Min overbo var sikker på, at det var en vigtig fodboldkamp, han havde overset. Gennem gulvet kunne han høre det ene jubelbrøl efter det andet, hænder der klappede i takt og lyde, der mindede om to gøende hunde.
Men vi har ikke hund, og der var ingen fodboldkamp. Det var min gamle ven Klaus, der debuterede på dating-appen Tinder. Hårdt presset havde jeg tvunget ham over i det digitale datingprogram, der præsenterede ‘os’ for interesserede kvinder i nærområdet. Hvis man kan lide, hvad man ser, skubber man dem med tommelfingeren til højre, hvis ikke, ryger de ud til venstre.
»Ku’ godt.« sagde vi i kor – til højre, mens moderen til mit tredje barn (vores første fælles) sad ved siden af og ammede. Var der kvinder, der også var interesseret i Klaus, var der et ’match’, og det var så meningen, at de to skulle kontakte hinanden. Det var når det skete, det godt kunne lyde lidt som en fodboldkamp under min overbo. Og to hunde, der gøede.
2. bølge
Klaus er lige blevet 40. Han har ingen kæreste og har ikke fået nogen børn endnu, så nu var han uden rigtig at have gjort noget for det, havnet i det, man kunne kalde ‘2. bølge’ eller ‘the second market’ – gruppen af fraskilte, der skulle tilbage på markedet.
Som livslang ven til manden vil jeg sige, at det er lidt uforskyldt, at han var havnet her, for han er både en god fyr, stabil, ser godt ud, er tilpas mandig, tilpas begavet og sympatisk, så han burde have fundet sig en kone eller to på nuværende tidspunkt, men i statistikkerne viser det sig at være helt almindeligt. Faktisk er Danmark det land i verden, hvor der er flest singler i den kategori. Måske af samme årsag – det kan jeg ikke helt gennemskue – er vi også det land, der indgår flest ægteskaber nummer 2.
De tal stiger oven i købet år for år. Mere end 30 pct. af befolkningen i aldersgruppen 30-50 år er singler i dag, mens det i 1985, var under 20 pct. Går man under 30, er det i samme periode steget fra 40 til 60 pct. I alt blev 19.435 ægtepar skilt i 2014. Det er det højeste antal skilsmisser nogensinde i Danmark på et år og 23 procent flere end det gennemsnitlige antal skilsmisser i de seneste 10 år. Samtidig sagde 28.331 par ja til hinanden, hvilket er en stigning på tre procent i forhold til året før. Og her taler vi altså kun om indgåede ægteskaber – ikke alle de undgåede.
Velfærdstatens frihed
Der er mange, som forsøger at forklare disse tal. En af de forklaringer, vi har forsøgt at forfølge i denne føljeton om ‘Velfærdssex’, har været velfærdsstatens indflydelse på muligheden for at udleve sit sexliv og sit parforhold. For velfærdsstaten har ikke kun taget sig af os, som en mor tager sig af sit barn, den har også sat os fri. Den har gjort os fuldkommen frie og uafhængige. Af alt og alle. Med alle sine veludbyggede institutioner til børn og gamle, gratis uddannelse, SU, enlig forsøgerbistand og understøttelse har velfærdsstaten skabt vide rammer for, at vi kan gøre os uafhængige af ægteskabets bånd og famliens arne og for at udfolde vores seksualliv. Eller som Johanne Mygind, der er journalist og debattør, udtrykker det:
»Velfærdsstaten har givet mig en mulighed for at gå ud af mit ægteskab, uden at det ville være en katastrofe for mit økonomiske liv og muligheden for at opfostre mine tre børn. Det ser jeg virkeligt som noget postivt – også for mit sexliv. Det lyder kynisk, men det betyder jo bare, at man skal gøre sig umage hele tiden over for sin partner. Det betyder for mig at se, at der er mange bånd på seksualiteten, som forsvinder,« siger hun.
Forslået og liderlig
Ditte Giese er kulturjournalist, forfatter og bestyrer af Politiken-bloggen ‘FOMO’ (fear of missing out), der blandt andet indgående har beskrevet dating-livet i 2. bølge. Det er også der, hun selv befinder sig i øjeblikket i selskab med Klaus og de godt 30 pct. andre i den generation. Hun havde egentlig ikke været den store dater i sine 20’ere, men da hun var i midten af 30’erne, blev hun skilt, og nu stod hun så der.
»Det første år efter min skilsmisse var jeg i chok og sorg og brugte ikke den nyvundne frihed til andet end at slå mig selv i hovedet med. At jeg var for grim og gammel til, at nogen nogensinde gad knalde med mig,« forklarer hun, men herfra tog det fart for hende. Det næste år var et hæsblæsende »virvar« af dates og lir og druk og fester og flirter på alle medieflader.
»Jeg synes, der er noget dejligt ved ’voksendating’. Det med den seksuelle selvtillid og det at opdage, at der er så sindssygt mange lækre mænd derude.«
Hvordan oplevede du dem, du mødte?
»Generelt oplever jeg en masse forslåede, liderlige mennesker, som gerne vil noget med hinanden, men har lidt svært ved det. Når vi skal møde nogen midt i livet, har vi ikke den der vidunderlige blåøjethed, som vi havde i tyverne. Der var man mere sådan ‘fedt, du laver kunst, bor på en vens sofa og er cykelbud, det lyder sjovt’. Listen over alle de fejl og mangler, som en kommende partner i hvert fald ikke må indeholde, bliver længere og længere, som tiden går,« forklarer Ditte Giese og går ind i en længere beskrivelse af nogle sine største ‘turn offs’.
»Som voksen er man i den frygteligt privilegerede situation, at man ikke behøver finde en at lave børn med. Derimod skal en kæreste kunne kærlighed, omsorg og en samtale, der aldrig slutter mere end biologi og projekt familie.«
Nærhedens kulde
Men for Ditte Giese, hørte morskaben og liret forholdsvist hurtigt op, forklarer hun. I hvertfald i det tempo, hun havde lagt ud med
»Det bliver lidt koldt hele tiden at starte og slutte relationer, og jeg er virkelig træt af at skulle gøre dejlige mænd kede af det, når jeg ikke føler det samme som dem,« siger hun.
»Jeg havde længe den der ret fesne Thomas Helmig-linje kørende inde i hovedet, når jeg var på vej ud for at spise med endnu en ny mand: ‘Måske denne gang? Gensidighed’. Det er jo sådan set sjovt nok at knalde rundt i en periode, men egentlig er det fedeste jo at føle sig genkendt og elsket. I øjeblikket ligger jeg en del i en bestemt mands stærke arme og kigger ind i nogle kloge øjne, der kender mig. Det er sgu ret vidunderligt.«
Ikke desperat
Sociolog Casper Høeg Radil fra Københavns Universitet er en slags ekspert i datingkultur og har specialiseret sig i de digitaliserede ‘kontaktannoncer’. Han forklarer, at den bølge herhjemme først rigtig kom i gang sidst i 90’erne med siderne scor.dk og dating.dk, der åbnede næsten samtidig.
»Siderne havde det til fælles, at det i høj grad handlede om at finde hurtige seksuelle partnere, og så foregik det i et lukket forum. Her var en markant overvægt af mænd, og kvinder blev på det nærmeste overfaldet, når de signede op,« siger Casper Høeg Radil. Senere – omkring midten af 00’erne – dukkede det mere modne publikum op med sider som elitedaters.dk, der den dag i dag er kvindernes favorit, og gennemsnitsalderen steg markant de år.
»Flere kom på, og det var måske også, som om det blev mere legitimt i visse kredse,« siger Casper Høeg Radil. »Selvfølgelig betød det noget, at mindre teknologiforskrækkede generationer blev ældre, men helt generelt blev det også mere legitimt at komme på som 35-50-årige.«
De nye apps som Happn og Tinder, der udelukkende foregår på smartphones, har de senere år taget landet med storm – også den nævnte generation.
»Det har da uden tvivl lettet en hel del for de ældre og fraskilte singler, at man har disse tjenester,« siger Casper Høeg Radil.
»Netdating er ikke noget isoleret eller afsides element. Det er blevet en ligeså naturlig kommunikationsform, som resten af nettet har været det siden 90’erne. Det forpligter meget lidt og passer meget godt til et fortravlet liv. Og så er det langt mindre stigmatiserende, hvilket gør det markant nemmere for de fraskilte. Måske er det også derfor, vi ser gennemsnitsalderen være stigende her.«
Et forgangsland
Danmark er ekstremt hurtig til at udvikle disse markeder, forklarer Casper Radil, og faktisk har vi verdensrekord på det punkt. Vi har været nogle af det allerførste til at tage det brede til os, og selv om Tyskland og USA også har været langt fremme, bruger man her i langt højere grad matchmaker-firmaer, hvor eksperter matcher partnere.
»I de lande spiller religion en større rolle, og det samme gælder familien. Sådan er det ikke i det frigjorte og individualiserede Norden, hvor også foreningslivet har spillet en stor rolle. Derfor har det mere været en leg at være single, det har været lettere og mere økonomisk ansvarligt med de udbyggede institutioner, vi har i velfærdsstaten.«
Lummertime før Deadline
Som digital datingtjeneste er det særligt Tinder, der vælter markedet herhjemme – specielt i nogle kredse, forklarer Casper Radil. Det appelerer til en helt anden gruppe en tidligere og har slået virkelig bredt igennem. Det virkede pludselig ikke desperat at bruge datingapps, det blev et uforpligtende og sjove element.
»Men det er jo sådan, man mødes som voksne – vi går ikke rigtig i byen, så det begynder tit i det skriftlige,« siger Ditte Giese, der opererer med et begreb, hun kalder »Den kreative klasses lummertime«. Den ligger, fra ungerne er lagt i seng kl. 21, til Deadline på DR2 går i gang kl. 22.30.
»Især i begyndelsen syntes jeg, det var vildt sjov at sidde og chatte med 2-3 mænd ad gangen og køre dirty talk og lir i timevis hver aften og være på flere dates om ugen. Her er Tinder et glimrende redskab til at knalde uden for eget segment og omgangskreds, især for sådan en som mig, der aldrig har kunnet score eller ladet sig score ude i virkeligheden,« siger Ditte Giese.
»Det er også tidsbesparende, fordi man kan chatte og swipe, når børnene sover. Jeg har egentlig mest brugt Facebook til dating, det er så nemt at finde hinanden og sige tak for sidst til en, man har flirtet med – og så kører det. Men når man dater, bliver man virkelig forvirret over, at skulle styr på alle de mennesker og deres historier, deres børns navne og deres jobfunktioner.«
Og sådan begynder de fleste flirter for Ditte Giese. I det skriftlige. En mand skriver, de flirter på tekst i nogle uger eller måneder og så noget med en middag eller noget vin. Måske endda noget sex. Måske endda mere sex, forklarer hun.
»Men der er virkelig mange ting, der skal spille, før to voksne mennesker med børn indleder noget, og de to mænd jeg har været ægte interesseret i, har ikke været klar til noget seriøst, da de mødte mig. Og der er helt sikkert en masse, der kan sige det samme om mig. Der er meget med timing og proces. Man kan sådan set altid få sex og hurtig lir, men genkendelse, gnist og samtale er en sjældenhed.«
Den stramme mave
Jeg er selv fraskilt, men fandt ret hurtigt over i et andet forhold – jeg kan se et sted, at du kalder det en kliché – hvad tror du, forskellen er for mænd og kvinder i denne her bølge?
»Jeg oplever ret markant, at en del mænd er meget hurtigt videre i et nyt forhold. At de ikke giver slip på den ene kvinde, før der står en ny. Og så går der trekvart år, og så undrer de sig over, at det hele ligner det gamle, når de sidder og putter med de samme selvværds-issues i en ny hjørnesofa. Bare med en yngre kvinde med en ny baby i maven. Det er karikeret ja. Jeg ved ikke, om jeg synes, det er en kliché. De her voksne mænd fra medie- og kulturverdenen, som i en fart finder en sød og mild RUC-pige eller en blogger-model på 24. Der står jeg da lidt og tænker, at det er utroligt, at et stramt maveskind og store beundrende øjne kan betyde så meget. Men sådan er det åbenbart, og personligt er jeg til mænd, der tænder på voksne kvinder, humor og hjerne.«
Kvinder har det helt anderledes end mænd, mener Ditte Giese. Efter en skilsmisse er der mange kvinder, der tager sig et langt stykke tid solo, før de er klar til noget nyt.
»I den periode er det noget med samtaleterapi, yoga, hvidvin med veninderne, høje hæle, hygge om sine børn og sørge for, at de lander på en ordentlig måde i det nye, og at finde tilbage til, hvem man egentlig var inden parforholdet. Og så tager kvinderne turen med unge elskere og boytoys og bliver mindet om, at unge mænd faktisk knalder utroligt dårligt, og så finder de sig en på deres egen alder.«
Stress og nye kvinder
Den heftige begejstring, som min overbo var vidne til, aftog også for Klaus, som ugerne gik. Jeg ser ham dagligt, og man kunne helt fysisk se en forandring på ham. De første uger sad han og smilede bredt ned i sin telefon. Så tog han lige tage et par dansetrin for sig selv, gled gennem lokalet og klappede i hænderne for at udbryde »Nå? Kører det? Hva’?«.
Klaus lod mig stadig følge lidt med og gav high five, når der var et match. Men begejstringen dalede – det var tydeligt. Til sidst blev han faktisk helt grå.
»Jeg kan sgu ikke rigtig klare det,« sagde han til mig en dag.
»Det stresser mig med alle dem, jeg egentlig burde svare. Det er virkelig en kynisk verden.«
»Ja, det må være hårdt at skulle have sex med alle mulige forskellige kvinder hele tiden,« forsøgte jeg ironisk.
»Jeg, mener det sgu,« sagde Klaus. »Det virker underligt, men det er en virkelig kold afvejning, man hele tiden bliver udsat for. Og udsætter andre for.«
Nu har jeg givet Klaus nummeret på Ditte Giese. Hun virker sød.