Kunstneren som forretningsmand

For Jeanine Basquiat var der ikke så meget at sige, da Oliver Barker fra Sotheby’s storsmilende lod hammeren falde over hendes afdøde lillebrors ubetitlede maleri af et kranium og gjorde det til et af verdens dyreste malerier. Hun varetager familierettighederne til Jean-Michel Basquaits værker sammen med sin søster Lisane i Californien, så hun ringede til hende.

”Der var ikke meget at sige,” sagde hun til New York Times et par dage efter.

”Vi var mundlamme.”

Søstrene er ret private omkring deres berømte bror, der døde kun 27 år gammel i 1988 og har hverken dengang eller nu arbejdet for at promovere ham eller sælge ham, men sørger mest af alt for, at hans arv bliver varetaget forsvarligt. Det er der til gengæld andre, der har, for stort set siden han begyndte sin karriere i 1980 har man vidst, at han havde potentialet til at havne i den absolutte superliga over verdens mest eftertragtede kunstnere. Allerede i begyndelsen af 80’erne var hans værker i den dyre ende, og særligt da han i 1983 indledte et samarbejde med Andy Warhol, gik det stærkt for ham.

Der er nogle kunstnerisk og historisk indlysende årsager til, at hans værker i dag er så eftertragtede udover det forhold, at hans karriere ikke er særlig lang, så der simpelthen ikke findes så mange værker, men Basquiat havde ikke opnået den status uden at være blevet taget ind af gallerister og naturligvis Warhol. Kunstnere, der skal op i en hvis liga, er afhængige af at have ”sælgere” bag sig, og der findes stort set ikke eksempler på kunstnere, der har klaret sig ved egen kraft. Selv Andy Warhol, der ellers er kendt for at være en pioner ud i at promovere kunstneren over kunsten, havde den legendariske galerist Leo Castelli som gallerist, inden han åbnede sin såkaldte The Factory.

”At lave forretning er den mest fascinerende kunstart,” skulle Andy Warhol engang have sagt, og siden er det blevet citeret mere end Biblen i kunstverden.

Dog skubbede Warhol til det billede, man tidligere havde haft af kunstneren som det fattige, hjælpeløse geni til at være mere bevidst om sin egen værdi og fremtoning. Han betragtede sig selv som kommerciel og så det som en del af kunsten at arbejde i det økonomiske kredsløb – at lave penge. Men selv om kunstneren i dag nogle tilfælde er små firmaer med mange ansatte til at lave og udtænke værkerne (sådan har det i øvrigt altid været), så er det stadig stort set utænkeligt, at kunstneren ikke først og fremmest koncentrere sig om sin kunst og lader andre om salget.

Fald i værdi

Britiske Damien Hirst er blandt de eneste tilfælde blandt de dyreste kunstnere, der har forsøgt at klare sig uden kunsthandler og gallerist. Tilbage i 2013 stoppede han pludselig samarbejdet med Larry Gagosian efter 17 års makkerskab og solgte sine værker selv direkte gennem auktionshuse. Allerede på det tidspunkt var han en af verdens dyreste nulevende kunstnere. Nogle mente, det handlede om, at han var utilfreds med, at hans værker solgte dårligere end tidligere. Andre mente, det handlede om at tage kunsten i egen hånd, og at bruddet ville vende op og ned på kunstverdenen.

Tal fra analysebureauet Artnet viste dog hurtigt, at det ikke umiddelbart var en god forretning for Hirst, da de værker han solgte på auktioner generelt gik for 30 procent under den pris, de var gået for under Gagosian. Hver tredje af de i alt 1.700 værker, han satte til salg, blev slet ikke solgt. I 2016 fandt Gagosian og Hirst sammen igen.