Mellem før og efter Lone Aburas' femte bog

”Der kommer til at være et før og et efter den her bog,” skrev forfatter Olga Ravn for fem dage siden på Instagram om Lone Aburas femte bog, Det er et jeg, der taler (Regnskabets time). På Føljeton nærer vi meget stor tiltro til Olga Ravn, så vores nysgerrighed var øjeblikkeligt vakt. Tænk at sidde der på Instagram og opleve før uden at vide, hvad der kommer efter. Ok, før og efter i litterære sammenhænge behøver ikke at være instant samfundsomvæltende, ikke lige på minuttet i hvert fald – folk skal jo lige nå at læse bogen. Men vi noterede os alligevel øjeblikket, så vi engang om nogle år kan fortælle yngre generationer om det skelsættende øjeblik mellem før og efter Lone Aburas bog.

I fredags udkom bogen så. På Føljeton venter vi stadig utålmodigt på at få den leveret af PostNord. Olga Ravn skrev ikke så meget om, hvad det egentlig er, vi kan vente os. Så mens vi venter, læser vi omtale og anmeldelser; repeterer, hvad Aburas egentlig er for en, og forsøger at danne os et billede af, hvad vi har i vente. Tag med os ned i øjeblikket mellem før og efter.

Lone lyder dansk

Vi starter med at læse op på Lone Aburas. Hun er 38 år, bor på Nørrebro og er uddannet cand.mag. i dansk og socialvidenskab fra RUC. I 2009 debuterede hun med romanen Føtexøen, hvor hovedpersonen Lene, som ligesom forfatteren Lone er vokset op med en dansk mor og en egyptisk far, arbejder som kassedame i Føtex, mens hun modtager det ene afslag fra Forfatterskolen efter det andet.

Siden har Aburas udgivet romanerne Den svære toer (2011), Politisk roman (2013), som er inspireret af hendes deltagelse i Kirkeasyl-arbejdet i 2009, hvor en gruppe udviste irakiske flygtninge søgte tilflugt i Brorsons Kirke, som senere endte ud i voldsomme sammenstød mellem politiet og op mod 300 demonstranter, Det kommer til at ske (2016), og nu altså Det er et jeg der taler (Regnskabets time). Og så er hun som en af de få yngre danske forfattere ikke til stede på de sociale medier – lige bortset fra en facebookside med et begrænset antal følgere, som hun ud fra tonen i opslagene vist ikke engang selv administrerer.

Og så hedder hun Lone, fordi hendes forældre ville have, at navnet lød dansk, så hun ikke var nødt til at skifte, når hun skulle ud og søge arbejde.

Ordet revolution er nævnt

Det er et jeg der taler (Regnskabets time) har genrebetegnelsen agitprop, som er en sovjetisk sammensætning af ordene agitation og propaganda, som har været brugt til at betegne Det Kommunistiske Partis indoktrineringsvirksomhed. I Gyldendals opslagsværk Den Store Danske kan man læse, at ”i Lenins definition var agitation det at bruge enkle midler til at vække masserne politisk, mens propaganda var den grundige indføring i bl.a. marxismens teori”. Aburas forsøger ikke at skjule på, at hendes bog er hardcore politisk. Som de skriver i Berlingske: ”Den lille bog er et politisk kampskrift, en hudfletning af vores indvandrer-debat og en opfordring til at handle. Selv ordet revolution er nævnt.” Spændende!

I Information kan vi læse, at værket er ”en form for enetale, reelt tyve små siders prosa”, hvor hun lader ”drævende galde flyde i sine sætninger. Hun siger fra, især over for dem, der går rundt og tror, at Danmark er et postracistisk samfund”.

Vi kan også læse et lille uddrag fra bogen, hvor vi forstår, at Lone bliver opfattet som en del af ”et os og et vi og et fællesskab, hvor alle bare er mennesker, og når alt kommer til alt er vi inderst inde ens? Som om knogler og organer kan binde os sammen om noget som helst. Som om der findes en almenmenneskelig universel erfaring, som ikke bare dækker over en håbløs Benettonretorik, der formår at imponere mig negativt hver eneste gang, fordi det i lufthavne, i visitationszoner, til demonstrationer, på grænsen til Padborg, i Gaza, i Stoget på vej til eksamen med en printer så konkret er en løgn.”

Konkret politisk vækkelse

”Inspirationen og brændstoffet er dels renhjertet indignation over lokalt fremmedhad og global flygtningebehandling og dels ulmende træthed over dobbelt patronisering som eksotisk ikke-hvid forfatter og som ikkehvid forfatter, der slet ikke skriver om ikkehvidhed (sidstnævnte har jeg selv gjort mig skyldig i) og dels nagende personlige erindringer om fremmedhedsfølelse og ‘racialiseringsscenarier’,” skriver Lars Bukdahl i sin anmeldelse i Weekendavisen.

Og i Information skriver Tue Andersen Nexø, at bogens styrke er, at den ikke vil give os svar: ”I stedet fremhæver den konkrete uretfærdigheder. Det er en lille forskydning, men vigtigt, især når man tænker på den konstante kritik, der rettes mod enhver venstrefløj i disse år, nemlig at den er verdensfjern og idealistisk. Men denne bog, hvis mål ret beset er læserens politiske vækkelse, befinder sig igen og igen på det konkretes niveau. Det er konkrete situationer og erfaringer, konkrete tiltag, dens vrede og fortvivlelse koncentrerer sig om.”

Tag en dyb indånding! Gå ud og køb Aburas’ bog. Hvem ved, måske står du på tæsklen til en politisk vækkelse.