This image obtained December 2, 2015 from NASA shows the Sun's light reflected off a body of water as the space station orbit's Earth. A trio of International Space Station residents is getting ready to return to Earth while a new crew in Kazakhstan is preparing to replace them. Meanwhile, a pair of space freighters, the Orbital ATK Cygnus and Russia's Progress 62 (62P), is being readied for liftoff as another docked cargo craft is being packed before it's undocking. The Orbital ATK Cygnus cargo craft will launch on December 3, 2015at 5:55 p.m. EST to the station. The 61P is scheduled for a December 21, 2015 liftoff. While mission managers are preparing three different spacecraft for launch this month, the Expedition 45 crew is performing research to help scientists benefit life on Earth and crews in space. AFP PHOTO/NASA/HANDOUT = RESTRICTED TO EDITORIAL USE - MANDATORY CREDIT "AFP PHOTO / NASA" - NO MARKETING NO ADVERTISING CAMPAIGNS - DISTRIBUTED AS A SERVICE TO CLIENTS =
Hvad skete der?
En lille komma-ændring lyder måske ikke umiddelbart som en verdensomvæltning, men den udbredte enighed på COP21 i Paris om at skærpe ambitionen for den nye, globale klima-aftale til en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader – i stedet for de tidligere 2,0 grader – er reelt opsigtsvækkende: »Vi skal have et mål på 1,5 grader,« siger USA’s topforhandler Todd Stern – i hvad der må betegnes som en historisk udtalelse. Af alle lande kræver USA nu, at verdenssamfundet tager ansvar for de menneskeskabte ødelæggelser.
I det nye aftaleudkast, som blev offentliggjort i går aftes, og som skal være endeligt færdigforhandlet i løbet af de næste 24 timer, er der lagt op til, at de 195 lande forpligter sig til en mere drastiske skridt. Én ting er dog at hæve målsætningerne, en anden og tydeligvis vanskeligere bedrift er at blive enige om midlerne til at indfri de nye ambitioner. Og her står meget tilbage at ønske.
Alarmlamperne blinker, når selv den danske Venstre-regering er utilfreds med detaljerings- og ambitionsniveauet i de konkrete tiltag: »Desværre er aftaleudkastet langtfra ambitiøst nok set med mine og EU’s øjne,« siger klimaminister Lars Christian Lilleholt. Han forhandler på vegne af en dansk regering, som selv er blevet kritiseret voldsomt for at sænke ambitionerne for grøn omstilling. Lars Christian Lilleholt kender således om nogen til på den ene side at love guld og grønne skove på papiret, men så på den anden side fortsætte med business-as-usual i praksis.
Hvad siger de?
Nøglen til at forstå, hvordan grønne ngo’ere kan være håbefulde, mens klimaminister Lars Christian Lilleholt ønsker højere ambitioner, skal findes i den snirklede konstruktion, som ligger til grund for den nye klimaaftale: Tænk først tilbage på debatterne under EU-folkeafstemningen om forskellene mellem mellemstatsligt og overstatsligt samarbejde. Også i de globale klimaforhandlinger er suverænitetsafgivelse en ‘show-stopper’.
Selv om de fleste diplomater og grønne aktivister er overbeviste om, at juridisk forpligtende og centralt (overstatsligt) fastsatte klimamål vil være det eneste effektive, er stats- og regeringscheferne på forhånd blevet enige om, at det fremtidens klimasamarbejde skal bygge på en såkaldt ‘bottom-up’-model, hvor de 195 lande hver især byder ind med nationale klimamål, som så lægges sammen i fælles (mellemstatslig) aftale.
Resultater er oplagt mindre effektivt, og vil med garanti ikke være tilstrækkeligt til at begrænse temperaturstigningerne til under 1,5 grader celcius. Til gengæld er det nu blot teoretisk muligt at nå til enighed om en sådan traktat-agtig aftale inden i morgen aften, hvilket ikke ville have været tilfældet med en større forkromet, global aftale, da f.eks. den amerikanske kongres aldrig nogensinde ville ratificere.
Da EU-landene for længst har forpligtet hinanden på en reduktion af drivhusgasser, som langt overgår ambitionsniveauet i andre klynger af lande og stater, har Danmark og de 27 andre medlemslande en oplagt interesse i at presse på for større forpligtelser fra de ikke-europæiske lande. Når klimaminister Lars Christian Lilleholt taler om for lave ambitioner handler det altså ikke om, at hverken Danmark eller EU vil bidrage med endnu mere, blot at andre lande frivilligt skal forpligte sig til lige så meget, som Danmark – tilsyneladende modvilligt – tidligere er gået med til i Europa.
Hvad nu?
Forhandlingerne i Paris er snedigt lagt til rette af den franske regering til at nå frem til et resultat. Selve rammen med ‘bottom-up’-modellen, hvor landene ikke påtvinges konkret handling, men blot tilskyndes til at forpligte sig på egen hånd, gør det svært for et enkelt land at nedlægge veto. Derfor forventes en aftale at blive indgået, måske ligefrem før tid? Allerede nu kan det dog konstateres, at mål og midler ikke matcher.
Den nye ambition om at begrænse temperaturstigningerne til blot 1,5 grader har endnu ikke fremtvunget de mere håndfaste initiativer, som skulle kunne føre målet ud i livet. Men som vilkårene er i sådanne internationale konsensusforhandlinger, hvor også lande som f.eks. Saudi-Arabien og Zimbabwe har vetoret, vil alt andet end gentagelse af fiaskoen i København blive opfattet som en succes; et lille spring på stedet for menneskeheden.