Bare rolig, køberne ved, hvad de gør

Der blev klappet og hujet på Sotheby’s i New York, da hammeren forleden faldt over Jean-Michel Basquiat ved 98 millioner dollars. Med en telefon i den ene hånd og et anonymt købernummer i den anden stod en asiatisk kvinde og så lettet ud. Det var hende, hele salen kiggede på og klappede af. Eller det vil sige, det var vel nærmere telefonrøret, for i den anden ende sad den lykkelige ejer af et maleri, der med salær kom op i en den berømte 100 millioner-dollars-klub, hvor kun 10 andre malerier er kommet ind.

Lige når man har forstået, at et maleri kan koste 850 millioner kroner, melder der sig det naturlige spørgsmål: Hvem køber dog sådan et maleri og hvorfor? En del af svaret kan findes et sted i den anden ende af telefonføret, hvor den 41-årige japanske mangemilliardær Yusaku Maezawa sidder og sveder. Det offentliggjorde han selv på sin Instagram-konto nogle timer efter, da han forklarede sit køb:

”Jeg er så glad for at kunne annoncere, at jeg lige har vundet dette mesterværk,” skriver han under billedet af sig selv, der poserer lidt forlegen ved siden af maleriet.

”Da jeg først så billedet, blev jeg så bevæget og taknemmelig for min kærlighed til kunst. Jeg ville dele det med så mange mennesker som muligt.”

Det er lidt uklart, hvad han mener med at dele billedet, for der er reserveret en plads i hans private Tokyo-lejlighed, hvor der hænger flere andre Basquiat’er, foruden Richard Princes Runaway Nurse (købt for 9,6 millioner dollars hos Christie’s sidste år), der hænger i trappeopgangen, et Roy Lichtenstein i spisestuen, et stort værk af Christopher Wool (13,9 millioner) i stuen og et Picasso, han har købt til 22 millioner dollars.

Booste sin pengetank

Yusaku Maezawa startede som trommeslager i et japansk indierockband, og i 1998 startede han firmaet Zozotown, der er Japans største online modebutik. Det skulle eftersigende være 3,5 milliarder dollars værd, og han er den 14. rigeste person i Japan, så han har sikkert en konto, der ikke går i overtræk, når Sotheby’s dankort-transaktion går igennem.

Jeg betvivler ikke Yusaku Meazawas kærlighed til kunsten, men uden at han nødvendigvis behøver at lægge det til grund for sin beslutning, har et køb i den liga nogle fordele, som stikker dybere, end den kærlighed han bliver ramt af, når han ser på det. Det er blandt andet også derfor, at folk i kunstverden har talt om aftalt spil, når det gælder rekordkøbet, og om at budkrigen var rent spil for galleriet (undskyld) og endte med en pris, som Meazawas og Sotheby’s allerede havde besluttet sig for.

På et senere tidspunkt skal vi se på auktionshusets interesser i salget, men for Meazawa havde det den fordel, at prisen på Basquiat omgående steg med 20 procent, og formentlig vil den stige endnu mere inden det næste maleri sættes til salg. Alene det at maleriet nu er et rekordmaleri hæver efterspørgslen gevaldigt og dermed også værdien på de andre Basquiat-malerier, Meazawas ejer. Hans personlige formue faldt altså ikke ved det køb, men steg. Det samme gjorde omtalen af hans modeimperium og hans andre kunstværker (de er som bekendt nået helt til denne lille publikation). Desuden besidder han nu en vare, som har vist sig at holde sin værdi bedre end nogen anden aktie eller noget metal – den allerdyreste kunst vare, som Picasso, Warhol, Gaugin og den slags. Disse kunstneres værdi er kun steget med årene uafhængig af tidens finanskriser og synes at arbejde ud fra en positiv-spiral-logik, der betyder, at jo mere du giver for din vare, jo mere bliver den værd næste gang, du skal sælge det. Gruppen af de ekstremt rige er ikke blevet mindre i løbet af de sidste årtiers pinefulde finanskriser, men tværtimod vokset markant, blandt andet ved væksten i Kina, der i dag tegner sig for 30 procent af salget af kunstværker, der koster mere end 80 millioner.

Samtidig er kunst en vare, der ikke umiddelbart beskattes. Du har et fysisk objekt til en milliard, du kan flytte over landegrænser, give videre til yngre generationer eller – hvis du er den type – bruge til at vaske penge, du er kommet i besiddelse af på en måde, som myndighederne i dit land måske er mindre begejstrede for, kridhvide og fine igen.

Ingen af delene har naturligvis noget som helst at gøre med langt, langt de fleste samlere i verden, der er højtrespekterede for deres kunstforståelse og støtte med fonde, museer og kunstskoler. Det kan man se på de lister, som mange af verdens store kunstmagasiner opgiver hvert år med de mest toneangivende og rigeste samleres køb og salg i løbet af året. Man kan bare også objektivt konkludere, at det sjældent er en dårlig forretning at smide penge i den dyreste ende af kunstmarkedet. Langt mere risikabelt er det, at købe unge og upcoming-kunstnere, og kunstinvesteringsrådgivere siger helt rutinemæssigt, at man kun skal investere i deres kunst, hvis man har en særlig kærlighed til den. Alternativt skal du have så mange penge, at du har råd til selv at byde kunstneren op.