Det atlantiske Hanstholm

Der er en halv snes gæster på Hanstholm Madbar. Flere end man kunne forvente en torsdag eftermiddag i marts. Det er årets første åbningsdag, hvilket måske har noget at sige, og så er det udmærket vejr, selv om det blæser en del. Det gør det alligevel altid, og det bidrager til udsigten, at der er hvide skumsprøjt på havet. Det er også det, folk kommer for: Kontrasten ved at sidde i læ og høre Søren Huss på pladespilleren, mens vinden rusker marehalmen i Nationalpark Thy, gynger fiskerbådene i Hanstholm Havn og skummer overfladen på Vesterhavet, der kan ses til venstre, højre og ligeud gennem Madbarens panoramavinduer.

Det er følelsen af at få serveret frokost på kanten af verden; så tæt på vandet, at det kun er den stride vestenvind, der afholder Pynten, som huset altid er blevet kaldt, fra at skvatte i.

”Drømmen var egentlig at åbne en bjergcafé i Italien, men jeg synes, det her er pretty close,” siger Mai Manaa, som er den ene halvdel af et af de to par, der for godt et år siden bestemte sig for at åbne Hanstholm Madbar. ”Folk gjorde ellers meget ud af at fortælle os, at der aldrig var noget, der kunne løbe rundt på Pynten, og at det var håbløst at starte forretning i Hanstholm.”

Mais mand Morten Manaa går hen og skifter Søren Huss, der er gået i tomgang på pladespilleren, til fordel for den nye med Simon Kvamm, en nær ven af familien, der ligesom dem selv har taget skridtet fra København til Thy. Ved et bord spørger et par turister ind til byen. ”Kalder de lokale det så for Hanneren?” ”Njah, jeg tror, det er noget, de har fundet på, fordi de synes, det lyder fedt,” siger tjeneren med henvisning til ejerne.

Mai og Morten Manaa er en del af den bølge af tilflyttere, der i de senere år er rullet fra storbyerne til surfparadiset Klitmøller, der ligger ti kilometer fra Hanstholm. En bølge, der har bragt et hav af surfere, iværksættere og kreative hoveder til det, der engang var en lille fiskerby, men hvor man nu skal stå på venteliste for at få fast bolig.

Klitmøller er solstrålehistorien fra det ellers så grå og triste Udkantsdanmark. Netop derfor er det mærkeligt, at det oprindeligt ikke var Klitmøller, surferne kaldte for Cold Hawaii. Det var Hanstholm. Det er efter sigende her, i skillelinjen mellem Nordsøen og Skagerak, at de bedste bølger findes, men det til trods er der stadig tomme huse i Hanstholm. Det vil dog ændre sig, mener Mai Manaa.

”Det er, som om Hanstholm er ved at vågne efter at have sovet i mange år. Klitmøller er fyldt op, og den kan ikke udvide sig mere, fordi den er omringet af nationalparken. Det kan Hanstholm til gengæld, og det, tror jeg, den vil gøre,” siger Mai Manaa.

Men det er ikke bare friske øjne, der kan se Hanstholms potentiale. Også blandt holmboerne ulmer der en optimisme. Formanden for borgerforeningen, Randi Vendelbo, er blandt dem, der tror på fremtiden. Hun har boet i en Hanstholm-parcel siden hun var fem år gammel, set butikker åbne og lukke i centeret, oplevet de mange små fiskekuttere blive til få store, set færgerne forsvinde, hørt klagerne over kommunesammenlægningen og følt kniven for byens strube, da nedturene eskalerede.

I efteråret 2014 var det nok engang sparetider i Thisted Kommune, og det betød skolelukninger. Og hvad der få år forinden var utænkeligt, da Hanstholm var hovedstad i egen kommune, var nu blevet alvor: Overbygningen på Hanstholm Skole var lukningstruet.

”Jeg havde selv et barn, der gik i overbygningen. Og jeg tænkte da, at hun skulle i hvert fald ikke ligge og køre til Thisted hver dag. Sådan var der mange, der tænkte, og det ruskede nok op i nogle folk rundt omkring i byen. Det var helt sikker et wake-up call,” fortæller Randi Vendelbo. Blot et halvt år tidligere var hun blevet en del af borgerforeningens bestyrelse på en ekstraordinær generalforsamling, der var sidste instans inden foreningen lukkede, men da skolen blev truet, vendte et årtis negativitet sig til kampgejst. Byens foreninger fik samme sag og i fælles front agiterede de mod nedskæringer på Hanstholm Skole.

Overbygningen overlevede, og det samme gjorde gejsten. Borgerforeningen voksede eksplosivt og den forening, der i 2014 havde 40 medlemmer har i dag næsten 300.

”Vi er blevet synlige i byen. Nu er vi ikke længere bare dem, der holder sankthans,” fortæller Randi Vendelbo.

I takt med at borgerforeningen voksede, gjorde drømmene om et nyt og forbedret Hanstholm det samme. Flere holmboere havde fået nok: Nu skulle skeen i den anden hånd. Og i sommeren 2016 manifesterede det sig, da en gruppe borgere fik lavet en udviklingsplan for byen. ”Hanstholm bliver opfattet som en trist og mismodig by, der lugter af fisk,” hedder det i rapporten. Men Hanstholm har potentiale, og rapporten foreslår en lang række af nye initiativer, som skal være med til at kickstarte udviklingen.

”I det store hele er vi nok blevet bedre til at sætte pris på det sted, vi bor, og så hjælper det også, når der kommer nogen til udefra, som for eksempel dem oppe fra Madbaren og fortæller én, ‘kæft I bor flot’, så vender man sig lige om og ser: Nå ja, det gør vi sgu da også. Det havde man bare glemt i 10 år, eller hvor lang tid det nu har været,” siger Randi Vendelbo. ”Det har været nogle hårde år, men når jeg tænker på fremtiden, så har jeg en god fornemmelse i maven.”

Det er ikke første gang, at der har været gode mavefornemmelser i Hanstholm. I januar 2006, i en lukket legetøjsbutik i Hanstholm Shoppingcenter, stod arkitekt Robert Mogensen og talte foran spidserne i Hanstholm Kommune. Han havde sammen med to andre arkitekter brugt en uge på at udvikle en bosætningsstrategi, der skulle knække den nedadgående befolkningskurve og gøre byen attraktiv igen. Foran sit publikum holdt Robert Mogensen brandtale om byens udfordringer, dens potentiale og om en helt ny identitet: Atlantiske Hanstholm hed projektet.

”Vores indtryk var, at folk var pisse optændte på det her projekt. Derfor var det også mærkeligt at se, at det bare blev lagt ned i en skuffe og forsvandt,” siger Robert Mogensen om Atlantiske Hanstholm, der var en af de første bosætningsstrategier, der blev lavet i Danmark. Projektet var udarbejdet med statsfinansierede kroner og med den garvede arkitekt Mogensen i spidsen, og det var et af de første projekter, der tog udgangspunkt i principper om oplevelsesøkonomi og stedsbestemte kvaliteter – principper, der i dag er brugt af enhver, der beskæftiger sig med byplanlægning.

Botsætningsstrategien skulle gøre Hanstholm til et attraktivt sted at bo, og Robert Mogensen mener, at der var nok at tage fat på. Arkitekternes kritik rettede sig mod selve grundtanken i Hanstholms opbygning. Hvad der i 1960’erne blev beskrevet som Danmarks mest moderne by, og som under opbygningen tiltrak stor opmærksomhed fra arkitekter og byplanlæggere landet over, blev af Robert Mogensen og hans kollegaer beskrevet som en fiasko. Byen blev bygget efter 60’ernes dominerende teorier om, at det skulle være praktisk frem for alt, og hvert element i byen skulle have sin specifikke funktion. Bag brede veje og læbælter afskærmede man sig fra den omliggende natur og udsigten over havet, mens man fjernede store dele af den by, der lå der i forvejen. Fyret, kirken og de få hvide huse, der ikke blev revet ned, er i dag det eneste levn, fra tiden før havnen blev bygget.

”Man brugte ikke historien eller naturen til noget, fordi man ikke mente, det spillede nogen rolle. Byen blev bygget som en maskine, en bo-maskine, hvis opgave var at tjene havnen,” siger Robert Mogensen.

Men med Atlantiske Hanstholm skulle den idé laves om. En lang række nye tiltag i byen skulle sikre, at byen ikke længere skulle fremstå fragmenteret, men organisk. At den ikke længere skulle ligne alle andre byer, men i stedet have en klar identitet. Hanstholm skulle ikke længere bare være funktionel; den skulle tale til begge hjernehalvdele.

”Vores pointe var, at man skulle have bygget i overensstemmelse med stedets kvaliteter, men man ødelagde simpelthen området ved at klaske en by op, der kunne ligge et hvilket som helst andet sted. Det er så unikt et sted, og så pisser man på det,” lyder det fra Robert Mogensen.

Men arkitektgruppens ideer blev aldrig til virkelighed. I forvirringen omkring kommunesammenlægningen blev projektet glemt, og lige siden er de tomme huse i byen blevet flere og flere.

Men der er en undtagelse. For de gamle hvide huse, der ikke blev revet ned i funktionalismens navn, er meget attraktive. Her har ejendomsmæglere ingen problemer med at finde købere, og det er her, i det historiske Hanstholm, at Mai Manaa ser byens potentiale. Det er her hun peger, når hun fortæller holmboerne, hvor dejligt et sted de bor.

”Det første jeg ser, når jeg ser på Hanstholm, det er selvfølgelig Madbaren. Dernæst ser jeg vejen herop med de hvidkalkede huse. Så ser jeg fyret. Så ser jeg vejen ned til havet og havnen. Først til allersidst får jeg øje på parcelhuskvarteret,” siger Mai Manaa.

I 2016 fladede den nedadgående befolkningskurve ud. Der er nye butikker i centret, nye ideer om byudvikling, nye medlemmer i borgerforeningen. Efter 10 års modvind er byen ved at rejse sig i trods – modvind gør stærk, som man siger på egnen. Men indtil videre finder succeshistorierne kun sted uden for de brede veje, der indrammer byens boligkvarter, og det er ikke holdbart, mener Robert Mogensen.

”Der er en god trend i byen, men hvis ikke man tager hånd om de fundamentale problemer, så ender man tilbage ved udgangspunktet, når trenden dør,” siger han.

Mai Manaa bor i Klitmøller, men hun ser potentialet i Hanstholm, og hun er en af dem, der har vækket holmboerne fra lang tids dvale. Hun kan være den første i en bølge af unge og driftige iværksættere, der valfarter til Hanstholm, men om lidt kan hun også være væk igen. Selv giver hun ingen garantier for at blive på egnen.

”I bund og grund er jeg rodløs,” siger hun.

Lige nu kører succesen i Hanstholm stadig uden om byen. Til tilflytternes moderne Madbar, til Nordens bedste surfsted og til havnen, hvor havneudvidelsen lover mere succes og endnu flere arbejdspladser. Optimismen er tilbage – nu må tiden vise, om det kan hive byen ud over de brede veje, som adskiller den fra resten af verden.