Nyhedsanalysen
Når sælgeren bliver større end kunstneren
Den dyre ende af kunstmarkedet er gået agurk i løbet af de seneste årtier. For nylig blev der på ny sat prisrekord, da et Jean-Michel Basquiat-maleri røg for 850 millioner kroner og dermed blev det dyreste kunstværk lavet efter 1980. Priserne for de dyreste værker har passeret en milliard kroner. I denne føljeton forsøger vi at forklare, hvordan et af verdens mest ugennemskuelige, manipulerede, men også hellige og fornemme markeder er formet i 2017. Hver dag en ny vinkel. I dag: om gallerierne.
Det var live-transmitteret, spektakulært og dekadent, da verdens ældste auktionshus lod hammeren falde på 98 millioner dollars for Jean-Michel Basquiats ubetitlede maleri af et kranium. Tilskuerne klappede og hujede, og gad vide om ikke også auktionshuset Sotheby’s ledelse havde et listigt smil på læberne, da de udover opmærksomheden også tager et salær, der får prisen til at løbe op i 110 millioner dollars. Sådan bliver cirka halvdelen af verdens kunst handlet – via auktionshuse. Den anden halvdel går gennem gallerister og kunsthandlere, mens kun forsvindende lidt foregår direkte gennem kunstneren. I dag dykker vi en tur ned hos sælgerne for at forstå det svulmende kunstmarked.
I 2015 blev der ifølge revisions- og konsulent-selskabet Arts Economics i Dublin handlet kunst for knap 63 milliarder dollars, der er lige lidt mindre end Slovakiets samlede BNP. Det er næsten en fordobling siden 2009, der oven på finanskrisen var lidt af et katastrofeår for kunsthandlerne, men siden er det så også kun gået fremad.
Særligt den kinesiske vækst har pustet til handlerne, og i dag står Kina for 22 procent af den samlede kunsthandel, og særligt er det private salg fra gallerierne og kunsthandlerne steget, selv om auktionshusene oftest står for de mere spektakulære salg. De private sælgere står stort set for alt salget på det primære marked, det vil sige det, der går direkte fra kunstnerens atelier, mens auktionshusene tager en større bid af det sekundære. Men havde Basquiats kranie skullet sælges privat, var det med stor sandsynlighed blevet forestået af den legendariske Larry Gagosian (billedet øverst). Han bor i L.A., men huserer over hele verden, hvor han repræsenterer kunstnere som Andy Warhol, Damien Hirst, Picasso og ja, Basquiat, og han omsætter for en milliard om året.
Forretningens kunst
Andy Warhol, der var fyldt med fede oneliners, skulle have sagt, at det ”at lave forretning, er den mest fascinerende kunstart”, og i kunstverden er det galleristerne, der står for den slags. Det er dem, der opbygger kunstnerens renommé og beskytter det, handler værkerne og administrerer deres karriere. For det at sælge kunst er ikke bare at sælge kunst – særligt ikke hvis du spiller i den store liga som Gagosian, og faktisk er det heller ikke så let at få lov at købe det.
En dygtig gallerist er nemlig ikke ligeglad med, hvem de sælger deres værker til. Købere kan hæve eller sænke markedsværdien på en kunstner, og det er her renommé-beskyttelsen kommer ind i billedet, for hvis en kendt eller respekteret samler køber en kunstner, vil prisen på kunstneren stige. Lidt firkantet kunne man sige, at der grundlæggende er tre grunde til at købe kunst: 1) Af kærlighed til kunsten eller kunstneren, 2) for at investere eller 3) for hæve sin position i samfundet. Som regel er det ikke kun én af delene, men hvis vi nu ser bort fra den første kategori af utilregneligheder, så vil de to sidste påvirkes kraftigt af, hvem der er køberen. Igen kan vi kigge på Warhols karriere for at forstå systemet, for han tilskrives æren for at have forstået, at det vigtigste ved et salg ikke er prisen, men køberen, så hvis du som gallerist kan få en ung eller lovende kunstner solgt til den rigtige samler eller samling vil mange begynde at kigge i den retning og følge strømmen.
Når gallerierne bliver store nok, kan de blive større en selve kunstneren. Alt hvad de rører ved bliver til guld. Sådan er det for en fyr som Larry Gagosian eller tyske David Zwirner, der har bygget en hel kæde af respekterede gallerier op. De er to nogle få hundrede supergallerister, der kan afgøre en kunstners fremtid i et ugennemskueligt marked. De fastsætter priserne, de finder køberne og på lange stræk er deres smag alt afgørende for markedets retning. På den ene side. For på den anden side er kunsten en inficeret og total fri udgave af en ”udbud og efterspørgsel-model”, hvor galleristerne i langt højere grad end auktionshusene er vores eneste forbindelse til virkeligheden. De beskytter deres kunstnere.
Kunstens værdi, må nødvendigvis være subjektiv, og som en slags selvreguleringsmekanisme har markedet indarbejdet, hvad man kunne kalde signalstoffer, som man kan pejle efter – de velansete gallerier og samlere, et par håndfulde af verdens museer og de kendte samlere. Den treenighed er den altoverskyggende prisfastsætter, der dog i nogen grad og fra tid til anden forstyrres af auktionshusene mere ”hasarderet” salgsmetode, hvor den rene udbud-efter-spørgsel-logik tilsyneladende hersker. Hvor galleristerne bruger mange kræfter på at opbygge og “skabe” en kunstner; sørge for at de svære perioder ikke får lov at overskygge de gode, bruger år på at lade ham eller hende modnes, indgår personlige relationer og skabe arbejdsro, går auktionshusene anderledes råt til værks og ser på hvad markedet vil gøre ved værket og essentielt set også ved kunstneren. Kunst er en skrøbelig størrelse og kan være tilfældig og derfor er det også almindeligt at se gallerister opkøbe ”deres” kunstner, hvis de bliver udbudt på auktioner – for bedre at kunne styre deres karriere.