'Skriv, at vi gerne vil bo i et rigtigt hus'

En blæsende kold aften står ni iranere ved busstoppestedet på Simons Bakke i Thisted. De er teltboere fra asylcentret, og med sig har de hver en stor, gennemsigtig plasikpose med dyne og hovedpude. De er i færd med at blive evakueret og venter på bussen til Thy Hallen, hvor de skal overnatte. Beredsskabsstyrelsen har vurderet, at det er nødvendigt – der er stormvarsel. Gruppen taler sammen, griner. De joker om stormen. I forhold til, hvad de ellers har været igennem, er den ikke noget særligt.

»Vi har oplevet farligere situationer,« siger Mehdi til mig på engelsk.

Gruppen taler sammen igen sammen på farsi. De vil sikre sig, at jeg forstår, at det er ikke er, fordi de er utaknemmelige. En dansk storm er bare ikke deres vigtigste problem lige nu:

»Vi er glade for, at I beskytter os mod stormen. Menneskeliv er mere dyrebart her.«

I rækkehusene bag stoppestedet går en dør op, høje stemmer og musik slipper for et øjeblik ud i mørket. Så ruller ‘Snedsted Turistbusser’ op over bakken, og mændene stiger ombord. Et par af dem med budskaber på hjerte, som bliver meddelt under busturen: »Skriv, at vi vil lære dansk,« siger en: »Skriv, at vi gerne vil bo i et rigtigt hus«.

Venner på flugt

Beredsskabsstyrelsen har plastret en aflukket gymnastiksal i Thy Hallen til med feltsenge. Her skal sove mellem 110 og 125 mand. 20 af dem er helt nye asylansøgere, der ankommer i nat. Salen støder op til en sportshal, hvor cirka 25 mænd spiller en højenergisk fodboldkamp. Langs det gule gelænder på balkonen står lige så mange og kigger på. To af dem er vennerne Shahoo og Dler, begge kurdere fra Iran.

»Jeg har lært engelsk af at læse undertekster,« siger den ene, landskabsarkitekten Dler. Han har fipskæg og sixpence og smilende øjne. Dler betyder modig, fortæller han genert. Han har siddet i fængsel i Iran af politiske årsager og flygtede bagefter.

Vennen, Shahoo, viser sin telefon frem. Der er et skærmbillede med ham på fra BBC Persian, han er skuespiller. Så viser han et billede af en lille dreng i selebukser. Drengen står halvt inde i en lyserød, blomstrende busk, og kigger direkte ind i kameraet med sin fars øjne og et lille smil om munden. Derefter et billede af moderen: En slank, yndefuld kvinde med sort slør og knaldrøde læber.

Ytringsfriheden afprøves

En alvorlig mand, Ali, afbryder vores samtale. Han er noget ældre end de to venner og vil tale politik. Dler oversætter lidt genstrdigt med et akavet smil:

»Ved du, at hvis vi var i Iran, og du stod her uden tørklæde til en fodboldkamp, så ville du blive slået ihjel?«

Ali holder mit blik uden at smile, mens han fører sin hånd i en snitbevægelse hen over halsen. I et splitsekund mærker jeg den frygt, de er flygtet fra.

»Ved du, at Iran har været i krig i 36 år? Ikke luftkrig, men mind war. Alt, hvad du læser i avisen og ser på tv om Iran, er løgn. Der myrdes uskyldige hver dag. Verden tror, at der er fred i Iran. Men det er ikke sandt,« siger Ali igennem Dler.

Endnu en mand er kommet til, han står lidt bagved og lytter opmærksomt. Der er en spænding i luften, en vagtsomhed. Det virker, som om de føler hinanden på tænderne, vejrer, om det er sikkert at tale her.

Hver person er en lukket bog, og det kan være farligt at tale om sin baggrund, sagde Mehdi til mig sidste uge, da han skulle forklare asylansøgernes indbyrdes relationer. Ingen ved, hvornår de er tilbage i Iran.De befinder sig i ventetidens dødvande.

Livet i telefonen

De fleste teltboere er nu ankommet til Thy Hallen. De sidder spredt ved cafébordene, her lugter af svømmehal. Anders Brolev og Sultan Ali Jafari fra asylcentret ankommer med en lille, livlig gruppe, der har været ude at købe ind.

I grønne rullekurve fra Kiwi har de bananer, cola og vand. Ved opslagstavlen, foran de store glasdøre står folk i en halvcirkel og studerer en lille seddel. Det er navn og kode på hallens trådløse netværk. Internettet er det vigtigste, og efter at jeg har hjulpet én med at logge på det, får jeg stukket telefon efter telefon i hånden.

En mand viser mig en video af sin datter, som sidder på et gulv og griner. Hun har to tænder i undermunden. Man hører en kærligt opmuntrende kvindestemme bag kameraet. Faderen kigger smilende på telefonen, men da videoen, stopper trækker han sig væk, ind i sig selv. Efter et stykke tid har de fleste netværk. De går rundt i forhallen og er på Skype med nogen langt væk eller sidder og skriver på Facebook Messenger i hver sin lille boble.

De er fysisk til stede, men sammen med deres kære i en anden del af verden. Ude i forhallen kommer medarbejdere fra asylcentret med flere stakke af jumbo-pizzaer. Sammen med cola og vand, bliver de fordelt ved de små caféborde i Thy Hallens fællesområde. Der spises i fred og fordragelighed, mens stormen Gorm trækker op udenfor.

Stormen Helga

Efter to dages evakuering er mændene tilbage i teltene. Men som en lokal kvinde skriver på sin Facebook-profil: »Jeg tror ikke politikerne på Christiansborg har særlig god kontakt til vejrguderne eller DMI, for så ville de vide, at det er komplet tåbeligt at sætte telte op her ved vestkysten efterår og vinter.«

Læhegnet, der omkredser teltlejren, fortæller det samme: Træerne hælder mod øst, presset af den utrættelige vestenvind. Og allerede ugen efter hærger den næste storm, Helga. Strømmen i det orange spisetelt er gået, og kaffeautomaten står stum.

Bordene er beskidte af madrester og vand. Om formiddagen er her mennesketomt, og teltdugene smækker i vinden. Udenfor har et par værnepligtige fra Beredsskabsstyrelsen travlt. De løber rundt med en pumpe for at puste de hvide beboelsestelte op. Teltene har ikke stænger, men er holdt oppe af lange puder, som er fulde af luft. Når den stærke vind rammer, presses pudernes ventiler op, så luften langsomt siver ud. En enkelt gang er et telt faldet sammen, men beboerne nåede ud. Derfor har Beredsskabsstyrelsen konstant to mand på vagt til sikre teltenes kæmpe jernpløkker og pumpe rutinemæssigt.

Fuldt booket

I centrets hovedbygning er mellemgangen fuld af ventende mænd, de fleste for at få udleveret penge. En gruppe fra teltene fortæller, at strømmen er gået i teltrække B, og at det er koldt.

Asylcentret er fyldt op, her er cirka 340 beboere. Døren til kontoret, centrets ‘kommandocentral’, hvor personale og ledelse sidder, er blevet låst. Nu er der kun åbent kl. 10-14. Stedet bliver gradvist mere organiseret. Personalet tæller otte mand, som konstant har hænderne fulde. Alle er nye. Ingen har drevet asylcenter før, kun lederen Anders Brolev har erfaring fra sin stilling som leder af voksenskolen under Hanstholm Asylcenter. Det er en bevidst strategi fra hans side at starte op med et nyt hold medarbejdere. Intet her er nemlig som i kommunens rigtige asylcentre, og man ønsker ikke, at hverken personale eller asylansøgere skal begynde at sammenligne.

Alle beboerne på nødcentret er nyankomne asylansøgere, så de har heller ikke prøvet at leve under andre forhold her i landet. Systemet er nyt her: Gennemstrømningen af beboere er større. De fleste når ikke at falde til, før de sluses ud i et normalt asylcenter. De spørgsmål, man har som ny i Danmark, stopper aldrig i dette center, for her vil  asylansøgerne hele tiden være nye.

Det kræver en anden form for beredskab fra de ansatte, de skal konstant være synlige og kommunikerende.

Sandholm-farcen

En anden stor arbejdspost handler om den obligatoriske tur til Sandholm, hvor asylansøgerne skal møde op for at udfylde et kort spørgeskema. En togtur fra Thisted til Sandholm kan løbe op i ni timer. Man risikerer at skulle skifte tog i Struer, hvor man skal vente fire timer midt om natten, på en lukket station. Flere farer vild, og for nyligt gav en venlig politibetjent et lift til en familie, der var strandet i Frederikshavn.

Da Mehdi og en lille gruppe iranere skulle af sted, fik de en ekstra hård medfart. I Sandholms kantine blev de nægtet mad og fik at vide, at de skulle købe madbilletter. Men ingen i gruppen havde penge, for det er ikke meningen, at denne gruppe af asylansøgere skal betale.

Det lykkedes dem at tigge sig til en frokost i Sandholm. I 36 timer var frokosten det eneste, de fik at spise. En af de voksne mænd havde tårer i øjnene, da han tilbage i Thisted fortalte om ydmygelsen. Turen er i sig selv en bekostelig rejse, og på en uge har nødasylcentret lagt cirka 100.000 kroner ud for staten. Udelukkende for Sandholm rejser tur/retur.

Når man oveni lægger udgifter til mad og ophold for natten i Sandholm eller på et hotel, ligner det et ressourcespild af dimensioner. Thisted er ikke det eneste center i Danmark, som skal følge den procedure.

Mika Bastrup Røsholt administrerer rejserne for Thisted og er i gang med at oprette sit eget system. Hun samler asylansøgerne i grupper, booker egen bus og sørger for madpakker til dem, der skal afsted. På den måde sparer hun staten penge og beboerne en masse besvær.

Kamp om pladsen

Ali fra Irak har været oppe at slås. Han har mørke, urolige øjne, men flasher ind imellem et charmerende, bredt smil. Vi sidder på en bænk udenfor, mens der falder en spredt regn. Det er det eneste sted med ro, han bor i en kabine. Jeg har en vinterjakke på med hætte, han har et sort joggingsæt på. Han viser mig et sår i sin hovedbund, hvor han er blevet slået med en billardkø. Han har fået et par sting. Det skete i opholdsrummet, hvor han drak whisky og øl.

»Jeg må gerne drikke, det her er Danmark, og jeg er kristen,« siger han. Men efter eget udsagn blev han angrebet på grund af alkoholen, holdt fast, og tæsket med køen.

»Iranere og irakere kan ikke lide hinanden,« fortæller han. »Iranerne sidder i opholdsrummet, og hvis jeg kommer og vil spille billard, får jeg at vide at jeg skal skride.« Omkring os står hans venner, fem irakere. De bakker ham op.

Tidsfordriv med telefoner

Til frokosten er køen i madteltet så lang, at den slanger sig uden for teltet. Lydniveauet er steget. Der er ikke rigtigt nogen steder at være, med mindre man er i sin seng. Mange sover formiddagen væk. Sofaerne i opholdsrummene i kælderen er fulde af mænd. De fleste hænger lidt med hovedet, gaber. Et par mænd sidder arm i arm og snakker og nusser hinanden venskabeligt. Ellers tales der ikke meget i rummet. Langt de fleste kigger på deres telefoner, nogle med hovedtelefoner på.

Alle bordfodboldborde er optaget, det samme er poolbordet. De to rækker af computere er alle optaget af mænd, der ser film, spiller eller mailer. Lyden af mellemøstlig musik fra en computer blander sig med lyden af bilspillet ‘Need for Speed’ på storskærmen.

Det er ikke kun imellem iranere og irakere, der er problemer. De fleste, jeg taler med i disse dage, verbaliserer kontant en uvilje imod en anden gruppe i lejren.

Ondt blod og andre gnidninger

Der er ondt blod imellem arabere og kurdere, imellem kristne og muslimer, imellem klaner og imellem kaster. Stridighederne virker uigennemskuelige set med danske øjne, et filtret fletværk af ældgamle hierarkier og  konflikter.

Bortset fra det er der de helt almindelige personlige gnidninger. I gymnastiksalens kabiner sover 100 mænd i samme rum. Der er endnu ikke kommet sengelamper op, og når personalet slukker loftslyset ved midnat, skal der være ro. Men der har været skænderier og slåskamp på grund af musik og larm efter sengetid, og en nat var der ballade, fordi nogen så porno med lyd.

Ugen efter begynder der at være flere aktiviteter. Svømning og fitness. Selv om centret endnu ikke ved, hvor det skal foregå, indledes voksenundervisningen lige så stille foreløbig i madteltet. Det er det eneste ledige rum.