegaer så deres snit til at trække sig ud af erhvervet som millionærer ved at sælge ud, mens andre valgte at opkøbe kvoter og derved udvide deres praksis – heriblandt ham selv.
”Jeg tror, jeg købte ni både op, som jeg tog kvoterne fra og samlede på én stor båd,” siger Hjalmar Kristensen, der på grund af kapitaliseringen kunne specialisere sig i at fange industrifisk som brisling og tobis. ”Jeg synes, det var et rigtig godt system. Det gjorde jo, at man bedre kunne planlægge sit fiskeri.”
Kapitaliseringen blev dødsstødet til det traditionelle fiskeri, som Hanstholm i sin tid blev bygget på: De små fiskerbåde forsvandt endeligt, og kvoterne blev samlet på færre, men større både. Idéen var, at det ville effektivisere erhvervet – og det gjorde det også. Der blev landet mere og mere fisk, og omsætningen på havnen steg og steg.
Fakta
10 års nedtur
I de seneste ti år har Hanstholm oplevet flere nedture. Her er en oversigt over de vigtigste begivenheder:
· 2007 Hanstholm Kommune bliver slået sammen med Thisted Kommune og Sydthy Kommune under navnet Thisted Kommune.
· 2008 Færgerne til Vestnorge forsvinder.
· 2009 Færgerne til Kristiansand forsvinder.
· 2010 Færgerne til Island og Færøerne forsvinder.
· 2014 Den planlagte havneudvidelse falder til jorden.
· 2014 Overbygningen på Hanstholm skole er truet af lukning.