Den homoløse by

Hvis omstændighederne er de rette, og sagen er ædel (eller bare god), så viger Føljeton ikke tilbage fra at bedrive den genre, som pressen kalder aktivistisk journalistik. I 2016 gjorde vi det over en længere periode med føljetonen ‘Bøsser i Hirtshals’. Serien begyndte som en åben og tilforladelig undersøgelse af den forblæste nordjyske fiskeribys habitus, men endte med et klart formål: nemlig at få den navnkundige LGBT-festival Copenhagen Pride til at starte i Hirtshals på samme måde, som for eksempel cykelløbet Tour de France  kan begynde med en såkaldt prolog i Tyskland eller England.

Det lykkedes ikke. Men det betyder ikke, at den aktivistiske serie var en fiasko – tværtimod. Vi kom meget tæt på at få en pride-prolog op at stå i Hirtshals, og for en stund var den undseelige lille by, hvis slogan er ‘Hirtshals – porten til Europa’, verdens midtpunkt. I hvert fald i Føljetons spalter.

Men vi er slet ikke færdige med Hirtshals. Til efteråret vender vi tilbage med en ny serie om byen, som vi tror vil gøre lykke (ikke mindst i Hirtshals): ‘Bøsser i Hirtshals 2’. Og hvad kommer ‘Bøsser i Hirtshals 2’ så til at handle om? Glem alt om Copenhagen Pride. Bøsser i Hirtshals 2 er større end det, og det kan da være, at vi senere på ugen vil løfte sløret for, hvad vi så lægger i det.

Bøsser i Hirtshals udviklede sig organisk. Serien begyndte med en nysgerrighed. Vi kom til at læse en klumme i Berlingske, der bar overskriften ‘Der var ingen bøsser i Hirtshals’.  Teksten var skrevet af lektor dr.phil. Hans Hauge, der er en hyppig leverandør af polemiske og politisk ukorrekte kommentarer i avisens debatspalter. Normalt er hans indlæg en borgerlig reaktion på en eller anden hændelse i nyhedsstrømmen – og ganske ofte et ledigt standpunkt, som det hedder. Denne klumme skilte sig ud. Der var noget drømmende over den – formentlig fordi den tog afsæt i Hans Hauges egen barndom og opvækst i den lille by. ”Der fandtes ikke bøsser eller lesbiske i Hirtshals, da jeg var barn,” begynder teksten. ”Der gik mange år, før jeg mødte en homoseksuel. Jeg husker faktisk ikke, hvornår jeg opdagede dem.”

I Gyldendals Store Danske Encyklopædi står der, at betegnelsen homoseksualitet første gang blev anvendt i 1869 af den tysk-ungarske forfatter Karl-Maria Benkert (ung. Kertbeny, 1824-82). Det nævner Hauge også, dog med den lille tilsnigelse, at homoseksualiteten ”helt bogstaveligt” blev ”opfundet” i 1860’erne, og at Karl-Maria Benkert var ”opfinderen”. Han fortsætter: ”Jeg kan allerede høre protesterne. Der lyder, at der altid har været homoseksuelle både i Hirtshals (selv om der nok ikke var mange) og før 1860’erne.”

Hvis der var protester, og det var der, så gik de mest på, at Hauge drilagtigt havde gjort homoseksualitet til en opfindelse. Protesterne kom til udtryk på de sociale medier og i kommentarfeltet på Berlingskes hjemmeside, hvor folk delte teksten med vantro og spekulerede over, om Hauge mon var homofob, eller om han bare havde svært ved at formulere sig på skrift.

Senere den uge brugte et kulturprogram på Radio24syv 15 minutters sendetid på at forsøge at afkode klummens budskab sammen med en forskningschef i journalistisk filosofi (hvad sådan en end laver). Problemet var måske, at teksten ikke var helt ukryptisk formuleret.

Vi får blandt andet at vide, at Hauges mor havde nogle gode veninder, der var spejderførere og KFUK-sekretærer og i øvrigt ugifte, ”og i dag ville vi nok sige, at de var til kvinder, men det blev ikke nævnt”. Så langt, så godt. Det forstår vi. Men så tilføjer Hauge, at ”måske vidste de ikke selv, at de var lesbiske. Kunne de dog ikke mærke det? Nej, hvordan skulle de dog kunne det”.

Det lyder jo mærkeligt. Hvis de nu var tiltrukket af kvinder, hvorfor skulle de så ikke kunne ”mærke”, at de var lesbiske eller biseksuelle? Var der i Hauges tekst en antydning af, at homoseksualitet bare var en social konstruktion; at der ikke var en biologisk faktor? Eller mente Hauge bare, at homoseksualitet ikke eksisterede som en identitetsmarkør i Hirtshals dengang i 50’erne? I løbet af klummens cirka 500 ord får Hans Hauge i øvrigt nævnt til H.C. Andersen, Herman Bang,  sociologen Henning Bech, den franske filosof Michel Foucault, digteren T.S. Eliot, Platon og sexologen Magnus Hirschfeld. Til sidst skriver han, at der ”heldigvis” er cykelløb, ”hvor kvinder endnu ligner kvinder og kysser vinderen”.

Da jeg ringede til Hans Hauge nogen tid senere for at spørge, hvad grunden var til, at han havde skrevet klummen, svarede han: ”Ikke noget bestemt. Man skal bare finde på et eller andet. Der var ingen ydre anledning.”

Under det røre, der opstod omkring Hans Hauges klumme i de dage, blev Hirtshals taget lidt som gidsel. Men hvad er det for en by? På den ene side er Hirtshals bare ”en by i provinsen”. Men Hirtshals har også sine særkender, som gør, at den er Hirtshals. Hirtshals fylder 929 kvadratkilometer og har 5.910 indbyggere og en af Danmarks største industrihavne. Hirtshals blev lagt ind under Hjørring Kommune ved strukturreformen i 2007, og så er entertaineren Niels Hausgaard født der. Og så videre. Hirtshals er en by i sin egen ret.

Der er faktisk meget at fortælle om Hirtshals. I telefonen fortalte Hans Hauge, at han engang har skrevet en hel tekst om Hirtshals i antologien Barndomsbyer (Samleren, 1998).

En ’moderne’, men hård by

”Jeg skrev om Hirtshals som ’Modernitetens spydspids’,” sagde han. ”Den blev planlagt på en bar mark af arkitekten Steen Eiler Rasmussen i 1923 med lige gader. Det er en by uden historie og uden fortid. Den er rigtig moderne og adskiller sig på den måde meget fra for eksempel Skagen, som ligger 50 kilometer mod nordøst. Skagen havde alle kunstnerne. Hirtshals er jo sådan en kulturløs by, det er den sådan set stadig. De har forsøgt at indføre kultur, men det er aldrig rigtig lykkedes.”

Jeg spurgte Hauge, om han selv var født i Hirtshals.

”Nej, jeg kom dertil som barn. Vi var kun to, der kom i gymnasiet, det var meget usædvanligt, og de fleste gik ud af skolen, når de var 14-15 år. Når de var 18, havde de penge og huse. Det var dér, de store penge blev tjent. Og så var byen fyldt med færinger og islændinge, og der var de store færger. På den måde var det en speciel by. Og en hård by.”

Hans Hauge fortalte, at byen også var præget af alvor.

”Jeg kan huske en vintereftermiddag, hvor konerne, som de hed, stod på havnen og kiggede ud over vandet for at se om deres mænd kom hjem fra havet. Mændene kunne jo hele tiden risikere at blive derude.”

Som han husker det, flyttede han fra byen i 1966 eller 1967 – og han har aldrig overvejet at flytte tilbage.

”Nej, det har jeg ikke, men det er det eneste sted, jeg føler mig hjemme. Jeg kommer der ikke ret tit, men når jeg kommer til Hirtshals, føler jeg mig hjemme. Jeg kunne ikke drømme om at bo der.”

Efter at have læst Hans Hauges klumme og talt med ham selv kunne vi altså konstatere, at Hirtshals ikke bare var en speciel by, fordi der i Hauges optik ikke boede nogen bøsser i 1950’erne og 1960’erne, men også i det hele taget. Opført midt i ingenting næsten parallelt med den amerikanske spilleby Las Vegas, der blev grundlagt midt ude i delstaten Nevadas ørken.

Under alle omstændigheder var kimen lagt til en journalistisk serie, hvor vi kunne give Hirtshals et eftersyn. Det kunne godt være, at homoseksualitet og andre ‘anomalier’ var noget, man skulle holde for sig selv i 50’erne, men sådan kunne det da ikke være i dag. Eller kunne det? Læs med i morgen.